Kategori: Ultraglobal (Side 1 af 21)

Jeg sidder her en god uges tid efter målgangen på Paris Brest Paris. Indtrykkene er ved at bundfælde sig, og jeg begynder at tænke på, hvad næste udfordring skal være.

Fysik går det meget godt. Jeg er løbet ind i noget hoste og forkølelse på bagkant af turen (kan være pga nedsat immunforsvar), men det er kraftig på retræten. Mine skavanker begrænser sig efterhånden kun til snurrende/lidt følelsesløse fingre (et par stykker på hver hånd) og et håndled, som ikke er helt godt. Så næsten så god som ny!

Jeg må dog også konstatere, at jeg mange gange undervejs oplevede disse pludselige “angreb” af massive smerter i især min venstre hæl under. Det ødelagde flow og den gode oplevelse af at være i gang. Hvis jeg skal cykle langt igen, så er det noget jeg skal have trænet mere med og/eller fundet en anden løsning på.

Som tidligere beskrevet, så var der mange gode oplevelser på hele turen frem og tilbage. Hvor alt bare er fedt. Men jeg tror (man har jo en tendens til at glemme) at det mentalt har været den hårdeste tur i år ift. de tidligere tre gang i PBP. At jeg så tidligt blev ramt af dehydrering satte sine spor.

Det mærkelige – og det der kan være svært at forklare andre – er, at jeg gad jo ikke køre PBP, hvis det var nemt. Der kan jeg også være lidt splittet, når jeg kommer i mål. På den ene side lidt ærgerlig over, at jeg fik disponeret bedre i starten, men omvendt være super glad for at jeg fik raget kastanjerne ud af ilden, og fik det mest optimale ud af situationen (Få fundet medvinden, også blæsten står lige ind i ansigtet).

Om jeg kører PBP i 2027 er alt for tidligt at svare på lige nu. Det ER en FED oplevelse, men jeg skal nødvendigvis ikke køre en femte gang. Der er også mange andre fede oplevelser derude, som venter på at blive opdaget.

#AltidMedvind

Fødderne er placeret på egen matrikel igen, og det er allerede en uge siden, at jeg kørte over mållinjen i Rambouillet.

Men minderne fra min tur fra Paris til Brest og retur igen står stadig stærke og skarpe. Generelt mindes jeg 1000-vis af franskmænd, som stod ud langs ruten for at muntre rytterne op. Konstant lød der tilråd som allez allez, bravo, bonne route eller bon courage. Det er altså fedt!

Paul fra Ambrières

Paul Beucher er blot af mange franskmænd, der har en lille bod med vand, måske lidt kaffe, og et par kager eller lignende. Hos Paul og familien er konceptet udvidet til, at man som deltager som kan få en lur på en madras med et tæppe over sig. Nogle steder betaler man, hvad man synes er passende andre steder er det totalt gratis.

I Pauls familie er det ikke en ny tendens at åbne den dobbelte garage for deltagerne i Paris-Brest-Paris. Det har tykke bøger liggende, hvor man som besøgende hos dem skriver sit navn, nr og nationalitet ind (Mindes stadig da jeg samlede på nummerplader med min bror).

Jeg mødte første gang familien i 2019, hvor jeg også deltog. Den gang blev det til en kop kaffe, og jeg var høj tre timer efter og følte ingen træthed overhovedet (Det var en fed oplevelse). I år var (relativ) godt kørende, da jeg kørte forbi Ambriéres, men jeg vendte alligevel cyklen for at få en kop kaffe igen i år, samt en kort snak med Paul.

Med de højere varmegrader, som vi oplevede i år, så er tilbuddet om vand langs vejene afgørende for at rytterne får nok væske.

Sove som en sten

Eller sove på en sten? Som tidligere skrevet, så sov jeg i alt 4 (0+3+1) timer fordelt på tre nætter. Og jeg er ingen måde særlig unik der. Der er mange, som har meget begrænset tid på ryggen. Til gengæld, så sover man også med det samme, når man lukker øjnene.

Allerede på første dagen, da temperaturen var allerhøjest så jeg folk smide sig på græsplænerne foran folks huse og bare koble ud.

Personligt forsøger jeg at finde spots, hvor jeg ikke bliver forstyrret af venlige med-rytterne, som lige skal høre om man er OK (Spørger jo selv). I år fandt jeg således en indkørsel, hvor jeg kunne tage en powernap på 15 minutter og ellers benyttede jeg mig af et stykke pap i en kantine og en kokosmåtte (største anbefaling herfra) i anden.

Er det ikke bare herligt 🙂

Min nye cykelven fra Brasilien

Den 3. nat er jeg godt på vej mod Loudéac. En vigtig milesten, da man så “kun” har 300 km hjem!

Jeg er ikke specielt godt kørende, men nattens lidt lavere temperatur gør mig på mange måde godt – og jeg ved, at bliver kæden helt nogenlunde stram gennem endnu en kommende varm dag, så er udsigten til at komme i mål inden endnu en omgang nattekørsel i sigte.

Pludselig fanger en rytter længere frem min opmærksomhed. En bil har været stoppet op og talt med rytteren, som ærligt talt virker lidt frustrerende. Mens jeg observeret dette er jeg gledet forbi rytteren og får vendt om for at høre til rytterens status.

Det viser at rytteren er OK, men cyklens baghjul er ekset (en situation, som jeg alt for godt kender selv fra min tur i 2019). Det viser sig også, at Wagner er fra Brasilien, kan tale portugisisk og noget spansk. Jeg kan byde ind med engelsk og tysk.

Jeg kan desværre ikke afhjælpe defekten på cyklen, men jeg kan guide og oplyse vejen ekstraordinært for Wagner de 30 km ind til Loudeac, mens han står op i pedalerne for at aflaste hjulet. Vi håber selvfølgelig, at der er mekaniker (Tror faktisk, at jeg lovede ham det!) ved næsten depot, så han forhåbentlig kan få fikset problemet.

Vi kører sammen i 1½ time, og det er en sparsom samtale vi har. Der er til gengæld masser af kommunikation og forbundethed. Jeg føler faktisk ikke, at jeg har hjulet nævneværdigt, men jeg kan tydelig forstå på Wagner, at det har været guld værd. En tanke til resten af natten: Jeg kan ikke afgøre værdien af min hjælp, det kan kun modtageren.

Kort før mål blev jeg overhalet af Wagner. Det fyldte mig faktisk med stor glæde at se, at han trods nattens udfordringer var i stand til at gennemføre sin først PBP.

Har du i øvrigt læst mit startnummer R 119 bagfra?

Alle de frivillige

Når jeg cykler så langt og stort et løb som Paris Brest Paris, så bliver man også meget taknemlig for de hundredvis af frivillige, så er med til at sikre gennemførelsen af dette arrangement. Der er falder sikkert lidt mønt af til de lokale foreninger, men der skal mange mennesker til at køre et depot over flere dage. Og alt i alt så fungerer det bare.

Det sidste par dage har planen været at sætte mig til pc’en og skriver. Desværre har WiFi ikke været optimalt på vores overnatningssteder.

Det bliver derfor en lidt anden udgave end først planlagt.

I dette opslag vil jeg komme ind på selve ruten. I et par efterfølgende indlæg vil jeg fortælle om:

• Skavanker – før/under/efter
• Tankevækkende oplevelser (for mig – og måske for dig)
• PBP2027

Lige op til start

Vi landede i Les Molieres (20 km fra start) sidst på eftermiddagen om fredagen, så startnummeret stille og roligt kunne afhentes lørdag formiddag.

Lørdag eftermiddag blev det til en lille tur rundt i området. Dejligt, når man sidder to i transport fra Danmark (havde valgt at tage to kortere stræk ren og skær bekvemmelighed).

Hoppede i seng til normal tid, og stod op til normal tid søndag – og godt morgenfoder. Fik pakket alt til cyklen. En god frokost, for så at sove et par timer. Selvom temperaturen var høj, så fungerede det fint. Brugte i den forbindelse et par sovebriller. Det kan anbefales.

Inden afgang en let gang aftensmad og en tur på det lille hus 😉 Helt klar til afgang!

Afgang fra Rambouillet

Kl. 20.15 gik starten for mit heat. Siden kl. 17.30 var der for hvert kvarter blevet sendt cirka 300 ryttere af sted. Så det var folk på vejene, da jeg rullede over start.

Planen var lade de andre arbejde og sidde meget op hjul som overhovedet muligt, men også at udnytte det momentum for flotte, som passede mig.

Når jeg selv skal sige det, så gik faktisk godt henover natten. De første 75 km var det nemt at finde grupper, der kørte mit tempo, herefter blev det lidt mere spredt.

Men det var også ting, som ikke gik så godt i løbet af den første nat. Det var varmt og jeg svedte meget, og senere blev også koldt på nedkørslerne (frøs faktisk lidt). Da morgensolen begyndte at kigge frem, kunne jeg konstatere at, jeg faktisk var lettere dehydreret. Kanon udgangspunkt for en dag i solen og 30 grader!

Og ja, der ikke planlagt søvn den første nat

Første dag i solen

Med første nats manglende evne til at forblive hydreret, så tog formiddag og eftermiddag et lidt andet sigte.

Havde håbet på at komme hurtigere til Brest end det endte med. Jeg har efterhånden kørt en del +600 distancer, og har også før oplevet at have manglet. Min erfaring er, at det ‘sagtens’ kan løse sig. Men ikke ved at tvinge 2 l væske i rummet. Kroppen skal lidt tid – og så skal huske på, at det sker på en varm sommerdag i Frankrig ☀️

På stykke mellem Loudéac (435k) og Carhaix-Plouguer (514k) følte jeg, at det igen var vand på køleren. Men konstateringen var også, at det havde kostet på farten og kostet på kræfterne.

Det sidste stykke mod Brest – nat 2

Selvom varmen havde været enorm gennem hele dagen, så har jeg erfaring med at bakkerne det sidste stykke til og fra Brest kan være en kold omgang. Så “løse knæ” og ærmer blev fundet frem.

Denne gang heller ikke en undtagelse. Det blev så fugtigt i luften, at jeg også måtte have vind/regnjakke på. Så var OK.

At ramme Brest er på den ene side lidt demotiverende og på den anden side total optur. Man har lige kørt 610 km, så kan man selvfølgelig igen.

Jeg følte mig ikke specielt træt ved ankomsten CP, men valgte at tage 1,5 times lur inden jeg begyndte returen mod Paris.

Var heldig at overtage en luksusmadras (to stykker tynd pap) i kantinen. Så skulle blive godt.

Det er de færreste, som har svært ved at sove selvom der ligger mennesker de ikke kender umiddelbart ved siden – og skal vi, udtrykker sig på forskellige menneskelige måder 💨😴

Det gjaldt heller ikke for mig. Min 1,5 time blev dog til 2 x 1,5. Hvorfor? Jeg følte mig snydt! Efter tre kvarter af den første lur vågnede jeg med kramper i begge ben. Lige pludselig er man ikke rationel, og kun da hurtigt overbevise mig selv om, at jeg havde noget til gode.

Godt på vej, men stadig langt til Paris

Endnu en dag ventede i varmen. Nedtællingen var i gang, en nedtælling der for mig handlede en stykkerne fra et check point til det næste.

Fra jeg var aktiv ultraløber har jeg det med at dele distancer (eller tid) op i brøker. Et lille “mind fuck”, virker på mig. Som eksempel: Har jeg kørt 10k ud af 100k, så det 1/10. Og jeg runder 20k, så er jeg allerede nede på 1/5.

Der blev lavet en del brøkregning den dag.

Måske den sidste nat – nat 3

Natten startede egentligt med et interessant og meget givende afbræk. Så interessant, at jeg vil lade hænge her, og først vende tilbage til det senere.

Godt midnat på tredje nat havde jeg nu rundet 928k i Fougéres. Skulle jeg bare en lur i check point, eller bare kører ud i natten? Det blev det sidste. Jeg følte mig fuld af energi, men viste også fra tidligere, at den kan forsvinde som dug fra solen – især om natten!

Havde ikke kørt en time, før behovet for en lur opstod. Ikke at jeg fik hallucinationer eller decideret faldt i søvn på cyklen.

Fik fundet en indkørsel, hvor det blev til et power nap på 15 minutter. Det er utroligt hvad så lidt søvn kan gøre af gavn for din fysik.

Efter at være nået Villaines-La-Juhel (1017k) blev det til yderligere 3 x power nap a 15 minutter. Jeg FØLTE at jeg burde forkæle mig selv oven på en god kaffe, croissant og pain au chocolat.

Er det muligt – sidste dag i sadlen?

I 2019 gennemførte jeg PBP lige under 72 timer. Min indre regnestok havde fanget, at det kunne blive muligt igen i år.

Og efter en formiddag som føltes OK (som det nu føles OK efter mere end 60 timer), så kom eftermiddag, som går i min historiebog som en af de varmeste.

Jeg ved ikke med sikkerhed hvor varmt det var, min oplevelse siger omkring 35 grader, i kombination med dårlig asfalt og stejle stigninger, så blev det kæmpet af alle derude.

Varmen blev ved, bakkerne blev afløst nærmest totalt fladt landskab uden de store muligheder for skygge.

Men et kig på uret og distancetælleren fortalte, at der var ny mulighed for tid under 72 timer.

De sidste 100k var måske varmeste jeg havde kørt, men nok også de kedeligste (just a feeling). Men jeg nåede tilbage til Rambouillet i omkring 71,5 time. Tilfreds med min fjerde gang som finisher.