Så er det tid til dette års Badwater 135 miles (217 km). I bedste amerikanske stil, så er det udråbt til at være det hårdeste ultraløb i verden! Nu er sådan noget jo svært at måle. Man må bare konstatere, at der procentuelt er betydelig flere, som udgår i Spartathlon (1 ud af 3 kommer igennem) end i Badwater (9 ud af 10 kommer igennem). Det er svært at kalde sig verdens hårdeste, hvis næsten alle klare sig indenfor tidsgrænsen. Måske det er årsagen til, at cut off-tiden er sat ned fra 60 timer til 48 timer (den er 36 timer for Spartahlons 246 km!).

Men ingen tvivl – Badwater er et hårdt løb. Starten går fra Death Valley, som er det laveste punkt i Nordamerika med minus 85 meter. Det er samtidig også det varmeste med temperaturer op mod 50 grader. Herfra går ruten på til Mt. Whitney i godt 2.500 meters højde.

Løbsrekorderne indehaves af henholdsvis amerikanske Jamie Donaldson (F) med 26:16:12 og brasilianske Valmir Nunes (M) med 22:51:29.

Et kig på dette års startliste afslører desværre, at der ikke er nogen danskere til start. Derimod starter 94 løbere fra 17 nationer i alderen 20-69 år. Hver løber har minimum en følgebil med sig – det er meget normalt med to! Crewet har på den første del af løbet en vigtig opgave med at nedkøle løberne. Så der bliver brugt masser af is!

Cirka halvdelen af deltagerne har tidligere forsøgt sig på ruten; eksempelvis Pam Reed (Har gennemført 6 gange) og Amy Palmiero-Winters (Som gennemførte med en benprotese – den kvinde er for sej). Jeg har et par favoritter blandt årets rookies. Sumie Inagaki og  Ryoichi Sekiya fra Japan – begge tidligere verdensmestrer på 24 timer.

Se live-opdateringer her.

Kunne jeg tænke mig at deltage? I den grad, men Spartathlon anser jeg altså for at være hårdere