endurance & passion

Tag: 100 km (Side 2 af 5)

Der løbes VM 100 km i morgen

I morgen kl. 7.00 starter VM 100 km i spanske Los Alcázares med fire danske løbere på startlinjen.

Kvinder: Pia Joan Sørensen & Louise Skak.

Herrer: Brian Arreborg Hansen & Mathias Jørgensen.

Pia, Brian og Mathias har tidligere løbet med på 100 km-landsholdet, men Louise er ny på holdet. Louise løb sidste år godt 72,5 km på 6 timer.

Verdensmesterskabet skal løbes på en 10 km land “rundstrækning”. Som det kan ses på rutekortet, så er der en del sving, hvilket kan få indflydelse på sluttiderne. Omvendt så giver ruten nogle steder mulighed for at “følge” med i de nærmeste konkurrenters placering.

VM rute 100 km

VM rute 100 km

Der bliver mulighed for at følge løberne på dette link.

Hurtigste kvinde har løbet på 7½ time og hurtigste herre har brugt 6½ time i år på 100 km. Til trods for de mange sving, så tror jeg på nye hurtigste årstider. Hurtigste mand vil være i mål omkring kl. 13.20 (alle 100 km løbes under 4 min/km!) og hurtigste kvinde en time efter.

Desværre kommer vi ikke til at se danskere på podiet. Kan Brian og Mathias holde de hurtigste kvinder bag sig vil det være fint. Jeg forventer at Pia og Louise bruger en time mere, men lad os se 😉

Alle ønskes et fantastisk løb. #HappyFeet

DM 100 km i Viborg

viborg100km-LOGO

Der har været gang i TV, tablet og telefon for at kunne følge med i resultaterne fra OL i Rio. Det er så absolut ikke blevet nemmere af, at der så lige er et DM 100 km i Viborg (og 24 timers samt Molsruten) som skal “passes”. Stresset lørdag!

Der var start kl. 12 ved Søndersøen. Her efter godt et par timer har en femmandsgruppe hos herrerne med Brian Arreborg Hansen i spids skilt sig markant ud fra de øvrige løbere. Der løbes med 4:20-4:27 min/km!

Pia Joan Sørensen har som ventet lagt sig alene i front. Har på nuværende et gap ned til de øvrige på 20 minutter! Desværre har der været afbud fra Bouchra Lundgren Eriksen pga. sygdom. Jeg håber, at Bouchra finder et lignende løb senere på året.

Der løbes primært efter det danske mesterskab, men er tiderne gode vil der også være mulighed for at kvalificere sig til VM senere på året.

Følg DM 100 km her og 24 timersløbet her.

Viborg 100 km – Danske Mesterskaber

Som det allerede er kendt, så løbes de danske mesterskaber på 100 km i år i Viborg i forbindelse med det traditionsrige 24 timers løb rundt om Søndersø.

Viborg Atletik & Motion har fået løbet DAF & DGI certificeret. Og seneste er jeg orienteret om, at løbet nu også har fået IAU bronze label. Da der ikke er mange 100 km i Norden kunne det være attraktivt for den europæiske elite at deltage i Viborg lørdag 13. august.

IAUbronze

Det er super godt, at folkene i Viborg gør alt for at skabe de bedste rammer for et dansk mesterskab på 100 km.

På med træskoene

Sådan en lørdag gad jeg godt stå ved startlinjen og følge vores danske landshold, når de skal kæmpe om VM og EM på 100 km-distancen. Det kunne desværre ikke blive til noget i denne omgang.

Jeg håber på at se Pia Joan Sørensen, Brian Arreborg Hansen og Mathias Jørgensen i mål mellem kl. 17 og 18. Umiddelbart er der udsigt til at få live-resultater for hver 10. km (Mangler dog  lige at finde et aktivt link).

Jeg har en forventning om at vores svenske naboer kommer til at gøre det super godt. Mit bud er, at Jonas Buud bliver ny verdensmester. Men lad os se, der er mange stærke løbere med.

 

The Archipelago Trail Run

Så er det raceday i morgen. Der bliver løbet både 50 og 100 km på Øhavsstien på det dejlige Sydfyn. Jeg “napper” den korte rute på 50 km i denne omgang – det bliver rigeligt udfordrende for mig i denne omgang. The Archipelago Trail Run bliver det sidste løb i 2015 for mig, da jeg vil forsøge at komme mig over mine småskavanker de restende måneder. Vil jo gerne steppe et niveau eller to op.

Selvom forberedelserne ikke har været optimale, så glæder jeg mig til en dag på stien med små 100 andre løbere. Det bliver en fest.

Det bliver muligt at følge resultaterne her. #507 er snart klar.

 

 

Ultraweekend

Så er der dømt ultraweekend igen.

I Sverige løbes der 50-75-100 km ved Stockholm Ultra Marathon Løbet tiltrække rigtig mange løbere til alle distancerne, blandt en del af de norske og svenske topløbere på 50 og 100 km. Efter min mening, men der er kun 5 uger til VM på 100 km!

Det bliver muligt at følge resultaterne live på dette link.

 

I Viborg skal der traditionen tro løbes rundt om Søndersøen i et døgn. Super dejlige rammer – løbet må vel nærmeste betegnes som løbernes sommerfest. Dejligt at se, at en del løbere har fået vej til Viborg. Jeg er spændt på at se, hvad kommer ud af anstrengelserne.

Vinder DM Herre med 241+ km

Vinder DM Herre med 241+ km

Dansk mester 2014 Kim Hansen fra Viborg stiller ikke til start på 24 timer, da han er godt i gang med forberedelserne til Spartathlon senere i september.

 

I Odsherred bliver der så lige løbet Ndure trail 50 og 100 km. Så der bliver masser af “undskyldninger” for ikke at lave noget praktisk i løbet af dagen. Ja, den går så nok ikke!

Godt løb til alle – #HappyFeet

 

CPH ultra 100

Her kl. 8 er 60 løbere klar på startlinien til at løbe enten marathon, 50 km eller 100 km rundt om Tueholm sø i Albertslund. Med en ruten på 2,2 km så skal løberne kund 45 gange rundt om søen.

Der er tidligere blevet løbet meget stærkt på ALOTs rute, så det bliver spændende at se, hvor hurtige dette års løbere er. Bla. stiller Brian Arreborg Hansen op på 50 km. Brian satte sidste dansk rekord på 6 timer med hele 87,158 km. Det var faktiske det 2. hurtigste 6 timers løb i 2014. Brian blev kun overgået af russiske Vadim Sharkov med sølle 30 meter!

Resultater fra løbet kan følges her.

100 her og 100 der

Endnu en lørdag med “masser” af ultraløb venter derude.

Winforce 100 km (med mulighed for at løbe 50 km) trækker et  super flot felt til Fårevejle-området i morgen. Det er muligt, at det er i Lammefjorden gulerødderne gror på den gamle havbund, men ruten er på ingen måde flad. Ruten på 25 km er fordelt på “knoldene” omkring Fårevejle og med godt 400 højdemeter pr. omgang.

Det tegner til at blive godt løbevejr, først i løbet af formiddagen kommer temperaturen over de 20 grader. For nogen kan det dog godt blive en hård dag i sporet, hvorfor der er start allerede kl. 5.30.

 

Stockholm Ultra Marathon løbes også i morgen. Over 600 deltagere på 100 km eller 50 km. Det er imponerende at løbet på så kort tid kan tiltrække så mange deltagere.

Løbet har selvfølgelig tiltrukket en del af de svenske 100 km-løbere, idet de løber for kvalifikation til VM i Doha senere på året.

På startlisten har vi også en del danskere. Jeg vil holde særligt øje med startnummer 207 Brian Arreborg Hansen. I slutningen af maj løb Brian 6 timers løb ved 12run.dk, og kom ud på 82,520 km! Kvalifikationskravet til 100 km-holdet er 83 km! Målet i Stockholm er at komme under 7,5 time – og det er jeg ret sikker på, at han gør.

Live-resultater kan følges her.

Der er udsigt til lidt varmere forhold i den svenske hovedstad end i Fårevejle, så det gælder om at holde hovedet koldt. Arrangørerne har annonceret, at der vil blive sat ekstra brusere op på den knap 8 km lange rute.

Lidt indtryk fra løbet i 2013

Løbet blev i øvrigt vundet af engelske Steven Way i 6:40:14! Tidligere i år forbedrede Stevens sin  personlige rekord til 6:19:20. Steven stiller ikke til start i år, men er jeg heldig, så ser jeg ryggen af ham (i et meget kort øjeblik) om 14 dage ifm. UltraVasan.

 

Godt løb til alle – Happy Feet.

 

Skechers Ultra 2014

Der løbes også 100 km på dansk grund i denne weekend. Det sker i Bramming på søndag, hvor Skechers Ultra 2014 løber af stablen.

Sidste år var Bramming værter for DM. I den forbindelse vandt Pia Joan Sørensen i 8:17.42 og Kim Hansen i 7:44:54. Ingen af de to står på startlisten med omkring 25 løbere i denne omgang.

Hos herrerne falder jeg lige over Mathias Jørgensen (som har løbet på 24H landsholdet). Mathias har de sidste par år fokuseret meget på at få mere fart i benene. Det er i den grad lykkes på de “kortere” distancer som 10 km og marathon. Spændende at se, hvad Mathias kan komme igennem på.

Hos kvinderne må det være tyske Antje Krause, der er favorit. Antje har løbet 8:17:54 som PB og i de senere par år under 8:30.

Håber på en lidt bedre start i år 😉

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑