Vækkeuret ringer lørdag morgen. Flemming Hansen og jeg skal endelig løbe hhv. 100 km og 60 km til dette års Zugspitz Ultratrail. Desværre måtte Bruno Petersen melde fra til løbet en uge før pga skade. Heldigvis tog Bruno med som crew – superhyggeligt.
Hurtig i tøjet – en portion morgenmad – og så er vi klar. Flemming skal både starte og slutte i Grainau på sin lange tur. Jeg skal lige ud på en lille bustur til Leutasch, Østrig hvor Supertrail starter.
Fremme i Leutasch går jeg og venter på den endelige briefing, som vil afgøre den endelige rute. Allerede inden starten er vi blevet beordret i lange benklæder og regnjakke. Meldingen er også, at vi nok skal regne med at løbe i den mundering hele dagen. Vil lige tage et par billeder inden starten, men må konstatere, at mit GoPro er afladet. Irriterende! Ikke så meget over at der ikke blive nogle fede billeder fra turen, men mere over, at jeg nu skal “slæbe” på noget, som ikke giver værdi.
Starten går. De første km er med marshall ud gennem Leutasch. Nu ikke fordi jeg lægger så meget mærke til det, da jeg har fundet plads nede bagerst i feltet. Hvis kræfterne er til det, så bliver der masser af km og tid til at komme fremad i feltet. Hjemmefra har jeg en idé om, at jeg gerne vil løbe under 12 timer.
Første opstigning til 2000 meter starter efter 3-4 km. Var man lidt kold i kroppen ved starten, så går der ikke lang tid før, at kroppen er mere end gennemvarm. Lægger mærke til, at min puls er gigantisk høj. Er da godt klar over, at jeg ikke er i superform, men er den så dårlig? Problemet er, at jeg ikke kan komme af med varmen. Så trods væde fra oven, så er det af med regnjakken. Lækkert!
Regnen hele ugen op til løbet har sat sine spor. Jorden er gennemvædet af vand, så jorden bliver hurtig æltet til mudder. Så er det ikke så fedt at ligger bag alle de andre, samtidig med, at man er en stor løber. Efter 7 km løb/gang begynder den første sne. Ikke fordi vi har været forvænt med høje temperaturer og høj sol denne forsommer i Danmark, men der er alligevel lidt surrealistisk at løbe der i sneen. Da vi nå passet (Scharnizjoch) i godt 2 km højde ligger der godt 10 cm sne. Og nedløbet bliver noget spændende, da kombinationen af græs og tøsne bliver til et superglat underlag. Men vi er her jo for at more os 🙂
Efter samlet ca. 6 km nedad kommer første depot (Hubertus Reindlau). Tid til at få fyldt flaskerne op. Lidt af en opgave, da depotet er lille og køen er lang. Tager 5 minutter inden der er plads ved vanddunken. Måske et af de eneste klagepunkter til det arrangement.
De kommende 10-11 km frem mod næste depot i Mittenwald er lidt kedelige, når man lige er kommet ned fra bjerget. Herefter kommer der gang i op- og nedturene igen (og i mere end en forstand). Da jeg passerer skiltet med 20 km igen, kan jeg konstatere, at mit ur viser 4 km for meget. Skal der være overraskelser, så havde det været sjovere til den anden side.
Sidste depot (Partnachaim) inden dagens andet høje bjerg. Med 19 km hjem, står jeg her og er godt brugt! På turen op til dette depot har jeg konstant kæmpet med kramper som “kravler” op og ned af musklerne i begge ben hele tid. Jeg har hele dagen været bevidste om, at få salt nok. Der er simpelthen bare tale om almindelig udtrætning. Inden jeg begiver mig ud på sporet igen, mindes jeg min yogalærer. Han sagde en gang: “Bare rolig! Kramperne stopper, når der ikke er mere energi i musklerne”. Ved, at de næste km bliver hårde.
På stive stænger bevæger jeg mig opad i den tynde luft. Ret sikker på, at den tynde luft ligger lavt denne lørdag (må være pga regnen 😉 ). Der er 8 km til næste depot (Talstation Längenfelder) i 1.600 meters højde. For mig bliver det dagens hårdeste stykke. Det er lang tid siden, at jeg har været så presset så længe. Jeg får gjort nogle stop undervejs, hvor jeg får iltet kroppen godt igennem. Jeg er supertræt nu! Men der er et eller fascinerende ved at køre på kanten af sin formåen. Et skridt af gangen, mens men forbereder sig til det næste. Selvom der snart kun er 10 km hjem, så er det stadig mindst to timer i sporet.
Da jeg holder en af min pauser kommer et par dansker forbi. De meddeler, at man har skåret 400 højdemeter af det sidste bjerg og forkortet ruten med 4-5 km. Arrangøren mente, at vejret gjorde det for farligt at tage det sidste stykke op til Bergstation Alpspitzbahn med. Skal ærligt sige, at jeg ikke følte mig snydt på det tidspunkt. Men jeg mindede også mig selv om, at intet er slut før det er slut. Selvom jeg ikke havde grund til at tvivle på mine to landsmænd, så troede jeg ikke 100% på beskeden før jeg stod i depotet i 1600 meter og blev vist ned af bjerget.
Fik oplyst, at der var 5 km ned af bjerget og ind til mål. Easy peasy, så kunne jeg nå at komme i mål indenfor 11 timer. Så friskt ud af depotet. Lårbasserne var efterhånden godt brugte, men med udsigt til en snarlig afslutning på løbet, så blev de sidste ressourcer fundet frem. Det skulle dog vise sig, at gutten i depotet ikke var helt opdateret på afstanden til mål. Et stykke nede ser jeg skiltet med 5 km til Grainau. Det bliver ikke muligt at nå i mål indenfor mit nye mål, så jeg bakker lidt af. Fokus bliver i stedet at få reflekteret over dagens løb og så nyde det sidste af bjergene i denne omgang. Til trods for regn og mudder, og at det har været fysisk hårdt, så har det været en fantastisk oplevelse.
De sidste to km ind mod mål er næsten helt flade. Kontrastfuldt. Jeg forbereder mig på en spurt det sidste stykke ind over mållinjen. Elsker lige at presse det sidste ud 😉 En sluttid omkring 11 timer og 21 minutter – det er acceptabelt i forhold til målsætningen inden løbet. Kan helt sikkert gøre det noget bedre en anden gang.
Nu er det tid til en øl, pasta og røverhistorier i teltet sammen med alle de andre danskere. Superhyggeligt.
Vil du se flere billeder, så klik her.
Skriv et svar