Lige nu ligger en stor flok løbere og hviler sig på Hotel London i Athen. De har ikke valgt hotellet fordi er et fantastisk hotel med højt serviceniveau. Men traditionen tro, så er hotellet løbernes hjem inden de skal ud på 246 km fra Athen til Sparta. Om mindre end 8 timer starter dette års Spartathlon. Misundelig? Ja. Ikke på hotellet, men jeg gad godt stå på startlinien ved daggry op ved Akropolis.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=I5FqTCS1T_Q&feature=player_detailpage[/youtube]

Fire danskere har trodset græske strejker og er nu klar. Andreas Carlsen (forsøgte sig tidligere på året i Western States 100), John Hornbech Christensen, Henrik Schriver og Gert Hougaard.

Alle fire må leve med statistikken om, at kun 1 ud af 3 kommer frem inden for de 36 timer. Henrik og Gert har prøvet det før, men det er på ingen måde en garanti for at komme igennem.

Vanen tro, så stiller en række stærke løbere op i Spartathlon – en af de største klassikere indenfor ultraløb.

Tyskerne stiller med mange gode navne, og man er nødt til at nævne Michael Vanicek. Vanicek løb dog VM (samlet nr. 5) for kun tre uger siden. 251,8 km burde dog sidde i kroppen, men lad os se.

Ellers er det nok løbere fra Italien, Japan og Ungarn, som kommer til at præge løbet. jeg er spændt på at se, hvad Lizzy Hawker kan stille op hos kvinderne. Hun har verdensrekorden på 24 timer og desuden verdensmester på 100 km. Lizzy Hawker har dog haft lidt problemer med bentøjet.

Vores norske og svenske naboer stiller også med gode løbere. Jon Harald Berge løb ikke VM, men har lagt træningen an på Spartathlon. Jon Harald Berge har tidligere løbet en 3. plads hjem i Spartathlon 2009.

Held og lykke til alle. Husk busserne kører ikke, så I kan ligeså godt løbe hele vejen.

Live-resultaterne kan følges her.