OK – jeg er hooked på barfodsløb. En tur – det var alt, hvad der skulle til.

Jeg er så småt kommet i gang med at løbe efter min skade. Grundet andre projekter, bliver det kun til et par små løbeture her og der. Det passer jo i øvrigt så meget godt med at starte stille og roligt op.

I dag løb jeg ned til de lokale fodboldbaner for at løbe på bare fødder. Nu skulle det prøves! Kun to runder – tre runder, hvis det gik godt. Godt, at jeg havde lavet denne ”aftale”. For efter de tre runder havde jeg en fornemmelse af at kunne blive ved i den uendelige (Jeg har samme fornemmelse, når jeg spiser ostefondue! Her HAR jeg lært at sige stop i tide).

Det var en fed oplevelse! Der var stort smil på hele vejen hjem 🙂 Mon ikke det bliver til fire omgange næste gang?