Efter fem dage i den danske ”vildmark” kan jeg igen blive opdateret med ultra-nyheder. Og der er spændende sager!

I den forgangne weekend blev der løbet Western States 100 miles. Starten går i Squaw Valley i 1900 meters højde. Umiddelbart efter start er det 750 meter op af Watsons Monument til 2656 meter – det sker på cirka 7,5 km! De resterende godt 150 km går efter samme koncept – op og ned – for så at slutte i Auburn i 400 meters højde. For at få en idé om ruten, kan man se her. Oprindeligt har stierne været brugt af guld- og sølvgravere på jagt efter lykke. Lykkelig tror jeg alle er, som klarer strabadserne indenfor 30 timer. Har du Google Earth, kan du se turen her.

At klare cut-off-tiden var på ingen måde et problem for dette års vinder. Spanske Kilian Jornet vandt i tredje bedste tid nogensinde med 15:34:24. Dette skete i øvrigt efter at have løbet forkert. Førerfeltet blev på et tidligt tidspunkt af løbet ledt forkert, så der kom minimum en ekstra kilometer på kontoen. Kilian Jornet er komet indenfor trailrun med sine kun 23 år, men han har allerede domineret de store trailløb i de seneste år. Løb, som ellers bliver præget af løbere med noget større erfaring. Den næste store udfordring for Kilian Jornet bliver Ultra Trail du Mont Blanc i august (Kilian Jornet har løbsrekorden!).

Skotske Ellie Greenwood tog sejren hos kvinderne med 17:55.

I år havde var der også en dansker med i løbet. John Hornbech Christensen gennemførte WS100 i 29:21:25. Stort tillykke herfra. Det gad jeg altså godt prøve en gang. Glæder mig til at læse hans beretning om løbet.

 

Share This: