Tirsdag er der afgang mod USA for den eneste danske løber i dette års Western States 100. Leon Skriver Hansen har kæmpet for (og været heldig med) at skulle deltage i dette legendariske amerikanske ultraløb. WS100 er ikke bare et løb, som man tilmelder sig. Det kræver både at man kvalificerer sig, samt at man er heldig at blive udtrukket til at deltage sammen med 407 andre,
Vil man være sikker på en plads i det efterfølgende års udgave, så skal man bare sørge for at holde sig i top 10 – så er man automatisk inviteret med. Så nu ved Leon, hvad der skal løbes efter på lørdag ;). Sidste år løb Timothy Olson de 100 miles i 14:46:44!
Som i så mange andre ultraløb, så gælder det om at lægge fornuftigt ud. Men de fleste ved også, at det kan være meget svært at overholde, hvis man føler sig i superform. I WS100 startes med en opstigning på ca. 650 højdemeter, så det kan være fatalt at gå for hurtigt ud. Så fokus, Leon! Herefter kan det ved et amerikansk overblik se ud som om, at det går nedad resten af vejen mod mål i Auburn – det gør det ikke!
Det kan i øvrigt anbefales, at man lige læser interviews med Timothy Olson (sidste års vinder og indehaver af løbsrekorden), Hal Koerner (tidligere dobbeltvinder) og Mike Morton (vinder i 1997!, men verdensmester på 24H i 2012).
[vimeo]http://vimeo.com/45038250[/vimeo]
Jeg vil ønske Leon held og lykke i dette fantastiske løb – jeg er sikker på, at han laver ny bedste danske præstation i WS100. Kim Rasmussen har mig bekendt hidtidige bedste danske resultat med 27:36 (2005).
Vil man følge resultaterne fra WS100, så kan det ske via twitter eller webcast.
Skriv et svar