For hurtigt frem, eller?

Med et venstre knæ som er ømt og hævet også i dag, så suser mine tanker lige godt og vel et år tilbage i tiden. Og her bliver mit skadesforløb op til knæoperationen i højre knæ så lige genopfrisket. Straks frygter man, at endnu et langvarigt skadesforløb står for døren. Lidt paranoid bliver man altså 😉

Når man så læser Posemandens nyeste artikel omkring fejl ved forfods-/fladfodsløb så kan jeg (måske) ånde lettede op. Indtil det modsatte er bevist, så søger jeg trøst i at have forbrudt mig på punkt 1 (For meget for hurtigt) og 4 (Lidt ondt må det vel godt gøre) i fejl ved opstart af fladfodsløb.

Da jeg startede min løbetræning op denne sommer, var det meget stille og roligt. De første mange ture var en kombination af gang og løb og aldrig længere end 2 km. Senere så kunne jeg løbe lidt længere, men træningen blev ikke forceret. Det til trods røg jeg som bekendt ind i en fiberskade. Da det var muligt, begyndte jeg igen stille og roligt at løbe (samme princip som i sommers) – hele tiden bevidst om, ikke at gå for hurtigt frem. Det har så holdt til denne uge, for jeg erkender, at citronen måske er blevet presset vel meget ved at løbe i bakkerne både lørdag og søndag. Men nu der stod altså nogle kolleger og ventede 😉 Fejl nr. 1.

I går morges kan jeg jo sagtens mærke, at knæet er lidt ømt. Men der er en stille og rolig tur i bakkernei vente, så går jo nok. Fejl nr. 2. Jeg vil ikke sige, at der blev løbet hårdt til, men der var da lige lidt kamp på et par af bakkerne (sønnike kom susende bagfra). Da først knæet bliver koldt, så er jeg godt klar over, at søndag formiddag skulle være brugt på en avis i stedet. Lyt nu til kroppens signaler!

Nu bliver der holdt løbefri et par mindst et par dage. Og næste gang jeg er i løbeskoene, så laver jeg ikke fejl nr. 1 og 4.

Så tak til Posemanden for dagens rap over fingrene.