endurance & passion

Forfatter: ultrarun.dk (Side 1 af 46)

Når kroppen siger “Nok er nok!”

Jeg blev den anden dag spurgt til, om jeg stadig løb. Det fik mig til at tænke over, hvorfor jeg ikke løbe så meget og langt mere og hvilke skader/overbelastninger jeg har oplevet i forbindelse med ultraløb.

Jeg har elsket at være ultraløber. Hvorfor? Fordi ultraløb er en udfordrende og givende sport, men det er også en disciplin, der kan medføre skader, især hvis man ikke træner korrekt. Her er nogle af mine erfaringer og råd for at undgå skader og overbelastningsskader i forbindelse med ultraløb.

Forkert træning: Nok den hyppigste årsag til skader. Det er så nemt at starte med at løbe, og man oplever hurtigt fremskridt i sin præstation. Det er også så nemt at skrue op for træningsmængden og intensiteten. Og igen kommer der mange gange en hurtig respons. You have become invincible!

Pludselig har man næsten samme træningsmængde som en professionel atlet, men man har også familie, hus, have, fuldtidsjob… Du tilføjer bare selv dine ting.

Når jeg kigger tilbage på mine træningspas, så var der for meget skidt og for lidt kvalitet. Mange af mine pas foregik i et relativt højt tempo (skulle jo føle, at jeg lavede noget). I dag vil jeg fokusere på en mere polariseret træning. Langt og langsomt samt kort og meget hurtigt. Af skade bliver man skadet (og på sigt lidt klogere).

Manglende hvile / restitution: Med stor træningsmængde og i øvrigt en hverdag der skal passes og plejes, så er det nemt at nappe lidt tid af den inaktive tid – søvnen. Vi kan jo sove, når vi bliver gamle!

Set i bakspejlet, så brugte jeg for lidt tid på at restituere. Både mellem mine træningspas, men har helt sikkert også fået sovet for lidt. I dag ved jeg, at vi/jeg har bedre af 7,5 times søvn end at nøjes med omkring 6 timer.

Overbelastning: Overbelastningsskader opstår, når kroppen udsættes for mere belastning, end den kan klare. Og det er jo ikke fordi, at kroppen ikke fortæller dig det undervejs, men lytter du til den?

Jeg overhørte selv ubevidst/bevidst signaler om at slå op i banen og give kroppen lidt ro og en anden tilgang til træning. I mit skadesmæssige skæbneår var jeg både tilmeldt VM 24 timers og det 246 km lange Spartathlon. To store drømme lå lige foran mine fødder. To starter (med dobbeltsidet betændte achillessener) blev til to løb uden genførelse. Og efterfølgende en periode på to år, hvor jeg ikke løb overhovedet.

Jeg havde smerter om morgen på vej ud af sengen. Jeg havde smerter de første 2-3 km af min træning. Jeg havde smerter, når varmen fra træningen fortog sig. Jeg ignorerede det bare – det var blevet hverdag til den dag kroppen sagde fuldt stop!

I dag døjer jeg fortsat med eftervirkningerne fra den gang. Det er OK, og jeg skal ikke klage, jeg kan stadig så meget 🙂

Mine gode råd: Skal man lytte til råd fra en, som åbenbart ikke selv kunne finde ud af det? Det vil jeg være op til dig at afgøre. Jeg vil ikke påstå, at jeg har den hellig gral stående, men jeg har dog lidt erfaring.

  • Lyt til din krop: Når signalerne er tydelige, så ignorerer dem ikke. Når du er ærlig, så kan du godt mærke forskel på, om det er uro/ømhed eller om noget gør ondt (det skal det ikke). Er du i tvivl, så spørg dem du bor sammen med, overbelastninger afslører sig ofte også i dine sociale kompetencer.
  • Få din søvn: Hvor meget din krop kan absorbere af træning er individuelt (sammenlig dig ikke med andre – du kender ikke deres øvrige belastning i hverdagen). Anbefalet søvn er mellem 7 til 9 timers søvn (men det ved du også godt).
  • Teknik og styrke: Kigger jeg tilbage på min løbestil, så var der meget at forbedre. Få nogen med forstand til at checke din stil ud. Styrketræning kan i det lange løb være understøttende for din teknik og præstation. I dag ville jeg bruge mere tid på løbespecifikt styrketræning.

Hvis du er nået hertil, så tak for at læse med. Jeg håber, at du kan bruge mine tanker til noget. Jeg hører gerne, hvad dine oplevelser/erfaringer er.

Hvorfor løber du så langt?

Se lige, hvad der var i pakken i dag!

En helt ny bog af Anne Marie Geisler Andersen – en bog om ultraløb. En af de største danske kvindelige ultraløbere.

Jeg glæder mig sindsygt til at læse og genopleve nogle af de fantastiske løb, som Anne Marie har løbet gennem mere end 10 år. Bl.a med flere danske rekorder.

Jeg var på sidelinjen tilbage i 2010, hvor Anne Marie brød lydmuren (200 km) ved DM på Bornholm. Talenten var åbenlyst.

Anne Marie løb længst af alle kvinder, men blev ikke dansk mester, da hun ikke var medlem af en DAF-klub (sådan var reglerne den gang). Siden da så Anne Marie sig ikke tilbage.

Jeg fik gennem årene den ære at støtte Anne Marie i nogle af de fantastiske præstationer. Den største støtte har dog været Anne Maries mand Morten. Takker for det bånd jeg har knyttet til dem.

Som sagt, så glæder jeg mig til at læse Anne Maries skildringer. Jeg kommer ikke til at lave en anmeldelse af bogen. Der er jeg for biased.

Men KØB den og LÆS den. Den er helt sikker eminent 😉

Ingen mål for 2024!

Normalt så har jeg et helt klart billede af, hvad det kommende års fysiske udfordringer bliver, når jeg runder årsskiftet. Det har jeg IKKE i år, og det er ikke sikkert, at der kommer nogen.

Selvfølgelig fortsætter jeg med at motionere (skal jo være i stand til at klare mit stillesiddende arbejde), men min tid kommer i større grad til at blive brugt på familien og praktiske gøremål på matriklen. Ingen alvorlig årsag til det, tværtimod.

At der ikke kommer (store) udfordringer på programmet har jeg truffet beslutning for flere måneder siden. At jeg så skriver om det nu skyldes en tilfældighed. Da postkassen blev tømt en sidste gang inden Nytårsaften lå der en medalje til mig. Det satte lige gang i en tanke om at prioritere i livet.

Jeg går ikke så meget op i medaljer, men det er alligevel en dejlig reminder på et aktivt cykelår i ’23. Medaljen er et bevis på, at jeg fik kørt 200, 300, 400 og 600 km som kvalifikation til Paris-Brest-Paris på godt 1200 km.

Der bliver ikke helt stille her på kanalen og jeg håber, at du bliver hængende. Din support betyder meget.

Godt nytår, hvor der ALTID er MEDVIND

VM 24 timers i Taipei

I morgen (fredag) går startskuddet til VM i 24 timers løb, og Danmark stiller selvfølgelig med et hold i Taipei for at konkurrere mod verdens bedste ultraløbere.

Per Brølling (tidligere landsholdsløber på 24H) har allerede lavet en post om de danske deltagere og de forventninger, som man kan have til det danske hold.

Jeg er meget enig i Pers betragtninger om holdet, så jeg skal udelade at komme med en præsentation selv.

Herreholdet:

Danmarks herrehold er sammensat af erfarne og talentfulde løbere, der alle har markeret sig på den internationale scene. Jeg tror ikke, at vi kommer til at se enkelt præstationer helt i top, men har en forventning om, at holdet kan levere en solid holdpræstation. I min verden er det en placering mellem placering 9 og 12.

Kvindeholdet:

Danmarks kvindehold består også af erfarne og nye ansigter, der har potentiale til at overraske.

Stine Rex har potentiale til en topplacering (tidligere 2er ved EM og 5er ved VM), men det kræver hendes absolut bedste præstation – og at hun er restitueret efter årets store indsatser.

Bouchra Eriksen debuterer på 24 timers hold (og distancen). Jeg har store forventninger, og kan Bouchra finde rytmen i over et helt døgn, så kan det blive stort.

Som hold tænker jeg, at kvinderne kan levere på samme eller måske endda højere niveau end herrerne.

Forventninger og udfordringer:

Udfordringen ligger i at præstere på dagen og håndtere den intense konkurrence fra løbere som Sorokin, Piotrowski, Penalba og Zisimopoulos.

Camille Herron og Patrycja Bereznowska er naturligvis storfavoritter, men som vi ved i ultraløb, er alt muligt.

Jeg krydser fingrer for alle de danske løbere.

Følg med i præstationer:

Der er flere muligheder for at følge med i mesterskabet:

Spartathlon 2023: Ny rekord for både mænd og kvinder

Dette års Spartathlon, der blev afholdt denne weekend, bød på to nye rekorder. Den græske ultraløber Fotis Zisimopoulos vandt løbet for mænd med en tid på 19 timer, 55 minutter og 9 sekunder. Landsmanden Yiannis Kouros havde den tidligere rekord på 20 timer 25 minutter (og rekorden har nærmest været mytisk). Det var Zisimopoulos tredje sejr i træk, så ikke helt tilfældigt, at han nu har den hurtigste tid nogensinde i løbet.

Og stærkt løbet af norske Simen Holvik, som gennemfører i 22 timer 17 minutter 23 sekunder.

For kvinderne var det den amerikanske superløber Camille Herron, der satte ny rekord. Hun gennemførte løbet på 22 timer, 35 minutter og 31 sekunder. Camilla Herron løb utrolig disciplineret og lod sig ikke rive med af det meget høje udgangstempo (som også tog pusten fra nogle), og bevægende sig stille og roligt op gennem feltet, for så at sætte alt på plads i den sidste del af løbet. En lille rekordforbedring på godt to timer!

Men også de to finske løbere hhv. Noora Honkala og Satu Lipiâinen løb hurtigere end den tidligere rekord.

Vores egen Stine Rex havde ikke de størst forventninger til løbet og måske sad sidste måneds 72 timers løb (og verdensrekord) stadig lidt i benene? Lige meget hvad, så løb Stine ind på en fantastisk femte plads og understreger sin verdensklasse.

De to nye rekorder er et bevis på det høje niveau, der er i Spartathlon. Løbet er et af de mest udfordrende ultraløb i verden, og det er kun de allerbedste løbere, der er i stand til at gennemføre det.

På nuværende tidspunkt (13:30 lørdag) er hverken Diana Kämpe eller Lukas Hohwü kommet i mål. Der er stadig et par timer at løbe i, så krydset fingrer herfra.

Du kan finde resultater fra Spartathlon her.

Spartathlon 2023

Spartathlon er et historisk ultraløb, der genskaber fodsporene af Pheidippides, en athensk soldat, der i 490 f.Kr. blev sendt til Sparta for at søge hjælp i krigen mellem grækerne og perserne. Ifølge den antikke græske historiker Herodotus ankom Pheidippides til Sparta dagen efter hans afgang fra Athen.


Spartathlon finder sted hvert år i september i Grækenland. Det er et af de mest vanskelige ultraløb i verden på grund af sin unikke historie og baggrund. Vejret er aldrig helt til at regne med, og har gennem årene krævet sine ofre, når løbere er startet ud +30 grader for så at blive fanget i styrtregn i bjergne.

Løbet starter i Athen og slutter i Sparta, en distance på 246 km. Løberne skal klare 75 kontrolpunkter med tidsgrænser undervejs og nå målet inden for 36 timer.

Spartathlon har været afholdt siden 1983, da en britisk militærhistoriker ved navn John Foden organiserede en ekspedition for at teste Pheidippides’ bedrift. Den første officielle Spartathlon blev afholdt i 1984 med 45 deltagere fra fem lande. Siden da er løbet blevet mere og mere populært og har tiltrukket nogle af de bedste ultraløbere i verden. I morgen starter ultraløbere fra omkring 50 nationer.

Danske løbere

Tre danske løbere stiller til start. Lukas Marmer Weiss Hohwü, som jeg ikke kender så meget til. Ved han har løbet længere bjergløb, så spændende at se, hvad han kan gøre ved de græske veje – eller omvendt. Diana Kämpe har – som jeg husker det – løbet og gennemført Spartathlon tre gange før. Ikke så meget man har set til Dianas resultater de seneste år. Og endelig Stine Rex, som for en måned siden satte verdensrekord på hhv. 300 km, 500 km og 72 timers ultraløb. Er Stine godt restitueret, så er hun selvsagt blandt favoritterne.

Jeg har ikke nærlæst deltagerlisten, så jeg giver ikke mit bud på favoritfeltet i denne omgang. Det kan være, at jeg kloger mig, når løberne nærmer sig målstregen i Sparta.

Race view

Du kan følge løbet live på denne side.

PBP2023 – fire uger efter


Hold op, hvor tiden går stærkt – det er allerede fire uger siden, at jeg krydsede målstregen i Paris-Brest-Paris efter at have tilbagelagt 1225 km på to hjul! Tiden er fløjet afsted, og selvom mine yderste to fingre stadig er lidt følelsesløse, har jeg fået en masse fantastiske minder med mig fra denne tur. Jeg er nok lidt tættere på at tage en tur igen om fire år, end lige umiddelbart efter jeg var kommet i mål.

Nu, hvor jeg har haft lidt tid til at fordøje det hele, vil jeg gerne dele nogle tanker og oplevelser med jer.

Følelsesløse fingre – en daglig påmindelse

Lad os starte med mine følelsesløse fingre. Ja, det er rigtigt, mine to yderste fingre på hver hånd er stadig en smule følelsesløse. Men ved I hvad? Jeg ser det som et ægte trofæ! Hænderne var udsatte undervejs, og de fortæller historien om de mange timer på cyklen, der blev tilbagelagt. Jeg er sikker på, at følelsen vender tilbage, men indtil da minder de mig om, at jeg har gennemført noget ekstraordinært.

Fantastiske minder fra ruten

De lokale beboere, der stod langs ruten og heppede på os med smil på læben, var uvurderlige. De gav os energi og vand, når benene begynder at føles som bly. Og selvfølgelig er der de andre ryttere – mennesker fra hele verden, der deler samme mål som en selv: at nå Rambouillet og fuldføre udfordringen.

Selvom Paris-Brest-Paris er en fysisk udfordring , er det også en rejse ind i ens eget sind. Man opdager, hvor meget man er i stand til, når man er fast besluttet på at nå målstregen til trods for at hele kroppen værker.

PBP2023 – på vej mod PBP2027?

Jeg sidder her en god uges tid efter målgangen på Paris Brest Paris. Indtrykkene er ved at bundfælde sig, og jeg begynder at tænke på, hvad næste udfordring skal være.

Fysik går det meget godt. Jeg er løbet ind i noget hoste og forkølelse på bagkant af turen (kan være pga nedsat immunforsvar), men det er kraftig på retræten. Mine skavanker begrænser sig efterhånden kun til snurrende/lidt følelsesløse fingre (et par stykker på hver hånd) og et håndled, som ikke er helt godt. Så næsten så god som ny!

Jeg må dog også konstatere, at jeg mange gange undervejs oplevede disse pludselige “angreb” af massive smerter i især min venstre hæl under. Det ødelagde flow og den gode oplevelse af at være i gang. Hvis jeg skal cykle langt igen, så er det noget jeg skal have trænet mere med og/eller fundet en anden løsning på.

Som tidligere beskrevet, så var der mange gode oplevelser på hele turen frem og tilbage. Hvor alt bare er fedt. Men jeg tror (man har jo en tendens til at glemme) at det mentalt har været den hårdeste tur i år ift. de tidligere tre gang i PBP. At jeg så tidligt blev ramt af dehydrering satte sine spor.

Det mærkelige – og det der kan være svært at forklare andre – er, at jeg gad jo ikke køre PBP, hvis det var nemt. Der kan jeg også være lidt splittet, når jeg kommer i mål. På den ene side lidt ærgerlig over, at jeg fik disponeret bedre i starten, men omvendt være super glad for at jeg fik raget kastanjerne ud af ilden, og fik det mest optimale ud af situationen (Få fundet medvinden, også blæsten står lige ind i ansigtet).

Om jeg kører PBP i 2027 er alt for tidligt at svare på lige nu. Det ER en FED oplevelse, men jeg skal nødvendigvis ikke køre en femte gang. Der er også mange andre fede oplevelser derude, som venter på at blive opdaget.

#AltidMedvind

PBP2023 – de små (store) oplevelser

Fødderne er placeret på egen matrikel igen, og det er allerede en uge siden, at jeg kørte over mållinjen i Rambouillet.

Men minderne fra min tur fra Paris til Brest og retur igen står stadig stærke og skarpe. Generelt mindes jeg 1000-vis af franskmænd, som stod ud langs ruten for at muntre rytterne op. Konstant lød der tilråd som allez allez, bravo, bonne route eller bon courage. Det er altså fedt!

Paul fra Ambrières

Paul Beucher er blot af mange franskmænd, der har en lille bod med vand, måske lidt kaffe, og et par kager eller lignende. Hos Paul og familien er konceptet udvidet til, at man som deltager som kan få en lur på en madras med et tæppe over sig. Nogle steder betaler man, hvad man synes er passende andre steder er det totalt gratis.

I Pauls familie er det ikke en ny tendens at åbne den dobbelte garage for deltagerne i Paris-Brest-Paris. Det har tykke bøger liggende, hvor man som besøgende hos dem skriver sit navn, nr og nationalitet ind (Mindes stadig da jeg samlede på nummerplader med min bror).

Jeg mødte første gang familien i 2019, hvor jeg også deltog. Den gang blev det til en kop kaffe, og jeg var høj tre timer efter og følte ingen træthed overhovedet (Det var en fed oplevelse). I år var (relativ) godt kørende, da jeg kørte forbi Ambriéres, men jeg vendte alligevel cyklen for at få en kop kaffe igen i år, samt en kort snak med Paul.

Med de højere varmegrader, som vi oplevede i år, så er tilbuddet om vand langs vejene afgørende for at rytterne får nok væske.

Sove som en sten

Eller sove på en sten? Som tidligere skrevet, så sov jeg i alt 4 (0+3+1) timer fordelt på tre nætter. Og jeg er ingen måde særlig unik der. Der er mange, som har meget begrænset tid på ryggen. Til gengæld, så sover man også med det samme, når man lukker øjnene.

Allerede på første dagen, da temperaturen var allerhøjest så jeg folk smide sig på græsplænerne foran folks huse og bare koble ud.

Personligt forsøger jeg at finde spots, hvor jeg ikke bliver forstyrret af venlige med-rytterne, som lige skal høre om man er OK (Spørger jo selv). I år fandt jeg således en indkørsel, hvor jeg kunne tage en powernap på 15 minutter og ellers benyttede jeg mig af et stykke pap i en kantine og en kokosmåtte (største anbefaling herfra) i anden.

Er det ikke bare herligt 🙂

Min nye cykelven fra Brasilien

Den 3. nat er jeg godt på vej mod Loudéac. En vigtig milesten, da man så “kun” har 300 km hjem!

Jeg er ikke specielt godt kørende, men nattens lidt lavere temperatur gør mig på mange måde godt – og jeg ved, at bliver kæden helt nogenlunde stram gennem endnu en kommende varm dag, så er udsigten til at komme i mål inden endnu en omgang nattekørsel i sigte.

Pludselig fanger en rytter længere frem min opmærksomhed. En bil har været stoppet op og talt med rytteren, som ærligt talt virker lidt frustrerende. Mens jeg observeret dette er jeg gledet forbi rytteren og får vendt om for at høre til rytterens status.

Det viser at rytteren er OK, men cyklens baghjul er ekset (en situation, som jeg alt for godt kender selv fra min tur i 2019). Det viser sig også, at Wagner er fra Brasilien, kan tale portugisisk og noget spansk. Jeg kan byde ind med engelsk og tysk.

Jeg kan desværre ikke afhjælpe defekten på cyklen, men jeg kan guide og oplyse vejen ekstraordinært for Wagner de 30 km ind til Loudeac, mens han står op i pedalerne for at aflaste hjulet. Vi håber selvfølgelig, at der er mekaniker (Tror faktisk, at jeg lovede ham det!) ved næsten depot, så han forhåbentlig kan få fikset problemet.

Vi kører sammen i 1½ time, og det er en sparsom samtale vi har. Der er til gengæld masser af kommunikation og forbundethed. Jeg føler faktisk ikke, at jeg har hjulet nævneværdigt, men jeg kan tydelig forstå på Wagner, at det har været guld værd. En tanke til resten af natten: Jeg kan ikke afgøre værdien af min hjælp, det kan kun modtageren.

Kort før mål blev jeg overhalet af Wagner. Det fyldte mig faktisk med stor glæde at se, at han trods nattens udfordringer var i stand til at gennemføre sin først PBP.

Har du i øvrigt læst mit startnummer R 119 bagfra?

Alle de frivillige

Når jeg cykler så langt og stort et løb som Paris Brest Paris, så bliver man også meget taknemlig for de hundredvis af frivillige, så er med til at sikre gennemførelsen af dette arrangement. Der er falder sikkert lidt mønt af til de lokale foreninger, men der skal mange mennesker til at køre et depot over flere dage. Og alt i alt så fungerer det bare.

PBP2023 – skavanker

Ingen kører gennem et Paris-Brest-Paris uden at have ondt mindst et sted. De fleste (bl.a. mig) for ondt i hele kroppen – måske ikke på samme tidspunkt.

Gennem min generelle træning og ikke mindst i kvalifikationsløbene i foråret og deltagelse i tidligere PBP var jeg godt klar over nogle fysiske problemer, som kunne blive ekstra trættende under vejs på de godt 1200 km.

Nakke og skuldre

I foråret døjede jeg med at blive låst i den øverste del af nakke og skuldre.

Jeg har gjort forskellige tiltag for at imødekomme de problemer.

Først har jeg trænet generel og specifik træning af min øverste del af ryggen .

For det andet har jeg arbejdet med positionen af armene på. Lignede jo nærmest en bulldog, når jeg var træt. Nu er albuerne kommet ind til siden. Armene virker nu mere fjedrende og “locker’ ikke ud.

Tredje jeg har gjort er at investere i stødpads (gummiindllæg) til styret.

Konklusionen: Problemer igennem foråret, men nærmest inden under PBP. Jeg kan ikke sige, om der er en afgørende faktor, eller om det er kombinationen.

Hænder og håndled

Efter de meget lange ture er så kan jeg godt have nedsat følelse i fingerspidserne i et stykke tid (ugevis). Det fortæller selvfølgelig noget om, at hænder er udsatte og tager mange stød gennem mange timer (der er ikke nylagt asfalt hele vejen!). Gennem de seneste måneder har jeg også smerter i især venstre håndled.

Jeg har forsøgt mig med specifik styrketræning af leddene. Det har ikke nået at virke op til PBP, men det tager også tid at arbejde bindevævet.

Jeg kører med cykelhandsker med ekstra tykt indlæg.

Konklusion blev: Allerede efter en dag i sadlen havde jeg sindsygt ondt i venstre håndled. Jeg var begyndt at kompensere med en asymmetrisk position på styret.

I tasken havde jeg en håndledsbind, som jeg en gang imellem bruger til styrketræning. Det kom på, og blev der de næste to døgn. Effekten var virkelig, god 👌

Hvad jeg mindes ikke at have prøvet før, var at indersiden af mine hænder var slået helt blå. Det gjorde naller!

R#ven

De fleste har nok prøvet at hoppe op på en ny cykel, som straks kan mærke i enden, at det her et ikke godt. Og får lyst til at stå op i pedalerne.

Når man kører i mange timer timer, så bliver siddeonrådet udsat for masser af tryk, fugt og varme.

Så jeg kører altid med cykelbukser med en god pasform og siddepude – og de er testet af på forhånd!

Så skal der masser af buksefedt i bukserne og omkring de ædle dele. En fedtet omgang, men indsatsen værd. Og så suppleres med yderligere fedt.

Konklusion: Den, det smørret godt, kører godt. Jeg havde en irritation af huden nogle steder, men overhovedet ikke noget som jeg bruge som undskyldning for min kørsel.

Fødderne

Jeg har gennem snart en del år døjet med forskellige problemer med fødderne. Trædepuden på begge fødder giver en brændende fornemmelser eller mine hæle gør noget lignede, idet der i løbet af kort tid (1/2-1 minut) opbygges en meget stikkende følelse i hælene.

Løsningen har hidtil været, at hoppe ud af skoene og tage lidt af presset og varmen fra skoene af. Det et bare noget bøvl!

Jeg har igen i år forsøgt mig med specifik styrketræning af fødderne.

Desuden har jeg købt specielsåler til cykelskoene, så belastningen skulle blive mindre.

Konklusion blev: Faktisk oplevede jeg har færre situationer, hvor forfoden brændt. MEN jeg har på ingen idé hvor mange gange jeg måtte af cyklen fordi især min venstre hæl stak. Det var drænende! Eneste opløftende var, at jeg vidste at i løbet af 2-3 minutter så kunne jeg kører videre fordi smerten havde fortaget sig igen.

Det er ikke en fed måde at cykle på. Isoleret set var den skavank, som satte mig mest tilbage.

Dagene efter

Den første nat mærkede jeg intet til belastninger fra turen. Der var sort skærm. Men jeg skal da love for, at kroppen har holdt fest de kommende nætter i form af følelsen af stor uro. Jeg oplever lidt følelsesløshed til fødder og i de yderste fingre på hver hånd.

Det er helt naturlige eftervirkninger for mig, og i løbet af nogle dage / uger så er de med igen. Jeg sørger for at stimulere helingen med lidt øvelser.

« Ældre indlæg

© 2024 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑