Jeg har været til fødselsdag i dag. Lækker mad, høj sol og glade mennesker – perfekt ramme for en festdag. Nu var det heller ikke en almindelig fødselsdag. En god veninde fyldte 40 år, så der var god grund til at fejre det.
Udover at møde en masse nye ansigter – som jo er en gave i sig selv – så fik jeg også en fysisk én med hjem. Blandt gæster var Manolis Psaradakis som gav mig en cap fra Spartathlon. Manolis gennemførte sidste år Spartathlon for første gang i flotte 32:34:35 for 246 km fra Athen til Sparta. Manolis vidste, at jeg tidligere har forsøgt mig på distancen – og stadig har til gode at gennemføre. En flot gestus, som jeg sætter meget stor pris på, da kasketten på godt og ondt mindede mig om mit afbrudte løb i 2009. Mange tak for tanken 🙂 Held og lykke til Manolis, når han skal løbe Spartathlon til september igen.
Det er stadig en drøm for mig at gennemføre Spartathlon en dag. Om det kommer til at ske er ikke sikkert, men det er heller ikke afgørende. Det afgørende for mig er at forsøge at blive klar til udfordringen. Hvad Manolis ikke kunne vide er, at Spartathlon står for mig som et symbol på aldrig at give op.
Når jeg stiller mig på en startlinjen, så vil jeg gerne gøre det så godt som muligt – at give op er i udgangspunktet ikke en mulighed. Sådan var det også i 2009. Kort før start fik mit løb dog også et andet perspektiv, idet familiens græske veninde Line havde fået konstateret kræft. En del af turen til Grækenland den gang skulle have været hyggeligt samvær med vores græske venner. Det blev ikke til noget, men heldigvis har vi mange gange siden kunne nyde hinandens selskab. Og i dag kunne vi fejre Lines fødselsdag – STORT TILLYKKE og tak for en dejlig dag.
Skriv et svar