endurance & passion

Måned: december 2011

Olympian Race 2012

Når et år slutter, er det tid til at gøre regnskabet op. Står resultatet mål med anstrengelserne? Men, det er også tid til at kigge fremad mod nye udfordringer.

Synes man at Spartathlon med 246 km er lige i overkanten, så er der en anden mulighed i Grækenland 18. – 19. maj. Her løbes Olympian Race 2012 på både 180 km og 62 km på strækningen fra Nemea (Man løber gennem dette område på Spartathlon) til Olympia.

Den lange rute skal løbes indenfor 28 timer, men bliver typisk vundet i 18-19 timer. Den kortere tur skal klares på 10 timer.

Olympian Race tjener som kvalifikation til både Spartathlon og UTMB.

Jeg er ikke klar over, om der allerede er danskere tilmeldt dette løb. Men det ser spændende ud. Var jeg i bedre form på nuværende tidspunkt, så havde jeg nok tilmeldt mig 🙂

Olympian Race skal i øvrigt ikke forveksles med det ‘lidt’ længere Delphi-Olympia på 255 km. Her stiller nogle af DUUL’erne til start! Med start 14 dage før, så kan de/man jo lave en lille tur ud af det!

Er det så svært?

Det her er ikke et surt bøvs af for meget marcipan. Det er lidt tanker om, hvordan vi nogen gange gør vores hverdag meget kompleks.

Eksempel: Grundlæggende kan mennesket bevæge sig på tre måder. Vi kan gå, løbe og sprinte. Alle egenskaber, som vi har med os fra de første spæde skridt.

Et kig på diverse løbeforaer (eller blogs) kan give et indtryk af, at det at løbe er noget, vi glemmer igen. Hvilken km-tid skal jeg løbe med? Hvilke sko skal jeg løbe med, hvis jeg vil løbe marathon? Vi deltager på løbekurser (Ja, det gør jeg da også). Der er ikke noget galt i at dele erfaringer, men en gang imellem så bliver løb gjort meget akademisk!

Stop nu al den snak om, hvad du har tænkt dig at gøre – bare se at komme i gang. Learning by doing er også en ganske fornuftig måde at lære på (Gælder ikke kun i løb).

Jeg siger ikke, at du skal droppe en god planlægning – den kan være vigtig et stykke af vejen. Om ikke til andet, så til at overbevise familien om, at dit løberi ikke kommer til at tage for meget tid.

Men en sund og stærk krop kommer ikke gode intentioner alene. Handling vægter mere end kloge ord.

The King har sagt det sådan: A little less Conversation, a little more Action.

Og så kan det bare blive jul og nytår 😉

 

Barcelona 24 Hores

I morgen er der ultraløb i Barcelona – 24 timer på udendørs bane. Årstiden taget i betragtning, så skal der altid være lidt forskelligt tøj i kufferten i dette løb i den catalanske hovedstad. Vejrudsigten siger omkring 15 grader om dagen, men ned til omkring 5 grader om natten. Umiddelbart en god melding, men også lidt af en dræber, hvis man ikke kan holde løbende gennem natten.

Bjarne R Jensen er eneste dansker på startlinien i Barcelona. Bjarne R Jensen løb for første gang over 200 km ved dette års DM på Bornholm. Et resultat, som sikrede ham en 3. plads. Efter en fantastisk sæson med gode resultater og mange løb (måske for mange?), så året allerede reddet. Jeg er dog ret sikker på, at Bjarne R Jensen vil forsøge at løbe en ny PR hjem.

Bjarne R Jensen reklamerer i øvrigt meget for dette løb. Spaniolerne er meget glade for udenlandske løbere. Men det spiller vist også ind, at Barcelona er en god by at juleshoppe i – så er det bare nemmere at lokke fruen med.

Ellers må jeg erkende, at jeg kender meget lidt til løberne på startlisten (Er altså ikke ret bekendt med de spanske løbere). Et navn som dog springer i øjnene er engelske Heather Foundling-Hawker, som er gået fra at være decideret trailløber på kortere distancer (50 miles 😉 ), til at gøre sig gældende på de længere distancer. I 2010 blev Heather Foundling-Hawker nr. 3 i Spartathlon. Der er basis for at se hende fremme i feltet.

 

Det går helt galt i den mørke tid

Der sker altså et eller andet med os nordboer, når vi ikke får sollys. Nu er der et tilfælde i Finland.

I Finland har man jo tradition for at fordrive de mørke tider med gætteleg. To finner smutter ind i saunaen med hver en liter Kossu. Drikker vodkaen, hvorefter den ene går ud. Den anden skal så gætte, hvem der er tilbage. – OK, den forventer jeg ikke stående ovation for 😉

Men, den er helt gal med Petri Perttilä, som agter at bruge det kommende døgn på et løbebånd. Petri Perttilä løber ikke kun for sin egen fornøjelse, men håber, at kunne samle en del penge sammen til fordel for børn med kræft. Går det godt, så regner Petri Perttilä med at runde 200 km i løbet de 24 timer.

Petri Perttilä har en PR på knap 239 km løbet i starten af året i Espoo, Finland. Jeg mener i øvrigt at islandske Gunnlaugur Juliussson fortsat har den nordiske rekord på knap 209 km på løbebånd – sat i december 2010.

Held og lykke med det velgørende projektet, som i øvrigt kan følges live her. Jeg ville fortrække en gang gætteleg!

Soochow 24H

I morgen er toppen af poppen indenfor ultraløb inviteret til Taiwan for at deltage i 24 Hour Soochow International Ultra Marathon. Umiddelbart ser det ud til, at amerikanske Scott Jurek (2’er VM 2010), japanske Ryoichi (flere gange verdensmester og vinder i Soochow 2010 med 268 km) og brasilianske Nunes skal deltage på herresiden. Japanske Kudo, amerikanske Jamie Donaldson og franske Anne Cecile Fontaine deltager hos kvinderne. I alt er op mod 35 løbere inviteret til at deltage.

Der plejer at blive løbet stærkt i Taipei. Holder startfeltet, så tror jeg også på rigtig gode resultater i år. Det kan meget vel til årsbedste hos både herrer og kvinder i et år, hvor der ikke har været løbet VM.

Kan du læse mandarin, kan løbet følges her.

Tilbage i 2006 løb Karen Marie Brøgger godt 213 km ved VM i Taipei. Det rakte til en 6. plads den gang.

 

© 2025 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑