ultrarun.dk

endurance & passion

Side 2 af 46

PBP2023 – turen i ord

Det sidste par dage har planen været at sætte mig til pc’en og skriver. Desværre har WiFi ikke været optimalt på vores overnatningssteder.

Det bliver derfor en lidt anden udgave end først planlagt.

I dette opslag vil jeg komme ind på selve ruten. I et par efterfølgende indlæg vil jeg fortælle om:

  • Skavanker – før/under/efter
  • Tankevækkende oplevelser (for mig – og måske for dig)
  • PBP2027

Lige op til start

Vi landede i Les Molieres (20 km fra start) sidst på eftermiddagen om fredagen, så startnummeret stille og roligt kunne afhentes lørdag formiddag.

Lørdag eftermiddag blev det til en lille tur rundt i området. Dejligt, når man sidder to i transport fra Danmark (havde valgt at tage to kortere stræk ren og skær bekvemmelighed).

Hoppede i seng til normal tid, og stod op til normal tid søndag – og godt morgenfoder. Fik pakket alt til cyklen. En god frokost, for så at sove et par timer. Selvom temperaturen var høj, så fungerede det fint. Brugte i den forbindelse et par sovebriller. Det kan anbefales.

Inden afgang en let gang aftensmad og en tur på det lille hus 😉 Helt klar til afgang!

Afgang fra Rambouillet

Kl. 20.15 gik starten for mit heat. Siden kl. 17.30 var der for hvert kvarter blevet sendt cirka 300 ryttere af sted. Så det var folk på vejene, da jeg rullede over start.

Planen var lade de andre arbejde og sidde meget op hjul som overhovedet muligt, men også at udnytte det momentum for flotte, som passede mig.

Når jeg selv skal sige det, så gik faktisk godt henover natten. De første 75 km var det nemt at finde grupper, der kørte mit tempo, herefter blev det lidt mere spredt.

Men det var også ting, som ikke gik så godt i løbet af den første nat. Det var varmt og jeg svedte meget, og senere blev også koldt på nedkørslerne (frøs faktisk lidt). Da morgensolen begyndte at kigge frem, kunne jeg konstatere at, jeg faktisk var lettere dehydreret. Kanon udgangspunkt for en dag i solen og 30 grader!

Og ja, der ikke planlagt søvn den første nat

Første dag i solen

Med første nats manglende evne til at forblive hydreret, så tog formiddag og eftermiddag et lidt andet sigte.

Havde håbet på at komme hurtigere til Brest end det endte med. Jeg har efterhånden kørt en del +600 distancer, og har også før oplevet at have manglet. Min erfaring er, at det ‘sagtens’ kan løse sig. Men ikke ved at tvinge 2 l væske i rummet. Kroppen skal lidt tid – og så skal huske på, at det sker på en varm sommerdag i Frankrig ☀️

På stykke mellem Loudéac (435k) og Carhaix-Plouguer (514k) følte jeg, at det igen var vand på køleren. Men konstateringen var også, at det havde kostet på farten og kostet på kræfterne.

Det sidste stykke mod Brest – nat 2

Selvom varmen havde været enorm gennem hele dagen, så har jeg erfaring med at bakkerne det sidste stykke til og fra Brest kan være en kold omgang. Så “løse knæ” og ærmer blev fundet frem.

Denne gang heller ikke en undtagelse. Det blev så fugtigt i luften, at jeg også måtte have vind/regnjakke på. Så var OK.

At ramme Brest er på den ene side lidt demotiverende og på den anden side total optur. Man har lige kørt 610 km, så kan man selvfølgelig igen.

Jeg følte mig ikke specielt træt ved ankomsten CP, men valgte at tage 1,5 times lur inden jeg begyndte returen mod Paris.

Var heldig at overtage en luksusmadras (to stykker tynd pap) i kantinen. Så skulle blive godt.

Det er de færreste, som har svært ved at sove selvom der ligger mennesker de ikke kender umiddelbart ved siden – og skal vi, udtrykker sig på forskellige menneskelige måder 💨😴

Det gjaldt heller ikke for mig. Min 1,5 time blev dog til 2 x 1,5. Hvorfor? Jeg følte mig snydt! Efter tre kvarter af den første lur vågnede jeg med kramper i begge ben. Lige pludselig er man ikke rationel, og kun da hurtigt overbevise mig selv om, at jeg havde noget til gode.

Godt på vej, men stadig langt til Paris

Endnu en dag ventede i varmen. Nedtællingen var i gang, en nedtælling der for mig handlede en stykkerne fra et check point til det næste.

Fra jeg var aktiv ultraløber har jeg det med at dele distancer (eller tid) op i brøker. Et lille “mind fuck”, virker på mig. Som eksempel: Har jeg kørt 10k ud af 100k, så det 1/10. Og jeg runder 20k, så er jeg allerede nede på 1/5.

Der blev lavet en del brøkregning den dag.

Måske den sidste nat – nat 3

Natten startede egentligt med et interessant og meget givende afbræk. Så interessant, at jeg vil lade hænge her, og først vende tilbage til det senere.

Godt midnat på tredje nat havde jeg nu rundet 928k i Fougéres. Skulle jeg bare en lur i check point, eller bare kører ud i natten? Det blev det sidste. Jeg følte mig fuld af energi, men viste også fra tidligere, at den kan forsvinde som dug fra solen – især om natten!

Havde ikke kørt en time, før behovet for en lur opstod. Ikke at jeg fik hallucinationer eller decideret faldt i søvn på cyklen.

Fik fundet en indkørsel, hvor det blev til et power nap på 15 minutter. Det er utroligt hvad så lidt søvn kan gøre af gavn for din fysik.

Efter at være nået Villaines-La-Juhel (1017k) blev det til yderligere 3 x power nap a 15 minutter. Jeg FØLTE at jeg burde forkæle mig selv oven på en god kaffe, croissant og pain au chocolat.

Er det muligt – sidste dag i sadlen?

I 2019 gennemførte jeg PBP lige under 72 timer. Min indre regnestok havde fanget, at det kunne blive muligt igen i år.

Og efter en formiddag som føltes OK (som det nu føles OK efter mere end 60 timer), så kom eftermiddag, som går i min historiebog som en af de varmeste.

Jeg ved ikke med sikkerhed hvor varmt det var, min oplevelse siger omkring 35 grader, i kombination med dårlig asfalt og stejle stigninger, så blev det kæmpet af alle derude.

Varmen blev ved, bakkerne blev afløst nærmest totalt fladt landskab uden de store muligheder for skygge.

Men et kig på uret og distancetælleren fortalte, at der var ny mulighed for tid under 72 timer.

De sidste 100k var måske varmeste jeg havde kørt, men nok også de kedeligste (just a feeling). Men jeg nåede tilbage til Rambouillet i omkring 71,5 time. Tilfreds med min fjerde gang som finisher.

Dagen for dagen – Paris-Brest-Paris er lige om lidt.

Jeg glæder mig – glæder mig til at cykle…

Bilturen ned gennem de lange bakker i de belgiske Ardenner. Dagens lille løsne-op-tur. Det hele fortæller mig, at jeg er klar. Klar til at stampe i pedalerne fra Paris (Rambouillet) til Brest og retur igen.

Dagens vigtigste opgave var at få hente startnummer og få gjort de sidste indkøb (ikke mindst til Lisanne, som bliver vores hytte i dagene, hvor jeg cykler).

I år har arrangørerne droppet cykelcheck dagens før start og flyttet det til umiddelbart inden start. Det er en god idé. Sparer en masse tid i løbet af formiddagen og selve nummerudlevering foregik lynhurtigt, selvom der skal næsten 7000 deltagere igennem på dagen. Og alt sammen med et kæmpe smil. Chapeau til arrangørerne so far.

Efter en god frokost med franske specialiteter, skulle cyklen og benene lige luftes lidt. Vi kom lidt sent frem til overnatningsstedet i går, hvor det ikke blev til en tur der. Men i dag blev der tid.

Træningen er jo slut, så planen var at trille 25 km i roligt tempo og få skyllet benene godt igennem.

Det blev til smuk tur, bl.a. ned i Chevreuse-dalen. Men når man kører ned, så skal man jo også op igen. Op pulsen fulgte med op, stigningen bød på 11 procent over et længere stykke.

Søndag er race day, men min start er først 20.15. Jeg duer ikke til at sove meget længe. Plan er derfor at komme og få en god gang frank morgenmad og få pakket cyklen. En solid gang frokost og middagslur (har fået lov). Inden afgang til Rambouillet skal der lige en let gang aftensmad på bordet.

Jeg kommer nok til at lave et par opdateringer på AltidMedvind og Instagram. Jeg bliver glad for hver og en kommentar, som bliver skrevet undervejs. Men til din orientering, så læser jeg dem først, når jeg er kommet i mål.

Sommerferie = cykeltur

Så er det snart nu.

Jeg kan næsten ikke vente, men om kun 1,5 uge skal jeg deltage i Paris-Brest-Paris; et ultimativt eventyr for mange langdistancecyklister. Det er en drøm, endnu en gang at at stå på startlinien i Rambouillet og opleve den fantastiske stemning, de smukke landskaber og den udfordrende rute.

Jeg har trænet vedholdent og længe for at være klar til dette løb. Der er stort set styr på grejet, jeg skal have med. Der skal lige nye dæk på cyklen og kæden skal smøres, mangler lige en powerbank som kan supplere GPSen med strøm. Om et par dage lægges tøj, værktøj og mad (gel og bar) frem. Undervejs vil jeg også benytte mig af de mange kontrolposter og services (private franskmænd, med små boder – nogle endnu gratis) langs ruten.

Der er dog én ting, der stadig bekymrer mig lidt: mit håndled. Det har været ømt i et stykke tid nu, og det generer mig især på de lange ture. Jeg har prøvet forskellige ting for at lindre smerten, som at justere styret, skifte handsker og specifik træning. Men det er som det er. Det bliver helt sikkert værre under løbet, men så finder jeg en løsning på det!

Men nok om mine bekymringer. Jeg vil hellere fokusere på mine forventninger. Jeg forventer ikke at slå nogen rekorder (min personlige rekord er lige under 60 timer, sat for 20 år siden). Er vejret nogenlunde, og undgår jeg defekter, så er mit mål at køre igennem på 72 timer (der er 90 timer til at gennemføre på).

Jeg vil bare nyde turen gennem Bretagne og gennemføre den med et smil på læben. Jeg vil opleve solopgange, solnedgange og stjernerne på himlen. Jeg vil opleve nedture og opture i mere end en forstand. Jeg vil føle glæden, spændingen og stoltheden ved at være en del af dette historiske løb.

Fire uger til årets udfordring

Der er nu kun fire uger til starten af cykelløbet Paris-Brest-Paris.

Træningen går godt, og der begynder at være styr på stumperne 

Jeg bøvler lidt med et ømt håndled. I bedste Pogacar-stil, så skal jeg nok få “glæde” af det, når der begynder at rulle km ind på kontoen. Men det er som det er, og så må jeg forsøge at forbedre mig bedst muligt på det.

Benene har det fint, og der er endnu et par uger til at bygge op i. Herefter et par uger, hvor der skal trappes ned og opbygges fysisk og mentalt sult efter at komme ud og køre. Den sidste uge kan godt være lidt sej for mine omgivelser 😉

Mangler fortsat at indkøbe lidt energi til turen, Men det er bliver klaret snart.

Jeg har undervejs behov for at oplade min GPS-enhed. Det er tidligere sket ved at konverterer strøm fra navdynamoen og til power banks. På min tur Danmark Rundt for et par år siden viste det sig at være en lidt sårbar løsning. Konverteren brændte af og pludselig var løbet tør for strøm. I år satser jeg på at klare mig med power banks alene.

Lidt om PBP

Løbet er verdens næstældste stadig eksisterende cykelløb og blev gennemført første gang i 1891. I starten var det en konkurrence, og der deltog både amatører og professionelle. Siden 1951 har det kun være for amatører og konkurrencedelen er taget – det gælder om at gennemføre.

For at gennemføre udfordringen så skal de 1219 km gennemføres på under 90 timer. Tidligere da veje og cykler var af en anden standard, var der 10 dage til turen. Det gælder først og fremmest om at gennemføre, men er forholdene til det, så vil jeg køre lige under 72 timer (mit resultat i 2019). Men meget kan ske undervejs.

Godt 8000 ryttere fra hele verden har forhåndstilmeldt sig løbet, men det er kun omkring 6800 ryttere der har klaret kvalifikationskravene. Det er mange deltagere, men det plejer ikke at være et problem. Der bliver startet i heats, og det er kun de første 100 km, som opleves hektiske.

Ruten starter uden for Paris i Rambouillet, og fører os gennem de smukke og bakkede landskaber i Normandiet og Bretagne ud til Atlanterhavskysten ved Brest.

Ruten er ikke meget teknisk og er godt skiltet undervejs. Jeg plejer at sige, at det hele er 3 gange det, som vi vant til at cykle på i Danmark. Højeste punkt på turen er således kun omkring 340 meter.

Langs hele ruten bliver man mødt af fransk applaus og opbakning. Og tilråb som bon courage og bonne route giver altid til ekstra motivation og kræfter.

De lover en varm lørdag

Weekenden banker på døren, og lørdag loves der omkring 30 grader.

Som løber eller cyklist kender du de udfordringer, som varme og høj luftfugtighed kan medføre.

En mulighed er selvfølgelig at blive i sofaen og se endnu et afsnit af Tour de France (og det er der ikke noget i vejen med).

Men er er der et løb i kalenderen i nær fremtid under varme forhold, så er det også en god mulighed for at træne som du skal kæmpe.

Om fem uger skal jeg cykle Paris-Brest-Paris. Vejret er tit godt, når løbet afvikles. Det vil sige solskin fra en skyfri himmel og 28-30 grader i skyggen (og den er der ikke meget af ude på vejene).

En vellykket præstation i varme forhold kræver ikke kun fysisk kondition, men også en tilpasning af kroppen til de ugunstige omgivelser.

Gradvis tilpasning

De kloge siger, at den bedste nøgle til varmetilpasning er en gradvis og systematisk tilvænning til varme. Og at det kan tage op til to uger for kroppen at tilpasse sig fuldt ud til varme forhold. Tit har man jo ikke tid og råd til at tage ud til konkurrencelokation et par uger i forvejen.

Så for mig gælder det i den grad om at tage muligheder, når de er der.

Hydrering og elektrolytter

Varmetilpasning handler ikke kun om at vænne sig til varmen, men også om at opretholde en sund væskebalance og elektrolytniveauer. I varme forhold er svedproduktionen øget, hvilket kan føre til dehydrering og tab af vigtige mineraler som natrium, kalium og magnesium.

For at undgå de negative konsekvenser af dehydrering er det afgørende at drikke tilstrækkeligt med væske før, under og efter træning eller konkurrence.

Et godt tip er at veje sig selv før og efter aktiviteten for at få en idé om væsketab og dermed justere væskeindtaget derefter.

I søndags fik jeg en lille lærerstreg mht. væskeindtag. Til trods for, at jeg følte mig godt kørende i den trykkende varme og havde noget fokus på at drikke, så var det bare slet ikke nok. Og efter seks timer i sadlen, så var jeg godt på vej til at blive dehydreret. Men godt lige at få en reminder 🙂

Tøj

Når man træner eller konkurrerer i varme forhold, er det vigtigt at vælge den rette påklædning. Lys og åndbar tøj kan hjælpe med at aflede varmen og holde kroppen køligere. Skal man bruge solcreme eller ej. Det fornuftige svar er jo selvfølgelig ja, men jeg må også indrømme at jeg har det lidt stramt med solcreme. Jeg synes faktisk at det er sværere at komme af med varmen. Måske det bare forgår i hovedet.

Tegn på en god tilpasning

Fire markører for tilpasning til varme er:

  1. Lavere hjertefrekvens
  2. Lavere kropstemperatur
  3. God evne til at svede
  4. Øget udholdenhedskapaciteten

Varmetilpasning kræver tid og tålmodighed, så sørg for at planlægge din træning og konkurrence med dette i mente.

Jeg blev inspireret af denne artikel.

God weekend – om det så bliver i lænestolen eller ude i varmen

Fornyelse og favoritsejr ved DM 24 timer

24 timers DM blev afholdt i denne weekend i Sæby. Er der er fundet et par nye danmarksmestre.

Podiet kvinder:

  1. Katja Lykke Tonstad, 200,819 km
  2. Julie Møller Jensen, 170,077 km
  3. Lillian Rasch Madsen, 163,745 km

Tillykke Katja med debut på 24 timers, og så ovenikøbet med et dansk mesterskab. Jeg synes det ser godt ud, når den danske mester som minimum løber op til udtagelseskravet (200 km for kvinder) for ultralandsholdet. Resultatet er lovende for fremtidige præstationer.

Podiet repræsenterer altid de bedste på dagen – tillykke til alle. Men ærgerligt at se, at Katja Bjerre ikke havde dagen.

Podiet herrer:

  1. Bruno Batsberg, 236,285 km
  2. Brian Hansen, 228,490 km
  3. Hallur Holm, 223,565 km

I min lommebog var Bruno storfavorit til at tage mesterskabet – og det gjorde han så! Tillykke med det. Dejligt at se, at Brian Hansen kunne leve op til sidste års resultat; og bliver i år 2’er. Hallur Holm tager sidste trin på skamlen. Alle tre løbere er over kvalifikationskravet til ultralandsholdet på 220 km.

Dejligt stort antal løbere var tilmeldt DM. Håber, at det kan være en tendens for de kommende år.

Øvrige resultater kan findes her.

Så blev der i øvrigt sat en dansk rekord på 12 timers.

Efter 30 års ventetid er den danske rekord i 12 timers løb endelig blevet overgået af landsholdsløberen på 100 km Bouchra Lundgren Eriksen!

Det var ikke meget rekorden blev forbedret med, men den blev forbedret! Den nye rekord lyder på 134,501 km. Stort tillykke Bouchra.

DM – 24 timer ved havet

Der er dømt ultraweekend i Sæby denne weekend. For 10. gang inviteres ultraløbere fra nær og fjern til et døgn med udfordringer – denne gang på 6, 12 og 24 timers (også DM).

Der løbes på en DAF opmålt rute på 1.987 m (gør det rimeligt nemt at regne med) på skiftende underlag langs havn, langs Sæby by og langs strandpromenaden.

De 1987 meter rute

Når jeg skriver dette, at har løbet været i gang i godt 8 timer. Det har derfor en betydning, når forventningerne til løbet sættes op.

På herresiden har jeg store forventninger til Bruno Batsberg. Bruno er på papiret det klart stærkeste kort. Har løbet 236,8 km i 2022 og har tidligere løbet 254,5 km (2017). Alt andet lige, så skal de efterfølgende herrer skal hive nogle gevaldige præstationer op af hatten (tænker de skal løbe PR). Brian Hansen (mester 2022, PR 225,7 km), Rasmus Rasmussen (PR 227,8 km) og Michael Clausen (PR 202,8 km i 2018).

Hos kvinderne er der gang i noget rigtigt spændende. Mest fordi jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke kan finde mange ultraresultater på de to førende løbere hhv. Katja Lykke Tonstad og Julie Møller Jensen. Katja Bjerre har tidligere løbet 212 km.

Husk! Det er ALTID nemt at være klog, når der stadig mangler 2/3-del af løbet. Meget kan ske – og meget vil sikkert ske.

Resultater kan følges her.

Der blev også løbet 6 timers tidligere i dag. Kristian Pape Jørgensen og Mie Pedersen vandt med hhv. 65,5 km og 57,7 km.

På 12 timers (som i skrivende stund stadig er i gang) ser det ud til, at Bouchra Lundgren Eriksen løber fra alt og alle. Er i øjeblikket 10 runder (små 20 km) foran nummer 2!

Stine Rex – årets ultraløber 2022

Stort tillykke til Stine Rex med anderkendelsen som årets ultraløber i 2022.

Selvom 2022 måske ikke er Stines stærkeste år, så afslører et kig i resultatlisterne for sidste år, at Stine nok ligger et eller måske nærmere to niveauer over de øvrige danske ultraløberes 2022-år.

Jeg synes derfor, at der er objektivt grundlag for at tildele hæderen til Stine. Så KÆMPE TILLYKKE.

Jeg er dog også lidt undrende – og muligvis har jeg været frosset ned. Jeg mindes ikke at have set, at der var indstiftet en Årets Ultraløber-pris. Synes der er fint, at landsholdsløberne kan stemme på hinanden, men hvem har Stine så stemt på? Det virker som om, at Stine ikke var klar over at anerkendelsen findes jf. artikel fra TV2Nord.

Synes det er en meget ærefuld titel – og et super godt initiativ. Synes også det kunne være interessant at høre om kriterierne for tildelingen. Måske er det bare mig, men jeg ser nødigt at prisen ender som en fidus-bamse.

Så er der betalt

Denne weekend blev der åbnet op for den endelig tilmelding til Paris-Brest-Paris.

Selvom jeg de sidste par måneder har gennemført de fire kvalifikationsbreveter, så bliver det alligevel en anelse mere virkeligt, når kortet bliver trukket gennem “fluesmækkeren”. Men nu er kvitteringen på plads.

Der er små tre måneder til starten i Rambouillet – nu gælder det om at få træningen tilrettelagt på den bedste måde – der er jo lige et arbejde og en familie, der også skal passes.

God Pinse

Ny weekend – ny verdensrekord

Der er godt nok gang i verdensrekorderne i ultraløb for tiden.

Litauens Aleksandr Sorokin slog sin egen verdensrekord på 100 kilometer ved at løbe 6:05:35 (uofficielt) ved 2023 World’s Fastest Run i Vilnius, Litauen lørdag 14. maj 2023.

Sorokin satte den tidligere 100 km verdensrekord på 6:05:41 ifm. et 100 mile løb i Storbritannien i april 2022. 

Aleksandr Sorokin slår sin egen verdensrekord på 100 km med 6 sekunder!

For at sætte Sorokins løb i perspektiv er det små 16,5 km/time eller 3:39 min/km, og så lige 100 km! Det er vildt – og det er vildt, at Sorokin gik ud og sagde: Jeg slår min rekord!

Sorokin har så også lige verdensrekorderne for at løbe 100 miles på 10:51:39, 12 timers 177,41 km og 24 timers 319,6 km!!! Allerede nu, vil jeg gerne udnævne Sorokin til at være GOAT.

Denne weekend var det så Finlands Satu Lipiäinen der satte en ny 12-timers verdensrekord for kvinder ved Kokkola Ultra Run i sit hjemland ved at løbe 153.6 kilometer.

Det var kun 4,5 måneder siden, at polske Dominika Stelmach satte en imponerende 12-timers verdensrekorden på 152.633 kilometer. Lipiäinens præstation var bare bedre, men afventer en ratificering, og bringer rekorden lige en kilometer videre.

Lipiäinens gennemsnitlige tempo i 12 timer ligger omkring 4:41 min/km. 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑