Med sine 3.776 knejsende meter er Mt. Fuji det naturlige midtpunkt for morgendagens 100 miles løb i Japan. Ligesom man ikke løber op på Mount Blanc i UTMB , så skal Mt. Fuji heller ikke bestiges undervejs (Mt. Fuji er en aktiv vulkan). Løbet bliver dog rigeligt udfordrende, idet løberne kan forvente meget forskelligt terræn på de 156 km rundt om Mt. Fuji.
At UTMJ er et søsterløb til det det mere kendte UTMB ses tydeligt på startlisten. Af prominente navne på listen kan nævnes Scott Jurek og Hal Koerner begge USA. Jeg er meget spændt på at se, om Jurek er godt løbende. Efter han blev 2’er ved VM 24H i Brivé i 2010 har han ikke gjort meget væsen af sig siden. Men der er ingen tvivl om, at Jurek er en eminent løber. Er man i tvivl, så kan man jo kaste et blik på hans præstationer i Spartathlon. Hal Koerner virker som om, at han er inde i en bedre formstime. Koerner vandt bl.a. 100 miles Rocky Racoon i lige under 13½ timer i februar.
Et andet kendt ansigt fra USA Barefoot Ted McDonald. Barefoot Ted skal løbe de 100 miles i sine Luna sandaler. Måske det var noget for Claus Posemand at tage den udfordring op, efter han gennemførte Salomon Hammer Trail 100 miles i sine Vivobarefoot.
Danmark er også repræsenteret på startlinien med Aleksandar Sørensen-Markovic. Aleksandar er tidligere pro-triathlet; så han ved, hvad der skal til. I trail-regi kan man vel sige, at Aleksandar fik sit internationale gennembrud ved at blive nr. 13 i Transgrancanaria sur-norte tidligere i år. Jeg glæder mig til at Aleksandar i dette løb og ikke mindst i fremtidige løb.
Alexander blev faktisk nr. 5 på Gran Canaria, men fik efterfølgende en tidsstraf uden at han dog fik en forklaring på den – først sagde de, at han havde “løbet for hurtigt” på den sidste del af ruten, og senere hed det sig, at han ikke havde haft sit obligatoriske udstyr med sig (uden at han dog var blevet checket på noget tidspunkt..). Nogle nævnte, at der var noget med nogle spanske løbere der skulle “hjælpes” ind i top 10….
Jeg kunne godt tænke mig at trække kortet “Løbet for hurtigt” i nogle af de løb, som jeg er stillet til start i. Jeg får helt sikkert behov for et helt bundt om tre uger på Bornholm.