Gennem det meste af ugen har min ortopæd på Kysthospitalet i Skodsborg og jeg forsøgt at komme i kontakt med hinanden. Så sker det. Halv seks fredag eftermiddag ringer telefonen så igen og jeg tager den – det er min ortopæd, som lige prøver at fange mig inden weekenden – det er s.. da god stil.

I forbindelse med mit sidste besøg på Kysthospitalet aftalte vi at give min meniskskade en chance for at komme sig uden operation. Da jeg jo ikke skal leve af at løbe, så var det en beslutning, som jeg havde det rigtigt godt med. Nu var det så blevet tid til en status på helingen.

Status er kort, at jeg stadig kan mærke “problemer” i knæet. I dagligdagen betyder det ikke det store – men når jeg dyrker sport, så er der ting som jeg har afholdt mig fra. Eksempelvis har jeg ikke løbet i snart 6 måneder! Hop og spring har jeg også afholdt mig fra (Det er derfor, at jeg har “pjækket” fra burpees til den ugentlige gang KettleCross).

På baggrund af en bedring i min skadesituation, har jeg valgt at se tiden yderligere an i forhold til en evt. operation. Jeg oplever ikke de samme hævelser i knæet som tidligere – noget tyder således på, at der sker en opheling af knæet. Resultatet er, at vi giver knæet yderligere en måned til at komme sig i. Men sker der en udvikling i negativ retning, så er det operation med det samme.

En lille ændring i forhold til de sidste  m a n g e  måneder er, at jeg skal teste knæet ved løb 🙂 🙂 🙂 Konkret betyder det, at jeg starter med at løbe 2-300 meter ifm en gåtur. Er I klar over, hvor fedt den udsigt er? Jeg er godt klar over, at det kan blive en meget kort lykke. Men hvad er det man siger: Hellere næsten ingenting, end slet ikke noget!

Jeg har ikke ingen forventninger om ultraløb-træning (lige med det samme), men en stille og rolig tur i skoven sådan en sen efterårsdag – det gad jeg godt.

Ventetid er lang, men forbereder man sig på den, så er det ikke så slemt 🙂 God weekend.