Efter en længere vinterpause (tog lige sensommer og efterår med) er jeg endelig kommet i gang med at cykle på landevej igen. Det er en fantastisk følelse at få blæst på næsen og opleve landskabet, mens man træner og forhåbentligt forbedrer sin form.

I går var vejret noget nær perfekt til at starte (når man nu skal i gang i februar): Skyfri himmel, frostklar og kun lidt glat på de små veje.

Nyder årets første tur på racercyklen
https://www.instagram.com/p/CoPT99NMAQy/?utm_source=ig_web_button_share_sheet

Mit mål med cyklingen er i år ikke kun at blive i god form, men også at deltage i det prestigefyldte cykelløb Paris-Brest-Paris. Løbet køres hvert 4. år og strækker sig over 1200 km og vil være en stor udfordring, både fysisk og mentalt. Men det bliver en fin mulighed for at prøve mine grænser og opleve nye ting.

Den kommende tid bliver det primært weekenderne, hvor cyklen skal luftes. Regner med, at jeg kan supplere med lidt indoor biking på hverdagsaftnerne. Nu er jeg i gang, og det er fedt.

Jeg glæder mig meget til løbet, og jeg håber at jeg kan klare udfordringen igen. Løbet er ikke ukendt for mig, da jeg har gennemført tre gange tidligere. Senest i 2019.

På lørdag åbner forhåndstilmeldingen op for mig. Herefter venter 4 kvalifikationsløb på distancer fra 200 km op til 600 km. Og når det så bliver juni, så skulle den endelige tilmelding gerne komme på plads.

Paris-Brest-Paris, jeg er på vej!