Den kommende weekend er der sommersolhverv på den nordlige halvkugle – og vi går mod mørkere tider?.
Gennem tiderne har vi fejret solhvervet på forskellig vis. Bikepacking-producenten Apidura arrangerer en cykel-challenge #parallels24, som jeg deltager i.
Kør den længst mulige sammenhængende tur (ingen brug af færger, toge, mm) på 24 timer. Et koncept, der er til at forstå. Resultatet måles fra startsted (A) og til slutsted (B) i direkte linje; og det er altså ikke de kørte km, der tæller.
Så fredag aften napper jeg toget til Padborg, og natten til lørdag starter min tur op gennem Jylland. Så langt mod nord som muligt på 24 timer. Er jeg hurtig, så kommer der en naturlig begrænsning i Skagen, da jeg ikke har tænkt mig at fortsætte på vandcykel!
Da min rute blev planlagt, var jeg begrænset af en lukket grænse mod syd. Det er jeg ikke nu, men da turen primært er en test for mit lille projekt Danmark rundt senere på sommeren, har jeg ikke behov for at gøre ruten længere.
Challengen er self-supported, hvilket betyder at der ikke må være arrangeret nogen form for hjælp undervejs. Og som arrangøren skriver: “…we won’t be able to tell if you’ve dodged this rule… but you’ll know and trust us, it won’t feel good!”.
Jeg vil forsøge at lave lidt opdateringer undervejs på turen op gennem Jylland. Har du lyst, så kan du følge med på 2020MMMXX eller brnlrsn.
Skriv et svar