Under 12 timer til starten af dette års europamesterskaber i 24 timers løb. For første gang afholdes løbet i Rumænien (det har vist givet en del løbere lidt udfordringer ift transporten).
Danmark stiller med syv løbere til start – tre kvinder og fire herrer. Det betyder, at Danmark også kan deltage i holdkonkurrencen for både kvinder og herrer, idet de tre bedste hhv. kvinder og herrer tæller med.
Kvinderne:
Anne Marie Geisler Andersen: Har den danske rekord på 233,051 km, sat ved sidste års VM i Belfast. Resultatet rakte til en 12. plads. Anne Marie har planer om at løbe 240 km i år. Lykkes det, så kan Anne Marie været meget tæt på en podieplads. I 2010 havde Anne marie sin debut på 24 timer med 200 km. Siden har hun løbet fire løb og HVER gang forbedret sin egen PR! Det er s.. en statistik, som sparker …! Jeg håber, at projektet lykkes endnu en gang. Skal dog minde om, at EM er et placeringsløb – står man på podiet regner man ikke med km!
Stine Rex: I 2015 blev Stine dansk mester med 208,974 km i Sæby. Siden har Stine to gange deltaget med succes i Spartathlon, hvor det resultatet har været 2 x 4. pladser. Suveræn bedste danske kvinde gennem tiderne med 26:58:16! Jeg glæder mig til at følge Stine i dette års EM. Jeg tænker, at Stine har samme potentiale som Anne Marie – så giv den gas i debuten på landsholdet.
Lisbeth Billeskov Hansen: Endnu en debutant på holdet. Lisbeth vandt sidste år Mors 100 miles i 17:35:22. Vi har til gode at se, hvad Lisbeth kan præstere gennem et helt døgn. Men med resultatet på Mors, så lover det godt.
Herrerne:
Bruno Batsberg: 2. bedste dansker gennem tiderne med 254,503 km; sat ved sidste års VM i Belfast. Bruno har de sidste tre år været over 234 km tre gange. Bruno bliver bedre og bedre for hver gang og bringer en masse rutine ind på holdet. Jeg krydser fingrer for endnu et topresultat fra Bruno.
Henrik Westerlin: Henriks bedste resultat på 24 timer er 238,148 km (2016) samt en 5. plads ved Spartathlon (2015). Henrik har potentiale til at løbe længere end 250 km – jeg håber på, at det sker denne gang. En ting er sikkert, Henrik er altid 110% forberedt når han stiller til start.
Thomas Steenberg: Thomas har løbet 222,532 km tilbage i 2014. Sidste år gennemførte Thomas tre canal races i England på distancer mellem 130 og 145 miles. Jeg er spændt på, om Thomas kan konvertere disse løb til et godt resultat på 24 timers.
Carsten Friis: Debutant hos herrerne og et relativt nyt blad på ultra-scenen. Carsten blev dansk mester sidste år med 209,249 km.
Blandt favoritterne nævnes
Kvinder:
Patrycza Bereznowski (Polen)
Maria Jansson (Sverige)
Therese Falk (Norge)
Mænd:
Johan Steene (Sverige)
Florian Reus (Tyskland)
Stephane Ruel (Frankrig)
Det bliver som altid spændende at følge de danske løbere. Live-resultater her. Streaming her. Facebook her.
Held og lykke – Happy Feet
Skriv et svar