Der var knald på farverne i Fruens Plantage denne morgen. Bøgen er snart sprunget ud de fleste steder. Så selvom vejret var lidt gråt og fugtigt, så var det meget opfriskende at tage turen rundt i bakkerne.
Stavene var med på turen igen i dag. Det var en lidt bedre følelse at løbe opad i dag med dem end i fredags, men der er et stykke endnu til vi er super gode venner. Fedt, at der er lidt at arbejde med.
Formen skal der også arbejdes lidt med (Det var vist godt, at Søren på dagens tur havde taget de lange rør på, for han blev ikke specielt svedig). Med kun to måneder til Zugspitz kunne man vælge at blive frustreret over niveaet. Det kan dog ikke betale sig at forcere træningen – det kommer der sjældent noget godt ud af. For mig gælder det om at være så optimalt løbende som muligt med nuværende udgangspunkt.
Skriv et svar