Det er ikke helt dumt at komme ind fra varmen og så begynde at nærstudere resultaterne fra weekendens store ultraløb. Det er imponerende.
Danske mesterskaber 24H
Først en tur til 24 timer ved havet i Sæby, hvor der blev afholdt danske mesterskaber i 24 timers løb.
Ikke de store overraskelser på podiet hos kvinderne hhv. herrerne. I hvert fald ikke på de to øverste pladser.
Det lykkes Katja Lykke at genvinde DM foran Katja Bjerre og med Tina Skannerup på tredjepladsen. Resultatet var et stykke fra den danske rekord, som Katja Lykke satte sidste år med 248 km! Om det er en nylig skade, som har sat sit præg vides ikke.
I min optakt nævnte jeg Lotte Fritze, der blev 4’er. Lotte var det godt stykke fra podiet.
Hos herrerne havde Emil Krog Ingerslev fart på. Så meget fart, at han ud over at blive dansk mester også satte en ny dansk rekord på godt 267 km – cirka 10 km længere end den tidligere rekord, som Kim Hansen var indehaver af. Skal vores danske herre kunne følge med de svenske naboer, så skal vi have løbere over 260 km (For et år siden, var tre svenske gutter over 260 km ved de svenske mesterskaber).
Bruno Batsberg er stabiliteten selv og kom ind som 2’er i godt 236 km efterfulgt af Lasse Skare Therkildsen små 30 km efter.
Emils præstation overstråler selvfølgelig DM i Sæby, ellers havde det nok være lidt mere på det jævne. Men mesterskaber handler om placeringer! Stort tillykke til alle.
Verdensmesterskaberne i 48 timers løb er en imponerende præstation, hvor ultraløbere fra hele verden udfordrer deres fysiske og mentale grænser.
Det er meget nyt, at der nu også konkurreres om VM på 48 timer – første gang, at Danmark stiller med et hold. Det gør også, at konkurrencen bliver lidt elitært, dvs. deltagerfeltet er smallere og det bliver “nemmere” at lave topresultater placeringsmæssigt. Noget nogle år vi også ser til danske mesterskaber i 24 timers løb.
Det betyder ikke, at der ikke bliver løbet langt af dem som vinder, og at der kan komme nogle fantastiske resultater – også af danske løbere. Jeg vil holde øje med kilometerne, der bliver løbet.
På kvindesiden stiller vi med tre løbere:
Stine Rex, topfavorit til at tage førstepladsen. De fleste ved, at Stine har løbet det meste, og at hun kan løbe mange km hurtigt. Det er med stor erfaring i rygsækken, at Stine stiller til start.
Tina Andersen, har vi ikke hørt så meget til i de senere år. Senest Tina gjorde sig bemærket var på 6 døgns-distancen. Har som træning op til VM bl.a. løbet ned igennem Jylland. Tina har erfaringen fra at være i gang længe, om hun har tempoet til at blande sig bliver spændende.
Julie Kristine Møller Jensen, kender vi ikke så meget til endnu. Debutant på distancer over 24 timer. Jeg er spændt på, hvad det kan blive til.
Herrerne stiller med følgende hold:
David Stoltenberg, nok mest kendt fra løb i Backyard-regi, hvor han har den danske rekord på små 490 km fordelt på 73 timer. Kommer til VM med kæmpe erfaring i at holde sig i gang længe.
Peter Torjussen, har efterhånden en kæmpe erfaring fra diverse ultraløb. Har flere gange løbet i længere tid end 48 timer. Nu handler det jo rigtig meget om udholdenhed, men – tempoet betyder også noget. Jeg håber, at Peter har fart nok i skoene til at gøre sig gældende.
Morten Klingenberg, har også stor erfaring fra “baggården”, hvor han er kommet langt.
Michael Clausen, Lars Skårup Brødsgaard, Steen Michelsen, Peter Kjeldmann & Henrik Elsig Andersen: Alle har erfaringer fra tidligere løb, men jeg er meget usikker på, hvordan de kan omsættes til resultater i et verdensmesterskab over 48 timer. Teach me, Guys! Det vil være fedt med kæmpe overraskelser.
Hvad skal der til for at vinde VM?
Mit bud er, at der skal løbes 380-390 km hos kvinderne for at komme på podiet og 400+ hos herrerne. MEN, jeg startede med at skrive, at VM 48 timer stadig er lidt elitært, så måske mindre kan gøre det. Og så er der selvfølgelig også muligheden for, at jeg kommer til at ligne en komplet idiot (Og så gør jeg gerne det), fordi der kræves mere.
Skal du følge med?
Der er lagt op til en pæn travl weekend for mit vedkommende, så det bliver kun momentvis at jeg vil følge deltagerne (men jeg vil have tanke på dem).
Dette års Spartathlon, der blev afholdt denne weekend, bød på to nye rekorder. Den græske ultraløber Fotis Zisimopoulos vandt løbet for mænd med en tid på 19 timer, 55 minutter og 9 sekunder. Landsmanden Yiannis Kouros havde den tidligere rekord på 20 timer 25 minutter (og rekorden har nærmest været mytisk). Det var Zisimopoulos tredje sejr i træk, så ikke helt tilfældigt, at han nu har den hurtigste tid nogensinde i løbet.
Og stærkt løbet af norske Simen Holvik, som gennemfører i 22 timer 17 minutter 23 sekunder.
For kvinderne var det den amerikanske superløber Camille Herron, der satte ny rekord. Hun gennemførte løbet på 22 timer, 35 minutter og 31 sekunder. Camilla Herron løb utrolig disciplineret og lod sig ikke rive med af det meget høje udgangstempo (som også tog pusten fra nogle), og bevægende sig stille og roligt op gennem feltet, for så at sætte alt på plads i den sidste del af løbet. En lille rekordforbedring på godt to timer!
Men også de to finske løbere hhv. Noora Honkala og Satu Lipiâinen løb hurtigere end den tidligere rekord.
Vores egen Stine Rex havde ikke de størst forventninger til løbet og måske sad sidste måneds 72 timers løb (og verdensrekord) stadig lidt i benene? Lige meget hvad, så løb Stine ind på en fantastisk femte plads og understreger sin verdensklasse.
De to nye rekorder er et bevis på det høje niveau, der er i Spartathlon. Løbet er et af de mest udfordrende ultraløb i verden, og det er kun de allerbedste løbere, der er i stand til at gennemføre det.
På nuværende tidspunkt (13:30 lørdag) er hverken Diana Kämpe eller Lukas Hohwü kommet i mål. Der er stadig et par timer at løbe i, så krydset fingrer herfra.
Spartathlon er et historisk ultraløb, der genskaber fodsporene af Pheidippides, en athensk soldat, der i 490 f.Kr. blev sendt til Sparta for at søge hjælp i krigen mellem grækerne og perserne. Ifølge den antikke græske historiker Herodotus ankom Pheidippides til Sparta dagen efter hans afgang fra Athen.
Spartathlon finder sted hvert år i september i Grækenland. Det er et af de mest vanskelige ultraløb i verden på grund af sin unikke historie og baggrund. Vejret er aldrig helt til at regne med, og har gennem årene krævet sine ofre, når løbere er startet ud +30 grader for så at blive fanget i styrtregn i bjergne.
Løbet starter i Athen og slutter i Sparta, en distance på 246 km. Løberne skal klare 75 kontrolpunkter med tidsgrænser undervejs og nå målet inden for 36 timer.
Spartathlon har været afholdt siden 1983, da en britisk militærhistoriker ved navn John Foden organiserede en ekspedition for at teste Pheidippides’ bedrift. Den første officielle Spartathlon blev afholdt i 1984 med 45 deltagere fra fem lande. Siden da er løbet blevet mere og mere populært og har tiltrukket nogle af de bedste ultraløbere i verden. I morgen starter ultraløbere fra omkring 50 nationer.
Danske løbere
Tre danske løbere stiller til start. Lukas Marmer Weiss Hohwü, som jeg ikke kender så meget til. Ved han har løbet længere bjergløb, så spændende at se, hvad han kan gøre ved de græske veje – eller omvendt. Diana Kämpe har – som jeg husker det – løbet og gennemført Spartathlon tre gange før. Ikke så meget man har set til Dianas resultater de seneste år. Og endelig Stine Rex, som for en måned siden satte verdensrekord på hhv. 300 km, 500 km og 72 timers ultraløb. Er Stine godt restitueret, så er hun selvsagt blandt favoritterne.
Jeg har ikke nærlæst deltagerlisten, så jeg giver ikke mit bud på favoritfeltet i denne omgang. Det kan være, at jeg kloger mig, når løberne nærmer sig målstregen i Sparta.
Jeg sidder her en god uges tid efter målgangen på Paris Brest Paris. Indtrykkene er ved at bundfælde sig, og jeg begynder at tænke på, hvad næste udfordring skal være.
Fysik går det meget godt. Jeg er løbet ind i noget hoste og forkølelse på bagkant af turen (kan være pga nedsat immunforsvar), men det er kraftig på retræten. Mine skavanker begrænser sig efterhånden kun til snurrende/lidt følelsesløse fingre (et par stykker på hver hånd) og et håndled, som ikke er helt godt. Så næsten så god som ny!
Jeg må dog også konstatere, at jeg mange gange undervejs oplevede disse pludselige “angreb” af massive smerter i især min venstre hæl under. Det ødelagde flow og den gode oplevelse af at være i gang. Hvis jeg skal cykle langt igen, så er det noget jeg skal have trænet mere med og/eller fundet en anden løsning på.
Som tidligere beskrevet, så var der mange gode oplevelser på hele turen frem og tilbage. Hvor alt bare er fedt. Men jeg tror (man har jo en tendens til at glemme) at det mentalt har været den hårdeste tur i år ift. de tidligere tre gang i PBP. At jeg så tidligt blev ramt af dehydrering satte sine spor.
Det mærkelige – og det der kan være svært at forklare andre – er, at jeg gad jo ikke køre PBP, hvis det var nemt. Der kan jeg også være lidt splittet, når jeg kommer i mål. På den ene side lidt ærgerlig over, at jeg fik disponeret bedre i starten, men omvendt være super glad for at jeg fik raget kastanjerne ud af ilden, og fik det mest optimale ud af situationen (Få fundet medvinden, også blæsten står lige ind i ansigtet).
Om jeg kører PBP i 2027 er alt for tidligt at svare på lige nu. Det ER en FED oplevelse, men jeg skal nødvendigvis ikke køre en femte gang. Der er også mange andre fede oplevelser derude, som venter på at blive opdaget.
Fødderne er placeret på egen matrikel igen, og det er allerede en uge siden, at jeg kørte over mållinjen i Rambouillet.
Men minderne fra min tur fra Paris til Brest og retur igen står stadig stærke og skarpe. Generelt mindes jeg 1000-vis af franskmænd, som stod ud langs ruten for at muntre rytterne op. Konstant lød der tilråd som allez allez, bravo, bonne route eller bon courage. Det er altså fedt!
Paul fra Ambrières
Paul Beucher er blot af mange franskmænd, der har en lille bod med vand, måske lidt kaffe, og et par kager eller lignende. Hos Paul og familien er konceptet udvidet til, at man som deltager som kan få en lur på en madras med et tæppe over sig. Nogle steder betaler man, hvad man synes er passende andre steder er det totalt gratis.
I Pauls familie er det ikke en ny tendens at åbne den dobbelte garage for deltagerne i Paris-Brest-Paris. Det har tykke bøger liggende, hvor man som besøgende hos dem skriver sit navn, nr og nationalitet ind (Mindes stadig da jeg samlede på nummerplader med min bror).
Jeg mødte første gang familien i 2019, hvor jeg også deltog. Den gang blev det til en kop kaffe, og jeg var høj tre timer efter og følte ingen træthed overhovedet (Det var en fed oplevelse). I år var (relativ) godt kørende, da jeg kørte forbi Ambriéres, men jeg vendte alligevel cyklen for at få en kop kaffe igen i år, samt en kort snak med Paul.
Med de højere varmegrader, som vi oplevede i år, så er tilbuddet om vand langs vejene afgørende for at rytterne får nok væske.
Sove som en sten
Eller sove på en sten? Som tidligere skrevet, så sov jeg i alt 4 (0+3+1) timer fordelt på tre nætter. Og jeg er ingen måde særlig unik der. Der er mange, som har meget begrænset tid på ryggen. Til gengæld, så sover man også med det samme, når man lukker øjnene.
Allerede på første dagen, da temperaturen var allerhøjest så jeg folk smide sig på græsplænerne foran folks huse og bare koble ud.
Personligt forsøger jeg at finde spots, hvor jeg ikke bliver forstyrret af venlige med-rytterne, som lige skal høre om man er OK (Spørger jo selv). I år fandt jeg således en indkørsel, hvor jeg kunne tage en powernap på 15 minutter og ellers benyttede jeg mig af et stykke pap i en kantine og en kokosmåtte (største anbefaling herfra) i anden.
Er det ikke bare herligt 🙂
Min nye cykelven fra Brasilien
Den 3. nat er jeg godt på vej mod Loudéac. En vigtig milesten, da man så “kun” har 300 km hjem!
Jeg er ikke specielt godt kørende, men nattens lidt lavere temperatur gør mig på mange måde godt – og jeg ved, at bliver kæden helt nogenlunde stram gennem endnu en kommende varm dag, så er udsigten til at komme i mål inden endnu en omgang nattekørsel i sigte.
Pludselig fanger en rytter længere frem min opmærksomhed. En bil har været stoppet op og talt med rytteren, som ærligt talt virker lidt frustrerende. Mens jeg observeret dette er jeg gledet forbi rytteren og får vendt om for at høre til rytterens status.
Det viser at rytteren er OK, men cyklens baghjul er ekset (en situation, som jeg alt for godt kender selv fra min tur i 2019). Det viser sig også, at Wagner er fra Brasilien, kan tale portugisisk og noget spansk. Jeg kan byde ind med engelsk og tysk.
Jeg kan desværre ikke afhjælpe defekten på cyklen, men jeg kan guide og oplyse vejen ekstraordinært for Wagner de 30 km ind til Loudeac, mens han står op i pedalerne for at aflaste hjulet. Vi håber selvfølgelig, at der er mekaniker (Tror faktisk, at jeg lovede ham det!) ved næsten depot, så han forhåbentlig kan få fikset problemet.
Vi kører sammen i 1½ time, og det er en sparsom samtale vi har. Der er til gengæld masser af kommunikation og forbundethed. Jeg føler faktisk ikke, at jeg har hjulet nævneværdigt, men jeg kan tydelig forstå på Wagner, at det har været guld værd. En tanke til resten af natten: Jeg kan ikke afgøre værdien af min hjælp, det kan kun modtageren.
Kort før mål blev jeg overhalet af Wagner. Det fyldte mig faktisk med stor glæde at se, at han trods nattens udfordringer var i stand til at gennemføre sin først PBP.
Har du i øvrigt læst mit startnummer R 119 bagfra?
Alle de frivillige
Når jeg cykler så langt og stort et løb som Paris Brest Paris, så bliver man også meget taknemlig for de hundredvis af frivillige, så er med til at sikre gennemførelsen af dette arrangement. Der er falder sikkert lidt mønt af til de lokale foreninger, men der skal mange mennesker til at køre et depot over flere dage. Og alt i alt så fungerer det bare.
Det sidste par dage har planen været at sætte mig til pc’en og skriver. Desværre har WiFi ikke været optimalt på vores overnatningssteder.
Det bliver derfor en lidt anden udgave end først planlagt.
I dette opslag vil jeg komme ind på selve ruten. I et par efterfølgende indlæg vil jeg fortælle om:
Skavanker – før/under/efter
Tankevækkende oplevelser (for mig – og måske for dig)
PBP2027
Lige op til start
Vi landede i Les Molieres (20 km fra start) sidst på eftermiddagen om fredagen, så startnummeret stille og roligt kunne afhentes lørdag formiddag.
Lørdag eftermiddag blev det til en lille tur rundt i området. Dejligt, når man sidder to i transport fra Danmark (havde valgt at tage to kortere stræk ren og skær bekvemmelighed).
Hoppede i seng til normal tid, og stod op til normal tid søndag – og godt morgenfoder. Fik pakket alt til cyklen. En god frokost, for så at sove et par timer. Selvom temperaturen var høj, så fungerede det fint. Brugte i den forbindelse et par sovebriller. Det kan anbefales.
Inden afgang en let gang aftensmad og en tur på det lille hus 😉 Helt klar til afgang!
Afgang fra Rambouillet
Kl. 20.15 gik starten for mit heat. Siden kl. 17.30 var der for hvert kvarter blevet sendt cirka 300 ryttere af sted. Så det var folk på vejene, da jeg rullede over start.
Planen var lade de andre arbejde og sidde meget op hjul som overhovedet muligt, men også at udnytte det momentum for flotte, som passede mig.
Når jeg selv skal sige det, så gik faktisk godt henover natten. De første 75 km var det nemt at finde grupper, der kørte mit tempo, herefter blev det lidt mere spredt.
Men det var også ting, som ikke gik så godt i løbet af den første nat. Det var varmt og jeg svedte meget, og senere blev også koldt på nedkørslerne (frøs faktisk lidt). Da morgensolen begyndte at kigge frem, kunne jeg konstatere at, jeg faktisk var lettere dehydreret. Kanon udgangspunkt for en dag i solen og 30 grader!
Og ja, der ikke planlagt søvn den første nat
Første dag i solen
Med første nats manglende evne til at forblive hydreret, så tog formiddag og eftermiddag et lidt andet sigte.
Havde håbet på at komme hurtigere til Brest end det endte med. Jeg har efterhånden kørt en del +600 distancer, og har også før oplevet at have manglet. Min erfaring er, at det ‘sagtens’ kan løse sig. Men ikke ved at tvinge 2 l væske i rummet. Kroppen skal lidt tid – og så skal huske på, at det sker på en varm sommerdag i Frankrig ☀️
På stykke mellem Loudéac (435k) og Carhaix-Plouguer (514k) følte jeg, at det igen var vand på køleren. Men konstateringen var også, at det havde kostet på farten og kostet på kræfterne.
Det sidste stykke mod Brest – nat 2
Selvom varmen havde været enorm gennem hele dagen, så har jeg erfaring med at bakkerne det sidste stykke til og fra Brest kan være en kold omgang. Så “løse knæ” og ærmer blev fundet frem.
Denne gang heller ikke en undtagelse. Det blev så fugtigt i luften, at jeg også måtte have vind/regnjakke på. Så var OK.
At ramme Brest er på den ene side lidt demotiverende og på den anden side total optur. Man har lige kørt 610 km, så kan man selvfølgelig igen.
Jeg følte mig ikke specielt træt ved ankomsten CP, men valgte at tage 1,5 times lur inden jeg begyndte returen mod Paris.
Var heldig at overtage en luksusmadras (to stykker tynd pap) i kantinen. Så skulle blive godt.
Det er de færreste, som har svært ved at sove selvom der ligger mennesker de ikke kender umiddelbart ved siden – og skal vi, udtrykker sig på forskellige menneskelige måder 💨😴
Det gjaldt heller ikke for mig. Min 1,5 time blev dog til 2 x 1,5. Hvorfor? Jeg følte mig snydt! Efter tre kvarter af den første lur vågnede jeg med kramper i begge ben. Lige pludselig er man ikke rationel, og kun da hurtigt overbevise mig selv om, at jeg havde noget til gode.
Godt på vej, men stadig langt til Paris
Endnu en dag ventede i varmen. Nedtællingen var i gang, en nedtælling der for mig handlede en stykkerne fra et check point til det næste.
Fra jeg var aktiv ultraløber har jeg det med at dele distancer (eller tid) op i brøker. Et lille “mind fuck”, virker på mig. Som eksempel: Har jeg kørt 10k ud af 100k, så det 1/10. Og jeg runder 20k, så er jeg allerede nede på 1/5.
Der blev lavet en del brøkregning den dag.
Måske den sidste nat – nat 3
Natten startede egentligt med et interessant og meget givende afbræk. Så interessant, at jeg vil lade hænge her, og først vende tilbage til det senere.
Godt midnat på tredje nat havde jeg nu rundet 928k i Fougéres. Skulle jeg bare en lur i check point, eller bare kører ud i natten? Det blev det sidste. Jeg følte mig fuld af energi, men viste også fra tidligere, at den kan forsvinde som dug fra solen – især om natten!
Havde ikke kørt en time, før behovet for en lur opstod. Ikke at jeg fik hallucinationer eller decideret faldt i søvn på cyklen.
Fik fundet en indkørsel, hvor det blev til et power nap på 15 minutter. Det er utroligt hvad så lidt søvn kan gøre af gavn for din fysik.
Efter at være nået Villaines-La-Juhel (1017k) blev det til yderligere 3 x power nap a 15 minutter. Jeg FØLTE at jeg burde forkæle mig selv oven på en god kaffe, croissant og pain au chocolat.
Er det muligt – sidste dag i sadlen?
I 2019 gennemførte jeg PBP lige under 72 timer. Min indre regnestok havde fanget, at det kunne blive muligt igen i år.
Og efter en formiddag som føltes OK (som det nu føles OK efter mere end 60 timer), så kom eftermiddag, som går i min historiebog som en af de varmeste.
Jeg ved ikke med sikkerhed hvor varmt det var, min oplevelse siger omkring 35 grader, i kombination med dårlig asfalt og stejle stigninger, så blev det kæmpet af alle derude.
Varmen blev ved, bakkerne blev afløst nærmest totalt fladt landskab uden de store muligheder for skygge.
Men et kig på uret og distancetælleren fortalte, at der var ny mulighed for tid under 72 timer.
De sidste 100k var måske varmeste jeg havde kørt, men nok også de kedeligste (just a feeling). Men jeg nåede tilbage til Rambouillet i omkring 71,5 time. Tilfreds med min fjerde gang som finisher.
Bilturen ned gennem de lange bakker i de belgiske Ardenner. Dagens lille løsne-op-tur. Det hele fortæller mig, at jeg er klar. Klar til at stampe i pedalerne fra Paris (Rambouillet) til Brest og retur igen.
Dagens vigtigste opgave var at få hente startnummer og få gjort de sidste indkøb (ikke mindst til Lisanne, som bliver vores hytte i dagene, hvor jeg cykler).
I år har arrangørerne droppet cykelcheck dagens før start og flyttet det til umiddelbart inden start. Det er en god idé. Sparer en masse tid i løbet af formiddagen og selve nummerudlevering foregik lynhurtigt, selvom der skal næsten 7000 deltagere igennem på dagen. Og alt sammen med et kæmpe smil. Chapeau til arrangørerne so far.
Efter en god frokost med franske specialiteter, skulle cyklen og benene lige luftes lidt. Vi kom lidt sent frem til overnatningsstedet i går, hvor det ikke blev til en tur der. Men i dag blev der tid.
Træningen er jo slut, så planen var at trille 25 km i roligt tempo og få skyllet benene godt igennem.
Det blev til smuk tur, bl.a. ned i Chevreuse-dalen. Men når man kører ned, så skal man jo også op igen. Op pulsen fulgte med op, stigningen bød på 11 procent over et længere stykke.
Søndag er race day, men min start er først 20.15. Jeg duer ikke til at sove meget længe. Plan er derfor at komme og få en god gang frank morgenmad og få pakket cyklen. En solid gang frokost og middagslur (har fået lov). Inden afgang til Rambouillet skal der lige en let gang aftensmad på bordet.
Jeg kommer nok til at lave et par opdateringer på AltidMedvind og Instagram. Jeg bliver glad for hver og en kommentar, som bliver skrevet undervejs. Men til din orientering, så læser jeg dem først, når jeg er kommet i mål.
Der er godt nok gang i verdensrekorderne i ultraløb for tiden.
Litauens Aleksandr Sorokin slog sin egen verdensrekord på 100 kilometer ved at løbe 6:05:35 (uofficielt) ved 2023 World’s Fastest Run i Vilnius, Litauen lørdag 14. maj 2023.
Sorokin satte den tidligere 100 km verdensrekord på 6:05:41 ifm. et 100 mile løb i Storbritannien i april 2022.
Aleksandr Sorokin slår sin egen verdensrekord på 100 km med 6 sekunder!
For at sætte Sorokins løb i perspektiv er det små 16,5 km/time eller 3:39 min/km, og så lige 100 km! Det er vildt – og det er vildt, at Sorokin gik ud og sagde: Jeg slår min rekord!
Sorokin har så også lige verdensrekorderne for at løbe 100 miles på 10:51:39, 12 timers 177,41 km og 24 timers 319,6 km!!! Allerede nu, vil jeg gerne udnævne Sorokin til at være GOAT.
Denne weekend var det så Finlands Satu Lipiäinen der satte en ny 12-timers verdensrekord for kvinder ved Kokkola Ultra Run i sit hjemland ved at løbe 153.6 kilometer.
Det var kun 4,5 måneder siden, at polske Dominika Stelmach satte en imponerende 12-timers verdensrekorden på 152.633 kilometer. Lipiäinens præstation var bare bedre, men afventer en ratificering, og bringer rekorden lige en kilometer videre.
Lipiäinens gennemsnitlige tempo i 12 timer ligger omkring 4:41 min/km.
Efter et par års pause, så er der atter 24 timers løb i Espoo.
Der løbes på en meget kort indendørs bane, så der skal nok mange runder på resultatlisten. Spørgsmålet er så, hvor mange km det bliver til!
Berit Jessen og Kevin Vilhelmsen stiller op på startlinjen fra Danmark. Der er ingen løbere med fra det danske ultralandshold.
Stemningsbillede fra tidligere Endurance 24h.
Endurance 24h er en udfordring for selv de mest erfarne ultraløbere, og det kræver en stærk vilje og en imponerende fysisk form for at kunne klare det. Nogle har tidligere oplevet problemer med luftfugtigheden (eller mangel på samme).
Endurance 24h plejer at være god for et par gedigne overraskelse i form af nye navne, som popper frem. Så lad os håbe, at dette års løb bliver en spændende og utrolig oplevelse for både deltagere og tilskuere.
Kommentarer