ultrarunning - endurance & passion

Tag: træning (Side 2 af 4)

Wellness på en fredag

“Skulle” ud og teste min nye løbevest fra Ultraspire. I virkeligheden handlede det mere om en gang fysisk og ikke mindst mental wellness i form af fyraftensløb i noget ukendt skov på vej hjem fra arbejde.

Mental wellness

Når man så finder noget unik natur – jamen, så får man jo bare lyst til at dele oplevelsen med nogle flere. Der skal nok blive slået noget i På vej og i skov.

Ikke så værst at starte en forlænget weekend på denne måde.

Share This:

Eventyret ligger ved næste frakørsel

Når jeg kører til og fra arbejde til dagligt, så er det sjældent belejligt at afbryde transporten undervejs. Men en gang imellem tager jeg en afstikker fra den sædvanlige (hurtigste) rute hjem og at løbe nogle for mig nye steder.

Den hemmelige bro

I dag var der tid til at stoppe undervejs. Terrænet fik lov til at bestemme ruten rundt i skoven. Fedt bare at løbe for at udforske. Nogen gange ender et spor blindt, andre gange åbner der sig et fantastisk sceneri. Man kunne kalde det eventyrløb, man ved ikke helt, hvad der skal ske, men man har en god fornemmelse.

Ikke den eneste, som nød det i dag

Ikke den eneste, som nød det i dag

Resultatet blev en tur igennem noget fantastisk natur – lysegrønne træer, rislende vand og dybe kløfter. Jeg skal vist lige løbe en rekognosceringstur eller to før området skal vises frem. Måske det kan blive til endnu en fyraftenstur i den kommende uge?

 

Share This:

I gang fra morgenstunden

Der var knald på farverne i Fruens Plantage denne morgen. Bøgen er snart sprunget ud de fleste steder. Så selvom vejret var lidt gråt og fugtigt, så var det meget opfriskende at tage turen rundt i bakkerne.

Stavene var med på turen igen i dag. Det var en lidt bedre følelse at løbe opad i dag med dem end i fredags, men der er et stykke endnu til vi er super gode venner. Fedt, at der er lidt at arbejde med.

Formen skal der også arbejdes lidt med (Det var vist godt, at Søren på dagens tur havde taget de lange rør på, for han blev ikke specielt svedig). Med kun to måneder til Zugspitz kunne man vælge at blive frustreret over niveaet. Det kan dog ikke betale sig at forcere træningen –  det kommer der sjældent noget godt ud af. For mig gælder det om at være så optimalt løbende som muligt med nuværende udgangspunkt.

Share This:

Så kom stavene i brug

Bøgen er sprunget ud

Det er fredag. Det er fyraften. Det er en dejlig forårsaften. Det er oplagt at afbryde dagens biltur hjemad med en løbetur. Henrik Frank Nielsen er også på vej hjemad, blot i den modsatte retning. Men det bliver lige til en times fælles løb i og omkring Svenskerkløften i Hesede Skoven. Fed start på weekenden.

Grip på skoene er ikke til megen hjælp i de tørre blade, da Henrik Frank Nielsen løber på tværs af kløften

Grip på skoene er ikke til megen hjælp i de tørre blade, da Henrik Frank Nielsen løber på tværs af kløften

 

I dag er mine nye Fizan-stave med på tur for første gang – kræver altså lidt bakker, for at jeg løber med dem. Endnu er det alt for tidligt at sige, om jeg får gavn af “stokkene” i Zugspitz om to måneder. Kan godt fornemme at stavene kan aflaste lidt på især stejle passager, men de sætter også min kadence noget ned. De skal lufte noget mere i de kommende uger.

Svenskekløften I Hesede Skoven

 

Share This:

Ris eller kød

Til enhver tid vil jeg vælge en god bøf fremfor en skål ris. Nu handler dette indlæg ikke om mine spisevaner. Det er heller ikke tanker om high eller low carb et-eller-andet op mod paleo.

Når jeg nævner, at jeg har lidt problemer med min ene achillessene, så bliver jeg mødt af undren over, at jeg fortsat træner.

Min nuværende ugentlige træning ser i grove træk sådan ud:

  • To-tre løbeture. Sammenlignet med andre løbere, så er de ikke specielt lange.
  • En-to træninger i crossfit-centret.

Der kan godt komme supplerende træning til.

Som sagt, så bliver jeg mødt af en del, som mener, at jeg burde holde en lang pause til alle skavankerne er forsvundet. Grunden til dette er nok, at de tænker i RICE-model (Rest, Ice, Compression, Elevation). Skadebehandling efter denne metode betyder typisk aflastning og ro af det skadede område. Den behandlingsform er typisk god ved akutte (muskel-)skader.

Jeg forsøger at behandle skaden efter MEAT-metoden (Movement, Exercise, Analgesics, Treatments). Fokus er at skabe øget blodforsyning i det skadede område, så helingen kan fremskyndes. Især sener og led har lavere blodforsyning, hvorfor det er en god idé at “fyre op” i området. Det bruger jeg crossfit-træningen til. Efter små to måneders vægttræning går det den rigtige vej. Sidegevinst er , at jeg opnår øget mobilitet af øvrige led, samt en noget stærkere core. Og så er det super inspirerende at træne (og konkurrere lidt) med andre. Når jeg ikke kan nå en tur i træningscentret, bruger jeg min Compex til at sætte gang i stængerne. Heller ikke så dumt 🙂

Tror, at det på sigt kan gøre mig til en stærkere løber.

Share This:

Imellem krogede bøge

En god kammerat og jeg tog turen til Vrangeskov nord for Ringsted. Har aldrig løbet i området, men det er altid fedt at løbe i nye områder. CrossingNature stod som arrangør af et skov/trailløb rundt i skoven nord for Haraldsted Sø.

Der var mulighed for at løbe 5,5 – 10 eller 14,5 km. Prisen var den samme, ligegyldig distancen du valgte – og du kunne undervejs vælge omgange til eller fra. Det vigtige i løbet var således gode oplevelser, men stadig med et element af konkurrence.

En super sjov og varieret rute med halvbrede skovstier, MTB-spor og stykker med off-trail. Mange små og bratte sving og stigninger og fugtigt (læs fedtet) føre på dele af ruten udfordrede løbere som mig.

Jeg nappede to omgange rundt i skoven – det var rigeligt i dag 🙂 Godt 10 minutter efter jeg var i mål, kom Andreas Carlsen, fra Exploring The Limits ind som vinder af den lange distance. Andreas så flyvende ud på ruten – og så følte han sig ikke helt rask!

Vrangeskov

Det er ikke sidste gang, at jeg løber et af CrossingNatures løb – en klar anbefaling fra mig. Det er heller ikke sidste gang, at jeg løber i Vrangeskoven. Har en idé om, at vi nok skal få fyldt en bil eller to med løbere fra Næstved-området i løbet af året.

Share This:

Dobbelttester

En hjemmearbejdsdag gav mulighed for at komme ud og nyde det gode vejr lige efter fyraften. Posten har været forbi to nye par trailsko, så det trak lidt for at komme afsted.

Dagens tester var et par Inov8 TrailRoc150. Umiddelbart en god fleksibel sål, men sidder noget mere tæt end mine andre trailsko fra Vivobarefoot. Testturen skulle klares i Fruens Plantage – “legepladsen” for Næstveds trailløbere. Det andet par (Inov8 BareGrip200) må testes en dag med masser af fugt i skovbunden.

TrailRoc150

 

På p-pladsen så jeg, at der nu er kommet stander op med små affaldsposer. Og et fint skilt, som opfordrer alle i skoven til at samle affald op, så vi efterlader området lidt pænere end da vi kom. Poserne skulle testes med det samme. Desværre var der gevinst, allerede efter et par km var to poser fulde. Men super godt initiativ, som folkene bag TrailSkrald har stor ære af. Mon ikke det kan være med til at gøre en forskel til fordel for os alle?

TrailSkrald

Share This:

Ordbogen skal opdateres

Min ordbog med udtryk for fysiske udfordringer skal vist opdateres over den kommende tid. Og jeg har en stærk fornemmelse af, at det bliver på den hårde måde – og det bliver rigtig fedt.

Efter min første træning (ja ja, det hedder WOD) hos Dokken Crossfit skal jeg nok få lært thrusters og burpees bedre at kende.

Jeg kan mærke, at styrketræning er et godt supplement til min løbetræning. Synes dog, at jeg er gået lidt kold ift. at få trænet styrke jævnligt på det seneste. Har derfor været på udkig efter et alternativ. Hidtil har mulighederne ikke været forenlige med familiens kalender. Noget tyder på, at træningen fremover kan blive noget mere fleksibel. Godt, for jeg tror, at crossfit er stærkt vanedannende.

Share This:

En kort – en lang

Når det kommer til at afgøre, om man skal træne langt og langsomt eller kort og hurtigt, så kommer man på en svær opgave. Som andre har bemærket det i dag, så er der artikler, som fremhæver både lange og langsommere ture, som korte og hurtige ture.

Måske en (tredie) sandhed ligger midt imellem.

philosophy-of-polarized-training-chart-from-Charlie-Francis

Polariseret træning består at lange og langsomme træninger kombineret med korte og intensive ture. Og så i øvrigt dropper de halvlange og halvhurtige ture midt imellem. Og det er måske den store udfordring, idet de ture giver en umiddelbart fornemmelse af træningsgevinst.

Nu kan sundhed, god form og hvad vi ellers kalder det jo være mange ting. Så afgør dig med dig selv, hvad der giver værdi for dig.

God løbetur, hvad enten du løber kort eller langt.

 

Share This:

Ikke flere km i år

Med tre uger til Salomon Hammer Trail Winter Edition og frostklart vintervejr udenfor vinduerne, så taler det meget for en løbetur. Og så ikke alligevel! Siden søndagens hyggetur i Fruens Plantage har jeg døjet med ømhed på den ene achillessenes tilhæftning på hælbenet. Åbenbart blevet en tendens, at jeg skal have lidt ondt i achilles op til et løb på Bornholm. Da jeg deltog i dette års sommerudgave af Hammer Trail havde jeg samme udfordringer.

At holde løbepause resten af året er det, som giver mest mening i situationen. Tung langsom styrketræning, Complex og rødvinsrestitution bliver recepten den kommende uges tid.

I øvrigt kan du stadig nå at tilmelde dig vinterens Hammer Trail, som i år også danner rammer for det første DM Kort Trail. Se startlisten her.

 

Share This:

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2020 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑