Det er lidt uvirkeligt, at det allerede er to uger siden at årets udfordring startede – og bare tre døgn senere var eventyret slut. Jeg har gennemført Paris-Brest-Paris – 2019 km i et stræk.
Fra idéen kom på bordet
De første overvejelser om Paris-Brest-Paris 2019 (PBP) startede tilbage i efteråret 2017, hvor jeg traf en beslutning om at deltage igen (deltog i 1999 og 2003) i dette fantastiske cykelløb, som afholdes hvert 4. år. For at deltage i løbet, skal man i afholdelsesåret have gennemført kvalifikationsløb (kaldet brevets) på hhv. 200, 300, 400 og 600 km. Desuden vil det være en fordel at have kørt tilsvarende løb året før (altså 2018), da der gives early bird til dem, som har kørt længst. Faktisk meget fair.
Planen var at gennemføre brevets allerede i 2018, men en infektion i låret satte en stopper for det. Og jeg endte med kun at hive en enkel 200 km hjem sidst på den sæson. Jeg havde derfor ikke de store forventninger til deltagelse i PBP, da tilmeldingerne strøg af sted til dem, som havde kørt længere end mig i 2018. Men det lykkedes, jeg fik adgang 🙂
Kvalifikationerne henover foråret gik godt og havde også planlagt deltagelse i Race Around Denmark på 800 km. Det løb gik så knapt så godt. Primært fordi jeg stillede op med en hel ny cykel (havde kørt på den et par gange) og andet nyt grej, som ikke var optimalt sat op. Læring ved kasse 1.
Indcheckning i Paris
Dagen før raceday er der indchecking af ryttere og cykler til løbet. Cyklerne bliver checket om de lever op til reglerne. Lidt noget gøgl, da alle kan lave modifikationer på deres cykler efterfølgende! Havde dog fornøjelsen af kunne hjælpe en polsk/østrigsk rytter igennem kontrollen, da han havde glemt samtlige sine baglygter. Jeg havde så en ekstra i lommen.
Så er det i gang
Klokken nærmer sig 17 søndag eftermiddag i Rambouillet. Min start går lige om lidt. Vejret har ændret sig markant fra dagen før. Høj sol og trykkende varme. Efter en lidt kaotisk indplacering i startgrupperne, er vi nu klar. Det bliver godt at komme ud og få lidt luft.
Som altid er der smæk på fra start. Min plan er derfor at få lagt mig i en stor gruppe af ryttere med en moderat fart, hvor man kan fise lidt husleje af. Der er ingen grund til at bruge mange kræfter de første 100 km. Det går fint derudaf – de første par timer. Mine fødder begynder at brænde i skoene. Kort før PBP var jeg nødt at skifte cykelsko. Ikke optimalt, og især fordi jeg i ugerne op til PBP har haft udfordringer med skoene. Jeg har nedsunken forfod, de bliver trykket i skoene. Op til har jeg afhjulpet med indlæg med positiv effekt. Lige nu er der bare ild i fødderne. Skoene bliver spændt lidt op (var ikke stramme i forvejen), og efter yderligere et par timer fortager smerten/ubehaget sig.
Planen for den første nat er at køre igennem uden nogen form for søvn. Den plan holder fint til jeg har kørt godt 200 km. Min fart daler markant, og jeg kan ikke holde fokus. Selvom der kun er 15-16 km til første check point, så er jeg nødt til at nappe en powernap siddende op af en mur. Der går kun et par minutter, så dukker en ældre fransk herre op og tilbyder en sofa at sove i. Jeg afslår, jeg skal KUN hvile et par minutter. I kontrollen napper jeg dog yderligere 2 gange 15 minutters hvile. Det var ikke planlagt, men det var optimalt. Sådan er ultracykling, man må tage udgangspunkt i situationen (Og så har man jo masser af tid efterfølgende til at retfærdiggøre sine handlinger 😉 ). Hvad er grunden til, at jeg ikke kan holde mig vågen? Jeg ved det ikke eksakt, men måske har jeg brugt for mange ressourcer på at holde mig varm. Vi starter ud i en høj temperatur, men den dropper voldsomt henover natten til omkring 8 grader og med en pæn modvind bliver jeg nok lidt underafkølet.
Det første døgn går hen og blev en hård omgang for mig. Udfordringerne med fødderne komme jævnligt tilbage og så er der lige en modvind fra vest! Ikke en fordel for en stor rytter som mig, når der samtidigt skulle “klatres” på bakkerne ud mod Brest.
Efter 24 timer og omkring 510 km bliver jeg mødt af de første ryttere, som er på vej retur mod Paris. Der er fart på. Kan godt være, at de er blevet sendt af sted 30 minutter før mig, men de er stadig ca 200 km foran. Respekt! Jeg begynder at glæde mig til, at kunne sætte næsen mod øst igen – og slippe for modvinden.
Vender i Brest efter 29 timer. Kan mærke jeg er en lille smule skuffe, synes jeg har brugt lidt for lang tid! Med tider er bare tal, som ikke tager højde for modvind og smerter i fødderne. Af sted, af sted. Er træt, men ved godt mod. Har dog indstillet mig på lidt søvn i Carhaix – det første check point efter Brest. Sjovt hvor nemt det er lave den slags aftaler med sig selv, når man først har “syndet” en gang 🙂
Gode bakker frem mod Carhaix. Det går op, men det går godt nok også nedad 🙂 Men jeg har en fornemmelse af, at temperaturen igen styrtdykker. Et check på GPSen afslører igen temperaturer under 8 grader. Jeg har alt mit tøj på på nedkørslerne, men fryser som en lille hund. Glæder mig til en kop kaffe i depotet og der er højt humør trods træthed. Med 7-8 km igen lyder et smæld – jeg behøver ikke at kigge, kan mærke det med det samme. Der er sprunget en eger i baghjulet. >bip< Ved et hurtigt check konstaterer jeg, at hjulet ikke kører mod bagstagene, men bremseren skal løsnes helt. Når det skal være, så er det heldigt, at der er kort vej ind til depotet. Der er dog stadig et par pæne nedkørsler, hvor jeg lister nedover.
I Carhaix får jeg klaret stemplet i kontrolbogen og så er det ellers med at finde cykelsmeden. Jeg er heldig, der er ikke lang kø ved ham og får sat ham ind i opgaven. Jeg ryster dog så meget af kulde, at jeg er lige ved at kaste op. Få ham forklaret, at jeg bliver nødt til at smutte for at få noget varme i kroppen. Ingen problem.
En kop kaffe og en portion suppe senere er jeg tilbage hos cykelmekanikeren. Eller det vil sige, mekanikeren er der ikke. Min cykel er der stadig, men er ikke fikset endnu. Men får besked om, at den nok skal blive lavet. Jeg benytter lejligheden til at få mig en god lang lur på kantinens gulv sammen med en del andre ryttere. Der er ikke så mange fine fornemmelser, når man først er træt 😉
Efter min skønhedssøvn er jeg tilbage ved min cykel. Jeg er noget spændt. Vender selvfølgelig tanken om, at det kan være slut på årets PBP, men jeg vil gøre/betale meget for at kunne fortsætte. Min cykel står der, men der er ikke kommet ny eger i! S…! Cykelsmeden får dog hurtigt forklaret mig, at jeg godt kan fortsætte, da hjulet nu er spændt op (egeren er åbenbart en specialeger, som han ikke har i sit sortiment). Jeg kunne rulle ud i den smukkeste morgen – på flere måder. Jeg var fortsat med i PBP 🙂
Anden dag på cyklen bliver igen en hård dag. Min ben føles i udgangspunktet gode; der er god stamina, men der mangler noget power. Det kræver lige lidt accept af vilkårene, men sådan er det, og så videre derfra 🙂 Det går fint med at få spist undervejs. Lidt ensidig kost vil nogle mene, da det begrænser sig til gel og chews. I nogle af depoterne napper jeg dog en sandwich til en forandring. Rart med lidt struktur i maden.
Tredie nat er i gang – kommer hurtig til at minde om de andre to. Hvis jeg tidligere har været træt, så er jeg bare rigtig træt nu. Det betyder, at jeg nu begynder at hallucinere. Et eksempel er, at det franske vejvæsen bruger flydende asfalt til at reparere revner i vejene. Det giver en masse sorte streger. Min hjerne får de sorte streger til at ligne fine skitsetegninger af ansigter og natur i en lang tegnefilm. Jeg kan sagtens sige til mig selv, at det bare er synsbedrag, men det er min hjerne ret ligeglad med. Fra tidligere ved jeg, at hallucinationer er et step før næste – og noget mere kritiske fase. Et hurtigt sving med forhjulet – jeg har været faldet i søvn på cyklen. I forbindelse med en nedkørsel, er pulsen faldet så meget, så kroppen har tænkt: Lad os sove, nu! Adrenalin farer rundt i kroppen, men jeg bliver nødt til at tage et powernap. Har lovet at passe godt på! Godt 10 minutter i vejkanten gør underværker. Ikke mere tegnefilm i denne omgang.
Kort efter mit lille hvil rammer jeg Ambrières-les-Vallées, hvor en familie har indrettet deres garage med fem madrasser og kæmpe buffet. All for free. Venlighed strømer ud. Jeg er hel høj efter et kort stop og en kop kaffe (og er kun lidt fristet af muligheden for en lur). Den oplevelse holder mig vågen de næste tre timer. Tænk sig, at en familie hvert 4 år åbner deres hjem for tilfældige cyklister, og deler så meget omsorg ud. Det var s.. smukt 🙂
Den sidste dag i sadlen bliver hot – meget hot. Mine fødder har under hele turen givet lyd fra sig, men det bliver ikke mindre her i varmen. Det betyder jævnligt pauser, hvor fødderne lige aflastes lidt. Mine cykelsko er spændt lige så løse som crocs. Hurtige at hoppe ud af 🙂 Med ca 60 km hjem begynder jeg at gøre regnskabet op for turen. Til trods for mine fodproblemer, så synes jeg at være sluppet igennem uden de voldsomme fysiske problemer. Nakke og skuldre har tidligere på sæsonen givet voldsomme problemer, det synes jeg ikke at være ramt af i samme omfang. Selvfølgelig er nakkeregionen også øm og træt, men det har ikke generet mig i stort omfang. Men men men, med 50 km hjem kommer de første alvorlige symptomer på nakkeproblemer. Det bliver pludseligt svært for mig at holde hovedet i bestemte positioner. At kigge opad samtidig med at jeg holder nede på styret er faktisk ikke muligt. Nakkemuskulaturen er udtrættet – det bliver kaldet Shermers Neck Syndrome.
Der er heldigvis kort vej hjem, så tingene udvikler sig ikke yderligere. Jeg har en plan om at komme under 72 timer / 3 døgn. Det gjorde jeg (det store kugleramme var i gang i løbet af den sidste dag, og jeg holdt måske lidt længere pauser end ellers) på 71:25:45 🙂
Hvad så nu?
Selvom det er 1½ uge siden, at jeg kom i mål, så har jeg stadig lidt småskavanker. Følelse og funktion er lidt nedsat på de to yderste fingrer på både højre og venstre hånd. Mine fødder er også fortsat lidt følelsesløse, desuden har jeg haft en stor vabel under hver trædepude! Skavankerne har været forudset og går det som det plejer, så er generne væk i løbet af et par uger.
Tankerne er begyndt at kredse om de næste udfordringer. Dog lidt usikker på, hvad det kommer til at ende med. Regner helt sikkert med at deltage i PBP igen om fire år, og så har jeg vel en lille revanche med 800 km i det jyske. Vi får se.
Skriv et svar