Der er dømt ultraweekend i Sæby denne weekend. For 10. gang inviteres ultraløbere fra nær og fjern til et døgn med udfordringer – denne gang på 6, 12 og 24 timers (også DM).
Der løbes på en DAF opmålt rute på 1.987 m (gør det rimeligt nemt at regne med) på skiftende underlag langs havn, langs Sæby by og langs strandpromenaden.
De 1987 meter rute
Når jeg skriver dette, at har løbet været i gang i godt 8 timer. Det har derfor en betydning, når forventningerne til løbet sættes op.
På herresiden har jeg store forventninger til Bruno Batsberg. Bruno er på papiret det klart stærkeste kort. Har løbet 236,8 km i 2022 og har tidligere løbet 254,5 km (2017). Alt andet lige, så skal de efterfølgende herrer skal hive nogle gevaldige præstationer op af hatten (tænker de skal løbe PR). Brian Hansen (mester 2022, PR 225,7 km), Rasmus Rasmussen (PR 227,8 km) og Michael Clausen (PR 202,8 km i 2018).
Hos kvinderne er der gang i noget rigtigt spændende. Mest fordi jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke kan finde mange ultraresultater på de to førende løbere hhv. Katja Lykke Tonstad og Julie Møller Jensen. Katja Bjerre har tidligere løbet 212 km.
Husk! Det er ALTID nemt at være klog, når der stadig mangler 2/3-del af løbet. Meget kan ske – og meget vil sikkert ske.
Der blev også løbet 6 timers tidligere i dag. Kristian Pape Jørgensen og Mie Pedersen vandt med hhv. 65,5 km og 57,7 km.
På 12 timers (som i skrivende stund stadig er i gang) ser det ud til, at Bouchra Lundgren Eriksen løber fra alt og alle. Er i øjeblikket 10 runder (små 20 km) foran nummer 2!
Stort tillykke til Stine Rex med anderkendelsen som årets ultraløber i 2022.
Selvom 2022 måske ikke er Stines stærkeste år, så afslører et kig i resultatlisterne for sidste år, at Stine nok ligger et eller måske nærmere to niveauer over de øvrige danske ultraløberes 2022-år.
Jeg synes derfor, at der er objektivt grundlag for at tildele hæderen til Stine. Så KÆMPE TILLYKKE.
Jeg er dog også lidt undrende – og muligvis har jeg været frosset ned. Jeg mindes ikke at have set, at der var indstiftet en Årets Ultraløber-pris. Synes der er fint, at landsholdsløberne kan stemme på hinanden, men hvem har Stine så stemt på? Det virker som om, at Stine ikke var klar over at anerkendelsen findes jf. artikel fra TV2Nord.
Synes det er en meget ærefuld titel – og et super godt initiativ. Synes også det kunne være interessant at høre om kriterierne for tildelingen. Måske er det bare mig, men jeg ser nødigt at prisen ender som en fidus-bamse.
Denne weekend blev der åbnet op for den endelig tilmelding til Paris-Brest-Paris.
Selvom jeg de sidste par måneder har gennemført de fire kvalifikationsbreveter, så bliver det alligevel en anelse mere virkeligt, når kortet bliver trukket gennem “fluesmækkeren”. Men nu er kvitteringen på plads.
Der er små tre måneder til starten i Rambouillet – nu gælder det om at få træningen tilrettelagt på den bedste måde – der er jo lige et arbejde og en familie, der også skal passes.
Der er godt nok gang i verdensrekorderne i ultraløb for tiden.
Litauens Aleksandr Sorokin slog sin egen verdensrekord på 100 kilometer ved at løbe 6:05:35 (uofficielt) ved 2023 World’s Fastest Run i Vilnius, Litauen lørdag 14. maj 2023.
Sorokin satte den tidligere 100 km verdensrekord på 6:05:41 ifm. et 100 mile løb i Storbritannien i april 2022.
Aleksandr Sorokin slår sin egen verdensrekord på 100 km med 6 sekunder!
For at sætte Sorokins løb i perspektiv er det små 16,5 km/time eller 3:39 min/km, og så lige 100 km! Det er vildt – og det er vildt, at Sorokin gik ud og sagde: Jeg slår min rekord!
Sorokin har så også lige verdensrekorderne for at løbe 100 miles på 10:51:39, 12 timers 177,41 km og 24 timers 319,6 km!!! Allerede nu, vil jeg gerne udnævne Sorokin til at være GOAT.
Denne weekend var det så Finlands Satu Lipiäinen der satte en ny 12-timers verdensrekord for kvinder ved Kokkola Ultra Run i sit hjemland ved at løbe 153.6 kilometer.
Det var kun 4,5 måneder siden, at polske Dominika Stelmach satte en imponerende 12-timers verdensrekorden på 152.633 kilometer. Lipiäinens præstation var bare bedre, men afventer en ratificering, og bringer rekorden lige en kilometer videre.
Lipiäinens gennemsnitlige tempo i 12 timer ligger omkring 4:41 min/km.
Denne weekend blev brugt på nakken af cyklen. Men det var godt givet ud, for jeg har nu klaret kvalifikationskravene til årets Paris-Brest-Paris (PBP) i august.
Weekendens brevet på 600 km var udset at blive en stor milepæl for ift. at kunne deltage i PBP senere og så var den revanche for min sidste 600 km i 2022, hvor jeg var nødt til at trække mig pga. kraftig dehydrering
Det var det fjerde brevet i en serie på fire, og med succesfuld afslutning har du nu klaret kvalifikationskravet til Paris-Brest-Paris senere denne sommer.
Breveter findes i distancer på 200 km, 300 km, 400 km og 600 km. Dette udgør en superrandonneurserie. For at deltage i Paris-Brest-Paris skal man køre en en hel serie i foråret det år, hvor PBP afholdes. Så sikre man, at deltagerne har en grundlæggende form samt evner til at gennemføre løbet.
Første CP i Jyderup
Selv turen startede ud i flot vejr i Slagelse lørdag morgen kl. 7. Det var faktisk så varmt, at man kunne køre ud fra p-pladsen i korte rør og korte arme. Noget af en kontrast til de tidligere breveter i år.
Formiddagen gik via Jyderup til Hedehusene henover nogle bakker i det midtsjællandske og vind fra øst. Fint, at starte ud med vind på næsen. Til middag var varmen slået godt igennem og tur gik nu op til rutens nordligste punkt i Hornbæk.
På sådan en sommerlig er Hornbæk både helt fantastisk med et kæmpe leben og et helvede på jord, da nærmeste alle skal ud at vise deres topløse biler frem. På det her tidspunkt var der kørt omkring 175 km.
Pakket til en dag på vejene
Nu ventede der en lang strækning inden næste checkpoint i Havnsø. Jeg kan nogle gange blive fristet til at køre lidt længere på literen end hvad der reelt set er godt. Så jeg havde fokus på at få fyldt vanddunkene gennem eftermiddagens varme (Sidste års drop-out sad i bevidstheden).
Vel ankommet til Havnsø og knapt halvdelen af den samlede distance registreret. Når jeg skriver “vel”, så var det ikke fordi min krop er fuldstændig upåvirket af dagens foreløbige indsats. Hele min krop har på det her tidspunkt gjort opmærksom på, at den ikke synes det er helt i orden. Så vel betyder: Ingen større problemer, som ikke kan forventes 🙂
Videre ned mod Korsør. Aften begynder så småt at blive til nat og temperaturen falder selvfølgelig. Om det er ren indbildning eller om jeg rent faktisk kørte hurtigere her ved jeg ikke. Men følelsen var god (så jeg checker ikke data).
På den tid af dagen/ruten vælger nogle ryttere at køre ind og sove lidt inden de fortsætter. Tidsgrænsen giver mulighed for dette, hvis man bare bevæger sig nogenlunde frem ad. På forhånd havde jeg dog valgt at jeg ville køre gennem natten og forsøge at klare breveten i et hug.
Via Sorø til Karrebæksminde. Bor mindre end et par km fra ruten, så det havde jo været nemt at smutte forbi hjemmet til en lur. Tanken var der, men lysten var der overhovedet ikke. Jeg havde nu kørt omkring 435 km – der var stadig langt hjem 😉
Henover den sydsjællandske højderyg (som faktisk har Sjællands højeste punkt) går det nu lidt trægt. Trætheden (lyst til søvn) begynder at melde sig – det problem kan normalt klares ved at køre lidt stærkere og få pulsen op (not an option) – jeg klarer den med en koffein-gel.
Da jeg rammer Rødvig, hvor der mangler godt 100 km, er jeg blevet godt kold. Men der nu udsigt til varme fra solen, samt lidt medvind. Det går ikke stærkt hjem mod Slagelse, men det går fremad. #SlowRidingBeatsNoRiding gælder i den grad lige nu.
600+ km er kørt – fedt 🙂
I Slagelse bliver jeg modtaget med kaffe og nybagte boller. Det er det hele værd! Weekendens tur tog cirka 28,5 timer inkl. pauser. Tiden er dog ikke så vigtig. Det vigtigste er dog, at jeg nu er kvalificeret til Paris-Brest-Paris. Den videre træning og forberedelse kan fortsætte.
Bleu, blanc et rouge – kører lige de franske farver
Hvor blev dog den lørdag af! I går var jeg ude at cykle 400 km rundt på Sjælland, og selvom jeg føler, at jeg har influenza, så er jeg glad for at have klaret endnu en brevet.
Turen startede kl. 7 om morgenen i Slagelse, hvor jeg mødte andre cykelentusiaster, der også var klar til at tage lørdagens udfordring op. Første checkpoint var på Glænø, og det var virkelig en smuk rute, der førte os dertil. Solen brød igennem skydækket, og det kan lidt varme. Men det var bare begyndelsen – der var stadig mange kilometer at tilbagelægge!
Efter at have kørt cirka 130 km, nåede jeg checkpoint 2 i Havnsø, hvor jeg lige skulle tanke lidt energi op. Herefter skulle jeg krydse tværs over Sjælland for at nå østkysten ved Rødvig, hvor checkpoint 3 ventede på mig. Det er en flot tur, men der er også lidt bakker. Og ærligt, kroppen var begyndt at være mærket.
Næste stop var Kalvehave Havn, hvor checkpoint 4 ventede på mig efter at have tilbagelagt 280 km. Men den hårdeste del af turen skulle stadig komme, da jeg skulle køre fra Kalvehave Havn til Næstved, hvor checkpoint 5 lå. Modvinden var ekstremt kraftig, og chillfaktoren fik mine hænder til at føles som isblokke (døjer lidt med eftervirkninger i nogle af fingrene i dag). Men jeg kæmpede mig igennem det (var helt nede i kælderen for finde de sidste ressourcer) og nåede endelig checkpoint 5 i Næstved.
Turen fortsatte derefter til Dianalund i mørke. Så godt jeg kender udsigten op langs Tystrup-Bavelse-søerne. I Dianalund blev jeg overhalet af en flok, som tilbød at hænge på. Men selvom der kun var omkring 25 km tilbage, så var der intet krudt tilbage, så tog også det sidste stykke alene.
Efter godt 18 timer på cyklen endte turen i Slagelse, hvor jeg blev mødt med varm kaffe og friske boller – perfekt! Jeg har nu kørt tre ud af kvalifikationsløbene i min rejse mod Paris-Brest-Paris, og selvom jeg kan mærke turens fysiske påvirkning, så føler jeg mig stadig ovenpå over at have gennemført endnu en brevet!
Lørdag var det tid til at finde startlinjen til brevet 300 km i Slagelse.
Heldigvis var vejrudsigten en smule mere venlig denne lørdag end for 14 dage siden, hvor vi startede i 2,5 grader. Denne morgen viste temperaturen i bilen hele 8 grader.
Afgang kl. 7.00 og så af sted nordpå. Det var tørvejr, nattens regn havde dog gjort sit til våde veje og cykelstier. Og allerede efter blot cirka 10 km fik jeg en punktering! Årets første! Man begynder at gøre sine tanker (hvor mange slanger, lapper mm. har jeg med) for resten af turen, hvis det skulle være standarden. Det endte heldigvis med at blive turens eneste.
Første kontrolpunkt / CP lå på Røsnæs. Dejlige bølgende bakker derud (og tilbage), og så er der sine steder en pragtfuld udsigt med vandkig til to sider.
Efter at have vendt cyklen gik turen sydover til Skælskør, hvor 130 km kan checkes af i kontrolbogen. En lidt sjov distance. Langt, men ingenting, når dagens menu står på 300 km.
Smilet blev fundet frem, for de næste 75 km mod Kalvehave havn kom til at foregå i strid modvind. Det blev en lidt hård omgang for mig – jeg er altså ikke specielt aerodynamisk 😉 Men kryds i bogen, og tænk, så havde jeg allerede kørt 2/3-del af dagens tur.
Kraftig sidevind til Haslev. Lagde mere mærke til, at den ene bakke efter den anden afløser hinanden op forbi Sjællands højeste naturlige punkt (Kobanke er Sjællands højeste naturlige punkt. Det måler 122,9 m.o.h.). Super flot tur, men jeg skal indrømme at kroppen var ved at være brugt nu. Kunne også mærke, at kroppen var lidt i underskud mht. væske. Havde tydeligvis ikke fået drukket nok i modvinden.
Ved CP i Haslev var der kun godt 50 km hjem – og medvind. Men når man har siddet på cyklen hele dagen, så er det ikke altid man kan udnytte skubbet i ryggen til høj hastighed. Men jeg nød da, at jeg ikke skulle træde lige så hårdt i pedalerne forbi bl.a. Tystrup-Bavelse-søerne. Der er altså skønt!
I Slagelse blev jeg modtaget med hotdogs og kaffe af arrangøren – var slet ikke klar over, at det var det, som jeg trængte allermest til 🙂 Klasse.
Hak nummer to i styret er klaret ift. at kvalificere mig til årets Paris-Brest-Paris. Om 14 dage gælder det 400 km. En note til mig selv er, at jeg skal huske olie til kæden. I lørdagens løb blev jeg overrasket af den megen vand på vejene, og min kæde blev vasket ren for for olien. Det betød, at det skramlede på en stor del af turen. Det er ikke godt for noget.
En forlænget påskeferie havde jo været en fin mulighed for at få forberedende km i benene, men et igangsat nødvendigt renoveringsprojekt tog den meste tid. Så alt i alt er jeg super tilfreds med lørdagens udfald.
Efter et forår med træning og forberedelse var det endelig tid til at tage på min første 200 km lange brevet i år. Jeg var forhånd klar over, at formen endnu ikke var helt i top, men at udfordringerne måtte tages som de kom.
Termometeret viste kun 2,5 grader ved starten lørdag morgen i Slagelse, så en sidste indskydelse om at tage vinterhandskerne med var en god idé. Huen burde også have været med – de første timer var godt nok kolde for panden. Vinden var frisk fra nordøst med 7-9 m/s og lidt mere i stødene. Det kunne mærkes for den store rytter, da ruten gik nordpå 😉 Og skulle da også lige minde mig selv om, at der altid er medvind.
De første fire timer var der ikke megen kontakt til tæerne – det selv om jeg kørte med skoovertræk. Jeg trådte lidt ekstra i pedalerne og håbede, at det ville hjælpe. Ved middagstid begyndte solen at titte frem, og det var et velkommen syn. Så var der pludselig signal igennem igen.
Efter 100 km kørte ruten ind på nogle af de danske “bjerge”, som blev kørt under sidste års Tour de France. På disse dage tog Magnus Cort afsættet til flere dage i den polkaprikkede bjergtrøje. Jeg kan afsløre, at der ikke var bjergpoint til mig i lørdags. Det var tempoet op ad bl.a. Côte de Kårup lidt for adstadigt til.
Efter at have vendt i Vig blev det varmere og mere behageligt at cykle. Solen var nu helt fremme, og jeg nød at have vinden mere i ryggen. Hastigheden steg næsen var vendt ned mod Slagelse igen.
Jeg gennemført min første 200 km lange brevet i år, og det føltes fantastisk. Benene var ok – ikke fulde af energi, men heller ikke smadrede. Størst bøvl havde jeg med min venstre skulder/triceps. Der bliver lidt at arbejde med!
Alt i alt var det en fantastisk oplevelse at cykle i lørdags, selvom starten var lidt kold og træls. Ruten var lagt gennem smuk sjællandsk natur, og jeg vil helt sikkert køre turen på et senere tidspunkt, når det bliver lidt varmere.
Næste brevet er om små to uger. Så gælder det næste hak i styret når der skal tilbagelægges 300 km på tværs af Sjælland.
På lørdag er det endelig tid til mit første cykelløb i år. 200 km brevet med start i Slagelse og så ellers rundt i det midt- og nordvestsjællandske. Det er samtidig også årets første kvalifikationsløb til cykelløbet Paris-Brest-Paris.
For dem der ikke er bekendt med brevet (kommer af fransk diplom/prøve), så er det en form for langdistancecykelløb, hvor deltagerne skal fuldføre en rute på en bestemt distance inden for en fastsat tidsramme. I dette tilfælde er det en 200 km lang rute, og hvor man skal dokumentere sin tur undervejs (stempler eller lignende på et papkort).
At cykle 200 km er selvfølgelig en lidt længere tur end søndagens tur til bageren efter morgenbrød, men opleves nu meget tilgængelig for de fleste, der stiller op. Terræn og ikke mindst vejret er blandt mange faktorer, som kommer til at spille en rolle i at fuldføre sådan en tur. Håber selvfølgelig på #altidmedvind
Det væsentligste for mig på lørdag er gennemføre, da det så er første step ud af fire i forhold til at kvalificere mig til Paris-Brest-Paris, som finder sted i august i år. Der er mange ting i kalenderen for tiden, så jeg må bare erkende, at jeg på ingen måde er i topform pt. Der bygges stadig på – og det er helt fint.
Det bliver dog stadig en mulighed for at teste mine nuværende evner og se, hvor langt jeg er kommet i træningen.
Ønsker du at varme lidt op til Flandern Rundt på søndag, så kan du følge med på min IG på lørdag. Jeg vil forsøge at lægge lidt billeder op undervejs (god undskyldning for en lille pause).
Efter et par års pause, så er der atter 24 timers løb i Espoo.
Der løbes på en meget kort indendørs bane, så der skal nok mange runder på resultatlisten. Spørgsmålet er så, hvor mange km det bliver til!
Berit Jessen og Kevin Vilhelmsen stiller op på startlinjen fra Danmark. Der er ingen løbere med fra det danske ultralandshold.
Stemningsbillede fra tidligere Endurance 24h.
Endurance 24h er en udfordring for selv de mest erfarne ultraløbere, og det kræver en stærk vilje og en imponerende fysisk form for at kunne klare det. Nogle har tidligere oplevet problemer med luftfugtigheden (eller mangel på samme).
Endurance 24h plejer at være god for et par gedigne overraskelse i form af nye navne, som popper frem. Så lad os håbe, at dette års løb bliver en spændende og utrolig oplevelse for både deltagere og tilskuere.
Kommentarer