PBP2023 – de små (store) oplevelser

Fødderne er placeret på egen matrikel igen, og det er allerede en uge siden, at jeg kørte over mållinjen i Rambouillet.

Men minderne fra min tur fra Paris til Brest og retur igen står stadig stærke og skarpe. Generelt mindes jeg 1000-vis af franskmænd, som stod ud langs ruten for at muntre rytterne op. Konstant lød der tilråd som allez allez, bravo, bonne route eller bon courage. Det er altså fedt!

Paul fra Ambrières

Paul Beucher er blot af mange franskmænd, der har en lille bod med vand, måske lidt kaffe, og et par kager eller lignende. Hos Paul og familien er konceptet udvidet til, at man som deltager som kan få en lur på en madras med et tæppe over sig. Nogle steder betaler man, hvad man synes er passende andre steder er det totalt gratis.

I Pauls familie er det ikke en ny tendens at åbne den dobbelte garage for deltagerne i Paris-Brest-Paris. Det har tykke bøger liggende, hvor man som besøgende hos dem skriver sit navn, nr og nationalitet ind (Mindes stadig da jeg samlede på nummerplader med min bror).

Jeg mødte første gang familien i 2019, hvor jeg også deltog. Den gang blev det til en kop kaffe, og jeg var høj tre timer efter og følte ingen træthed overhovedet (Det var en fed oplevelse). I år var (relativ) godt kørende, da jeg kørte forbi Ambriéres, men jeg vendte alligevel cyklen for at få en kop kaffe igen i år, samt en kort snak med Paul.

Med de højere varmegrader, som vi oplevede i år, så er tilbuddet om vand langs vejene afgørende for at rytterne får nok væske.

Sove som en sten

Eller sove på en sten? Som tidligere skrevet, så sov jeg i alt 4 (0+3+1) timer fordelt på tre nætter. Og jeg er ingen måde særlig unik der. Der er mange, som har meget begrænset tid på ryggen. Til gengæld, så sover man også med det samme, når man lukker øjnene.

Allerede på første dagen, da temperaturen var allerhøjest så jeg folk smide sig på græsplænerne foran folks huse og bare koble ud.

Personligt forsøger jeg at finde spots, hvor jeg ikke bliver forstyrret af venlige med-rytterne, som lige skal høre om man er OK (Spørger jo selv). I år fandt jeg således en indkørsel, hvor jeg kunne tage en powernap på 15 minutter og ellers benyttede jeg mig af et stykke pap i en kantine og en kokosmåtte (største anbefaling herfra) i anden.

Er det ikke bare herligt 🙂

Min nye cykelven fra Brasilien

Den 3. nat er jeg godt på vej mod Loudéac. En vigtig milesten, da man så “kun” har 300 km hjem!

Jeg er ikke specielt godt kørende, men nattens lidt lavere temperatur gør mig på mange måde godt – og jeg ved, at bliver kæden helt nogenlunde stram gennem endnu en kommende varm dag, så er udsigten til at komme i mål inden endnu en omgang nattekørsel i sigte.

Pludselig fanger en rytter længere frem min opmærksomhed. En bil har været stoppet op og talt med rytteren, som ærligt talt virker lidt frustrerende. Mens jeg observeret dette er jeg gledet forbi rytteren og får vendt om for at høre til rytterens status.

Det viser at rytteren er OK, men cyklens baghjul er ekset (en situation, som jeg alt for godt kender selv fra min tur i 2019). Det viser sig også, at Wagner er fra Brasilien, kan tale portugisisk og noget spansk. Jeg kan byde ind med engelsk og tysk.

Jeg kan desværre ikke afhjælpe defekten på cyklen, men jeg kan guide og oplyse vejen ekstraordinært for Wagner de 30 km ind til Loudeac, mens han står op i pedalerne for at aflaste hjulet. Vi håber selvfølgelig, at der er mekaniker (Tror faktisk, at jeg lovede ham det!) ved næsten depot, så han forhåbentlig kan få fikset problemet.

Vi kører sammen i 1½ time, og det er en sparsom samtale vi har. Der er til gengæld masser af kommunikation og forbundethed. Jeg føler faktisk ikke, at jeg har hjulet nævneværdigt, men jeg kan tydelig forstå på Wagner, at det har været guld værd. En tanke til resten af natten: Jeg kan ikke afgøre værdien af min hjælp, det kan kun modtageren.

Kort før mål blev jeg overhalet af Wagner. Det fyldte mig faktisk med stor glæde at se, at han trods nattens udfordringer var i stand til at gennemføre sin først PBP.

Har du i øvrigt læst mit startnummer R 119 bagfra?

Alle de frivillige

Når jeg cykler så langt og stort et løb som Paris Brest Paris, så bliver man også meget taknemlig for de hundredvis af frivillige, så er med til at sikre gennemførelsen af dette arrangement. Der er falder sikkert lidt mønt af til de lokale foreninger, men der skal mange mennesker til at køre et depot over flere dage. Og alt i alt så fungerer det bare.