endurance & passion

Tag: IAU (Side 2 af 4)

Belfast! Here I come – Not!

To dage til dette års VM i 24 timers løb i Belfast. Det er lidt mærkeligt ikke at være en del af holdet denne gang.

Med fire gengangere fra 2016-holdet, så er det et rutineret hold, som stiller til start i Belfast. Jeg mener, at vi kan have store forventninger til vores hold.

Diana Kämpe har på det seneste trænet under Andreas Falk (som også er træner for forsvarede EM-mester Maria Jansson). Trods lidt sygdom op til VM, så mener jeg at Diana bør kunne komme ud på 215-220 km.

Anne-Marie Geisler Andersen fik en 6. plads til EM i 2016 og løb i 226 km (dansk rekord). Ambitionen er ny DK-rekord. Jeg satser på, at vi får den første kvinde over 230 km. Sker det, så taler vi også om placeringer i top 10. Husk lige, at hver gang Anne-Marie løber 24 timers løb, så løber hun længere end gangen før. God vane 🙂

Bruno Batsberg løb næsten 236 km ved EM i et super stærkt løb. Bruno giver den altid 100% og har de sidste par år haft solide løb på distancen. Med endnu et stærkt løb, så bryder Bruno også 240 km-grænsen. Med Booster i dåsen, så sker det på søndag.

Henrik Westerlin burde kunne ramme +250 km på den gode dag. Også her kan vi tale om placeringer i top 10. Løb 238 km ved EM i et ikke helt perfekt løb for Henrik, så det er muligt.

Desværre er truppen ikke stor nok til, at Danmark kan deltage i holdkonkurrencerne. Det kræver, at der tre løbere med af samme køn.

Løbet løbes i en park på flad bane på ca 1,7 km. Sammen med en vejrudsigt der siger overskyet og op til 16-17 grader, så er der vist ingen undskyldning for ikke at give den gas.

Over 300 løbere fra ca 40 lande skal kæmpe om podiet. Der er mange rigtig gode løbere til start, så det kan blive fedt at følge.

Stort held og lykke til vores løbere og deres crew.

 

2017 Trail World Championships

På lørdag skal der løbes VM Trail i italienske Badia Prataglia. Det danske hold er så småt begyndt at checke ind, og alle er vist på på plads i “bakkerne” i løbet af torsdagen.

Kvinder:
Kristina Schou Madsen, Mette Busch, Katrine Villumsen

Mænd:
Christian Grøn Nørfelt, Peter Arnoldsen, Peter Bech, Simon Grimstrup, David Stoltenborg,

Dorte Dahl var i første omgang også udtaget, men meddelte for en måned siden, at hun ikke deltager i denne omgang. Ligeledes er Laura Marie Jørgensen Hulgaard ikke med pga. skade.

VM-ruten byder 49 km med 3000 højdemeter. Det kan vel ikke tage lang tid!

Igen i år bliver det spændende at følge præstationerne 🙂 Her er lidt indtryk fra ruten og området:

Der løbes VM 100 km i morgen

I morgen kl. 7.00 starter VM 100 km i spanske Los Alcázares med fire danske løbere på startlinjen.

Kvinder: Pia Joan Sørensen & Louise Skak.

Herrer: Brian Arreborg Hansen & Mathias Jørgensen.

Pia, Brian og Mathias har tidligere løbet med på 100 km-landsholdet, men Louise er ny på holdet. Louise løb sidste år godt 72,5 km på 6 timer.

Verdensmesterskabet skal løbes på en 10 km land “rundstrækning”. Som det kan ses på rutekortet, så er der en del sving, hvilket kan få indflydelse på sluttiderne. Omvendt så giver ruten nogle steder mulighed for at “følge” med i de nærmeste konkurrenters placering.

VM rute 100 km

VM rute 100 km

Der bliver mulighed for at følge løberne på dette link.

Hurtigste kvinde har løbet på 7½ time og hurtigste herre har brugt 6½ time i år på 100 km. Til trods for de mange sving, så tror jeg på nye hurtigste årstider. Hurtigste mand vil være i mål omkring kl. 13.20 (alle 100 km løbes under 4 min/km!) og hurtigste kvinde en time efter.

Desværre kommer vi ikke til at se danskere på podiet. Kan Brian og Mathias holde de hurtigste kvinder bag sig vil det være fint. Jeg forventer at Pia og Louise bruger en time mere, men lad os se 😉

Alle ønskes et fantastisk løb. #HappyFeet

Så er der VM på skærmen igen

Fredag aften løbes der om verdensmesterskabet på 50 km distancen i Doha, Qatar. Det er anden gang, at der løbes VM på 50 km, men det er første gang, at Danmark stiller med et hold.

Denne eftermiddag flyver Rasmus Trap Wolf og Asser Jon Nielsen sydpå til varmen – lidt af en kontrast til dagens temperatur.

Sakset fra @marathoner_asservittrupnielsen Instagram

Sakset fra @marathoner_asservittrupnielsen Instagram

Sidste års VM blev vundet i 2:52:09 løbet af Tony Migliozzi. Forventningerne til Rasmus og Asser ligger på en sluttid omkring 3.10, men løbet skal klappe for begge! Lykkes det, så er der gode muligheder for at løbe i top 20, men men men… Selvom der skal løbes fredag aften, så kan der stadig forventes temperaturer på op i mod 25 grader.

vejrDoha

#HappyFeet til gutterne.

How Bad Do You Really Want It?

Succes er ikke et spørgsmål om held eller skæbne. Det er heller ikke kun et spørgsmål om intelligens eller talent. Tag to ens mennesker og giv dem hver især den samme mulighed. Den ene opnår succes; den anden lidt eller intet. Hvorfor? Fordi, vindere forstår at udnytte styrken af lyst og disciplin til at opnå fremragende resultater! Succes afhænger sjældent fra kun en eneste faktor (Det er dog tit sådan, vi forsøger at forklare det). I stedet afhænger succes af tilsyneladende ubetydelige handlinger, som vi gentager i vores dagligdagen. (Tak for inspiration Westerlin). 

I weekenden havde 8 danske ultraløbere de samme betingelser for succes. Rammen var en godt 1,1 km lang rute på og omkring Stadium Municipal d’Albi. Opgaven var simpel: Løb så langt på 24 timer som muligt! Det var blevet tid til EM i 24 timers løb i Albi, Frankrig.

Henrik Westerlin, Thomas Steenberg, Kim Hansen, Bruno Batsberg, Kim Klitgaard, Anne-Marie Rossen, Diana Kämpe, Anne Marie Geisler

Henrik Westerlin, Thomas Steenberg, Kim Hansen, Bruno Batsberg, Kim Klitgaard, Anne-Marie Rossen, Diana Kämpe, Anne Marie Geisler

Vi var taget til Frankrig med otte stærke løbere, som alle havde ambitioner om at løbe op til deres PR eller længere. Det er klart, at det giver ambitioner og troen på noget stort. Vi var klar over, at det var hele den europæiske elite, som vi stod overfor. Kunne vores løbere løbe op til deres maksimale, så kunne der være en podieplads i syne i løbet af søndag formiddag. På papiret er det altid nemt at regne sig frem til resultatet, men løbet skal jo lige løbes først.

Resultaterne er jo nok kendte for de fleste, som sad bag skærmen henover weekenden. Men lige en opsummering:

24h-european-championship-women-overall-results-final:

6.  Anne Marie Geisler, 225,724 km (NR)

36.  Anne-Marie Rossen, 195,363 km

42.  Diana Kämpe, 187,389 km

24h-european-championship-women-team-results-final:

9.  Hold, 608,476 km (NR)

Vanvittigt flot løbet af Anne Marie Geisler i ny dansk rekord (havde den tidligere på 219 km) og ender på 6. pladsen. At det også ender med en dansk rekord for hold hænger selvfølgelig sammen med Geislers solide præstation, men også at Rossen og Kämpe evnede at mobilisere de sidste kræfter til sidst.

24h-european-championship-men-overall-results-final:

11.  Kim Klitgaard, 243,992 km

16.  Henrik Westerlin, 238,148 km (PR)

20.  Bruno Batsberg, 235,729 km (PR)

35.  Kim Hansen, 212,151 km

67.  Thomas Steenberg, 183,691 km

24h-european-championship-men-team-results-final

4.  Hold, 717,869 km (NR)

Super ærgerligt, at vi på et relativt tidligt tidspunkt måtte konstatere, at vores på papiret stærkeste løber Kim Hansen havde problemer med det ene ben. Men hurra for bredden 🙂 Klitgaard, Westerlin og Batsberg løber alle i top 20 til et internationalt mesterskab – det er vist aldrig sket før? Resultatet blev en ærgerlig 4. plads og ny dansk rekord for hold med omkring 45 km. Ærgerlig fordi vi løb ud på løbets sidste time med et lille forspring ift tyskerne. Alle gav sig 100%, men det var ikke nok! Det er ikke kun i fodboldens verden, at tyskerne vinder til sidst. Team Germany tog os med godt 2,1 km! Thomas Steenberg havde desværre ikke sit bedste løb, men smerter til trods udviste han stor støtte til de øvrige på holdet.

Løbets vinder hos kvinderne blev Maria Jansson, Sverige i ny vild europæiske rekord på hele 250,647 km.

Maria Jansson, 250,647 km! Ny europæisk rekord.

Maria Jansson, 250,647 km! Ny europæisk rekord.

Efter 21,5 time kunne engelske Dan Lawson løb i mål som vinder hos herrerne med hele 261,843 km.

Dan Lawson, 261,843 km.

Dan Lawson, 261,843 km.

En lille note: Havde Kim Hansen været i stand til at løbe op til sin PR fra sidste år, så var han endt som 3’er på podiet. Den tager vi så mindst til næste år i Belfast.

Masser af gode oplevelser og lidt ærgrelser tager jeg med hjem fra Frankrig. Men modstanden får os til at anstrenge os en lille smule ekstra i hverdagen og til næste konkurrence. Jeg håber, at vi kan stille med et ligeså slagkraftigt hold igen til næste år.

Tak til verdens bedste hold og crew i Europa for nogle dejlige dage i Albi. Jeg så masser af lyst og vilje til at præstere på højeste mulige niveau – OK, nogle gange skulle lysten måske lige genfindes, men det er jo 24 timers 🙂

 

Selvfølgelig er der ambitioner

I morgen er der afgang til EM 24 timers løb i Albi. Jeg glæder mig til at få samlet holdet og få de sidste ting helt på plads. Det bliver så godt at komme i gang.

Ambition

Det danske hold er på 8 løbere – sidst var der 3 afsted. På papiret er det uden tvivl det stærkeste hold, som vi nogensinde har haft med til et internationalt mesterskab på 24 timer. Det kan give anledning til høje forventninger – og det har jeg også 🙂 Men, jeg vil ikke jinxe nogen som helst på holdet. Den “opgave” vil jeg lade andre om.

Derimod vil jeg gerne sige, at jeg forventer et par nye holdrekorder med hjem fra Albi (kræver jo nogle gode individuelle resultater!).

Kvinderne har pt. en rekord på 580,824 km. Resultatet blev løbet hjem i 2012 ved VM i Katowice. Den gang Anne-Marie Rosen og Anne Marie Gesiler også med.

Herrernes rekord trænger i den grad til at blive forbedret. Rekorden har stået siden EM Brno 2004 og lyder på 671,132 km.

Yderligere nationale teamrekorder kan ses her.

 

Festtøjet er lagt frem

Festtøj

Forberedelserne til næste weekends europamesterskabet i 24 timer i Albi er inde i den afsluttende fase. De otte løbere har haft de sidste lange træningspas og jeg har lagt tøjet frem 😉 – nu skal der bare samles appetit til årets højdepunkt. Der er stadig lidt administrative opgaver, som skal på plads – det skal jo gøres! men ligesom løbere, så glæder jeg mig afsindigt til starten går på lørdag. Det er der, festen starter!

course

Som det fremgår af kortet. så er det en relativ kort rute (cirka 1 km). Det betyder, at løberne konstant kommer forbi depotet, så det skulle os i crewet god mulighed for at følge/supportere løberne undervejs. Al service til løberne må kun ske i depotet og en meter foran. Så ikke noget med at løbe med løberne rundt på ruten.

Igen i år stiller mange stærke løbere til start. Man vil selvfølgelig kunne pege på en række favoritter, men som altid så kommer der løbere frem, som ingen lige havde set på forhånd. Deltagerlisten er tilgængelig her: euro-24h-champs-entry-list. Jeg vil blot give dig det råd, at holde godt øje med nedenstående 😉

Kvinder: Anne Marie Geisler Andersen, Diana Kämpe & Anne-Marie Rossen.

Herrer: Henrik Westerlin, Kim Klitgaard Sørensen, Bruno Batsberg, Kim Hansen & Thomas Steenberg.

 

77 dage til…

2 ½ måned til EM 24 timer i Albi, Frankrig. I dag blev så Preliminary Entry Form sendt af sted til IAU. Så ved man, at tiden for et nyt internationalt mesterskab nærmer sig. Fedt!

I 2015 sendte vi tre løbere til Torino til VM/EM i ultraløb og kom hjem med en individuel 5. plads. I år skal hele 8 løbere til EM i den røde/hvide (mest røde) dragt. Jeg har store forventninger til resultaterne i Frankrig. Mulighederne for en dansk løber i top tre er så absolut en mulighed. Jeg glæder mig til at skulle på efterårsferie med de otte.

Det danske hold:

Kvinder: Anne Marie Geisler Andersen, Diana Kämpe & Anne-Marie Rossen.

Herrer: Henrik Westerlin, Kim Klitgaard Sørensen, Bruno Batsberg, Kim Hansen & Thomas Steenberg.

Albi var i 2015 værter for det franske mesterskab på 24 timer.

Viborg 100 km – Danske Mesterskaber

Som det allerede er kendt, så løbes de danske mesterskaber på 100 km i år i Viborg i forbindelse med det traditionsrige 24 timers løb rundt om Søndersø.

Viborg Atletik & Motion har fået løbet DAF & DGI certificeret. Og seneste er jeg orienteret om, at løbet nu også har fået IAU bronze label. Da der ikke er mange 100 km i Norden kunne det være attraktivt for den europæiske elite at deltage i Viborg lørdag 13. august.

IAUbronze

Det er super godt, at folkene i Viborg gør alt for at skabe de bedste rammer for et dansk mesterskab på 100 km.

På med træskoene

Sådan en lørdag gad jeg godt stå ved startlinjen og følge vores danske landshold, når de skal kæmpe om VM og EM på 100 km-distancen. Det kunne desværre ikke blive til noget i denne omgang.

Jeg håber på at se Pia Joan Sørensen, Brian Arreborg Hansen og Mathias Jørgensen i mål mellem kl. 17 og 18. Umiddelbart er der udsigt til at få live-resultater for hver 10. km (Mangler dog  lige at finde et aktivt link).

Jeg har en forventning om at vores svenske naboer kommer til at gøre det super godt. Mit bud er, at Jonas Buud bliver ny verdensmester. Men lad os se, der er mange stærke løbere med.

 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑