endurance & passion

Forfatter: ultrarun.dk (Side 45 af 47)

Danmarks Turen 2011

Klokken 5 torsdag morgen gik starten til Danmarks Turen 2011 fra Skagen. 

Man kan bruge sin ferie på forskellig vis. Leon Skriver Hansen har tænkt sig at bruge 11 dage af ferien på at løbe gennem store dele af Jylland, Fyn, Lolland, Falster og Sjælland, for til sidst at løbe 100 km på Bornholm! En tur på samlet 870 km.

I sig selv er længden på de enkelte etaper nok til at gøre en mør i stængerne. De fleste daglige ture er mellem 70 – 110 km lange (Én enkelt er kun på 35 km!). Men at løbe disse distancer dag efter dag bliver meget krævende. Har man lyst til at løbe med på nogle etaperne, så kan man bare kontakte Leon.

Leon kan klare det! Forberedelserne til løbet har været store, med der er fuldstændig styr på rute og forplejning. Der er lagt et tidsskema for de enkelte dage, som giver lidt luft – No Stress. Selvfølgelig kan det blive nødvendigt at afbryde turen pga. skader eller meget dårligt vejr. Jeg er dog sikker på, at Leon ikke giver sig uden kamp.

Undervejs vil Leons kone Karina komme med nyheder på facebook.

Som et sideprojekt har Leon besluttet at løbe penge hjem til Kræftens Bekæmpelse. Et godt projekt, som jeg kun kan anbefale, at man støtter op omkring. Ønsker man at donere et beløb, kan det ske på forlife.dk. På forsiden klikker man på Danmarks Turen 2011. Find kreditkortet frem, det bliver først trukket næste måned!

At løbe Danmarks Turen bliver stort! Jeg har dog mest respekt for, at Leon har overtalt Karina til at følge ham som support gennem hele turen 😉

God tur til jer begge. Jeg glæder mig til at følge jeres færd ude på de danske veje.

 

24 timers løb i Viborg

Denne weekend byder Viborg velkommen til det traditionelle 24 timers løb rundt om Søndersøen. Arrangementet er primært rettet mod de mange stafethold. Men traditionen tro, så stiller der også et større antal sololøbere op. Hvis bare vejret holder sig pænt, så er der lagt op til folkefest.

I år har omkring 50 løbere valgt at bruge et helt døgn på den5,7 kmlange rute. Med 2 kvindelige sololøbere er det ikke svært at pege på podiepladserne her. Det er selvfølgelig lidt sjove at iagttage, hvis konkurrencen er lidt større. På herreside har jeg meget svært ved at udpege decideret favoritter. Løber man startlisten igennem kan man se mange løbere med stor erfaring på distancen. Desuden er der en del navne, som jeg intet kender til. Det kan blive rigtig spændende!

Desværre er 24 timers løbet i Viborg ikke IAU-godkendt. Det gør, at nogle af de bedste danske ultraløbere vælger andre løb at stille op i. Det til trods, så håber jeg, at der popper et par nye navne op, som på sigt kunne interessante på ultralandsholdet.

Held og lykke til alle løbere i Viborg.

100 km-holdet er udtaget

Ultralandsholdet til VM / EM 10. september i hollandske Winshcoten er udtaget. Holdet består af fire stærke løbere, hvoraf de tre har tidligere erfaringer fra internationale mesterskaber:

  • Ole Karlsen, med PR 7:34
  • Poul Pedersen, med PR 7:49
  • Charley Prødel, med PR 7:58
  • Thomas Skytte, med PR 7:39 – debutant

Desværre har vi ingen danske kvinder, som stiller op på distancen. Vi kan da håbe, at det er ændret til næste år.

Kaustinen 2011

Denne weekend løbes der 48H, 24H og 6H i Finland. Det er første gang, at der officielt løbes 48 timers løb i Finland. Startlisten er ikke lang og er naturligvis præget af finske løbere. I de seneste tre år, er der dukket en del rigtig ultraløbere op i Finland, så kvaliteten er i orden.

48 timer distancen startede i eftermiddag kl. 14. På nuværende tidspunkt har Jari Tomppo lagt sig solidt i spidsen. Det er på ingen måde en overraskelse. Tomppo vandt 24 timer løbet af 2009-udgaven i Kaustinen. Sidste år vandt han Trans Scania og så at slutte af med 235 km i Bislett. Der kan være et flot resultat i vente. Eneste ulempe er måske, at han ikke rigtig bliver presset.

I morgen eftermiddag starter så løberne på 24 timer. Her deltager Peter Tubaas fra Norge. Tubaas blev toer på Bislett i 2010 med 237,5 km. I maj i år løb han 226 km i Steenbergen, men har derudover løbet tre andre ultraløb i år! Hårdt program, som måske kan få betydning. Ellers må man sige, at Tubaas hører til favoritterne.

Hjemmebanefavoritten på 24 timer må være Jari Soikkeli. Soikkeli vandt sidste års løb i Finland med 235 km, men løb imponerende 248 km ved VM i Brivé. Det ligner en gentagelse af sidste års resultat.

Flere finske triatleter har forsøgt sig som ultraløbere de sidste par år – det er der kommet nogle gode resultater ud af. Måske ligger der således en overraskelse gemt i startlisten.

Resultater fra løbet kan følges her.

Swiss Alpine 2011

I morgen står over 5.000 løbere på startlinien i Davos, når det er blevet tid til Swiss Alpine. Der bliver løbet på flere distancer, men kongedistancen er K78. Omkring 70 danskere har henlagt en del af deres ferie til en på flere måde fantastisk løbetur i de schweiziske alper. I år er ruten på lige godt 79 km og med +/-2.370 højdemeter.

Nu handler løb jo ikke kun om at komme først. Jeg er dog lidt spændt på, hvem af danskerne, som gør det bedst.

Går det som det plejer, så får løbet en svensk vinder. Jonas Buud er et godt bud på en samlet vinder, idet han har vundet Swiss Alpine i 2007,2008, 2009 og 2010. Alle løb er vundet i tider lige omkring 6 timer! Jonas vandt i øvrigt EM på 100 km i 2009 og 2010. Utrolig stærk løber, som overlader heller ikke noget til tilfældighederne. Jonas har i flere omgange trænet på ruten i år.

Gutes Rennen

Nye rekorder på Djursland?

OK, det har ikke været det bedste løbevejr denne sommer. Men at kaste sig ud i 24 timer på et løbebånd på denne årstid er for skørt 😉

Hvem kan så finde på det? Det kan Søren Rønn Hansen fra Grenaa! Søren har opsparet en masse energi denne sommer. Første skulle han deltage i et 24 timers løb i Berlin. Det blev aflyst. Så var planen at bruge 24 timer på et løb i Sverige. Det blev aflyst (for så siden at blive genåbnet).

Søren går efter at sætte en række rekorder i løbet af det kommende døgn. Se mere om hans udfordring her.

Kom så Søren.

Trans Scania 2011

Ønsker man at udfordre sig selv på Spartathlon-distancen, men synes, at Grækenland simpelthen er for spændende at rejse i! Eller ønsker man at nyde den skånske natur forandre sig på 246 km! Så er det Trans Scania man skal deltage i.

Kl. 8 i morgen går starten til dette års løb. Med 60 timer til rådighed bliver man ikke ligeså presset som på vejen far Athen til Sparta. Til forskel fra Spartathlon, så er der i den svenske udgave lidt længere mellem depoterne – ligesom der stilles lidt større krav til orienteringsevnen (Så måske er 2½ døgn ikke for meget). Orienteringen skulle dog blive nemmere på den sidste del, idet løbet er et ud-vende-hjem-løb.

Ole Albertsen er det danske islæt i Trans Scania. Ole gennemførte forrige år Spartathlon og har også erfaring fra 6 døgns løb i 2010. Med den ballast er lagt op til et godt løb af Ole – held og lykke.

Der løbes også Trans Scania næste år.

Danmark på tværs

Under mottoet ”Fælles indsats, fælles sejr” starter Mikkel Borregaard Hansen en løbetur fra Skagen til København. Det er Mikkels plan at løbe de 533 km på 5 dage. Undervejs besøger han Aalborg, Aarhus Fredericia, Nyborg og Kalundborg.

Ud over at være en fysisk og mental udfordring for Mikkel, vil han bruge turen til at samle penge ind til motionsrådgivning og træningsudstyr til kræftramte på Hæmatologisk afdeling.

Ønsker man at støtte Mikkel og hans projekt, kan man se mere på denne hjemmeside.

Held og lykke med projektet. Jeg håber ikke vejret bliver for hårdt.

Film fra BetterBody.dk

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑