… og endnu flere har forsøgt at løbe de 246 km fra Athen til Sparta.
Kort før starten på Spartathlon 2016
Vagn Kirkelund, som har løbet knap 500 maratonløb og mere end 40 ultraløb, har opdateret en samlet liste med de danske præstationer gennem alle årene. Vagn gennemførte selv Spartathlon i 2009 (Det år var vi nogle stykker, som bare forsøgte). Data er fra Spartathlons egen side.
Kim Hansen topper listen med sin tid fra sidste år med 23:54:37 (Første og eneste dansker under 24 timer). I dag har Stine Rex så løbet i hurtigste tid (30:15:40) for en dansk kvinde. Mon ikke tiderne bliver trykket yderligere de kommende år?
Fantastisk præstation af Stine Rex ved dette års Spartathlon. Stine skulle ikke bruge meget mere end 30 timer til at klare de 246 km fra Athen til Sparta – super flot debut i det græske ultraløb.
Dansk mester 24H 2015: Stine Rex
Med næsten 100% sikkerhed, så er tiden den hurtigste af en dansk kvinde i løbet. Præstationen rakte i øvrigt til en plads som nummer 4. blandt kvinderne. Hurtigste kvinde var igen suveræne amerikanske Katalin Nagy. Et stykke op til podiet, men stadig bedste placering nogensinde af en dansk kvinde. Håber, at Stine kan få tid til at løbe 24 timers landsholdet næste år.
Blandt herrerne blev der også løbet stærkt. Polske Radzikowski Andrzej vandt i en tid lige over 23 timer!
Lige venter vi på de danske herrer, som stadig er i løb/gang mod Sparta. Det bliver close race.
Om mindre end ti timer starter dette års Spartathlon.
Mindes med glæde en total vild lørdag morgen for et år siden, hvor Kim Hansen løb ind som nr. 3 i dette legendariske løb i en tid lige under 24 timer! Kim Hansen er ikke med i år, idet han stiller til start ved EM 24 timers om tre uger.
Jeg er klar til at følge dette års deltagere her. Livestream bliver vist her.
I går var jeg deltager på en Kaatsu-workshop hos Chano, Byens Træner i Næstved. Det er altid spændende at prøve nye og andre træningsformer af.
Kaatsu er en træningsmetode fra Japan, som gennem de senere år er blevet mere udbredt i Vesten. Ved hjælp af remme mindsker man blodgennemstrømning i arme og ben. Kaatsu bliver derfor også kaldt okklusionstræning. Måske lidt misvisende da der ikke er en total aflukning af blodgennemstrømningen.
Fordelene ved kaatsutræning er, at man kun træner med en intensitet svarende til 20-50% af ens maksimum i en given øvelse. Belastningen på leddene er således meget mindre. Der laves 4 sæt af hver øvelse, hvor remmene hele tiden er spændt til. Og selvom der ikke er meget vægt på, så er sker udtrætningen meget hurtigt i sidste sæt.
Jeg prøvede øvelserne squat, leg extension og barbell curl – de sidste to øvelser er ikke vante øvelser for mig. Det kræver lige lidt tilpasning af remme og vægt i starten for at få den ønskede belastning – men så er det heller ikke sværere. Min sparsomme erfaring er, at 20%-belastningen passer fint til arm-øvelser, men at man nok skal op på 30% af maksimum i ben-øvelser for at ramme intensiteten.
Om der en effekt af kaatsu? En række undersøgelser viser, at der positiv effekt af træningsformen (man skal jo altid være lidt kritisk). Umiddelbart efter øvelserne, så er musklerne pænt ramt af mælkesyre, men den foretager sig relativt hurtigt. Men målt på den DOMS (muskelømhed som følge af små mikroskopiske overrivninger af muskelfibrene), som jeg vågnede med i løbet af natten, så er der dømt effekt! Jeg har ikke de største arme, men det er ret vildt, at man kan have så ømme arme efter en enkelt øvelse! Kan godt mærke lidt i benene, men slet ikke i samme omfang.
Jeg kan godt forestille mig, at jeg vil bruge kaatsu som et supplement til min træning i øvrigt.
Med kun 20 minutter ned til Kim Klitgaard Sørensens danske rekordløb fra 2015, så blev Jesper Svendsen en suveræn vinder af Mors 100 miles i en tid på lige under 14 timer for de 100 miles.
Top 3 herrer:
Jesper Svendsen, 13:54:42
Nikolaj Primdal, 16:57:04
Martin H Thomsen, 18:01:50
Det blev også til en sikker sejr hos kvinderne, hvor Linda Kempel var over 2,5 time før i mål end nr. 2.
Viborg var i dag vært for endnu et dansk mesterskab. Denne gang var danske mesterskaber på kort trail, hvilket betød 25 km og 800 højdemeter i området omkring Viborg.
Der har været gang i TV, tablet og telefon for at kunne følge med i resultaterne fra OL i Rio. Det er så absolut ikke blevet nemmere af, at der så lige er et DM 100 km i Viborg (og 24 timers samt Molsruten) som skal “passes”. Stresset lørdag!
Der var start kl. 12 ved Søndersøen. Her efter godt et par timer har en femmandsgruppe hos herrerne med Brian Arreborg Hansen i spids skilt sig markant ud fra de øvrige løbere. Der løbes med 4:20-4:27 min/km!
Pia Joan Sørensen har som ventet lagt sig alene i front. Har på nuværende et gap ned til de øvrige på 20 minutter! Desværre har der været afbud fra Bouchra Lundgren Eriksen pga. sygdom. Jeg håber, at Bouchra finder et lignende løb senere på året.
Der løbes primært efter det danske mesterskab, men er tiderne gode vil der også være mulighed for at kvalificere sig til VM senere på året.
2 ½ måned til EM 24 timer i Albi, Frankrig. I dag blev så Preliminary Entry Form sendt af sted til IAU. Så ved man, at tiden for et nyt internationalt mesterskab nærmer sig. Fedt!
I 2015 sendte vi tre løbere til Torino til VM/EM i ultraløb og kom hjem med en individuel 5. plads. I år skal hele 8 løbere til EM i den røde/hvide (mest røde) dragt. Jeg har store forventninger til resultaterne i Frankrig. Mulighederne for en dansk løber i top tre er så absolut en mulighed. Jeg glæder mig til at skulle på efterårsferie med de otte.
Det danske hold:
Kvinder: Anne Marie Geisler Andersen, Diana Kämpe & Anne-Marie Rossen.
Herrer: Henrik Westerlin, Kim Klitgaard Sørensen, Bruno Batsberg, Kim Hansen & Thomas Steenberg.
Albi var i 2015 værter for det franske mesterskab på 24 timer.
Leon Hansen og Claus Rasmussen (@posemand) er klar til start, når der mandag løbes Badwater. 135 miles (217 km) ultraløb / asfaltfræs fra Badwater, Death Valley (-85 meter) til Whitney Portal, Mt Whithey (2.530 meter).
Der løbes på den oprindelig rute med den ændring, at der er start om aftenen. Den varmeste del af ruten løbes således om natten. Vi taler dog stadig om, at temperaturen er op mod 40 grader om natten. Lige meget hvad, så er varmen en voldsom udfordring i dette løb.
Jeg har endnu ikke det store overblik over årets deltagere, men et par navne springer i øjnene. Amerikanske Harvey Lewis, som kender turen i Badwater (vandt 2014). Engelske Dan Lawson, som kun lige netop kom ind som to’er foran Kim Hansen ved Spartathlon 2015. Mexikanske Oswaldo Lopez, mange-gange-deltager ved Badwater, som altid løber godt i dette løb. Og endelig marokkanske Mohamad Ahansal aka Mr. Marathon de Sables.
Kim Rasmussen står med 38:01 noteret for den bedste danske præstation i Badwater. Det resultat blev lavet tilbage i 2007, så det trænger til at blive forbedret. Jeg tror, at både Leon og Claus kan slå den tid.
Fra Kent Møllers forberedelse og deltagelse i 2007:
Han vandt i 2014. Han vandt i 2015. I dag står han på startlinjen igen som en af favoritterne ved dette års Hardrock Hundred Mile Endurance Run. Han er spanske Kilian Jornet, løberen som har sat dobbelt løbsrekord på Hardrock 100 (den løbes både med og mod uret). Til start er også vinderen fra 2015 hos kvinderne: new zealandske Anna Frost.
Harrdrock 100 er et af de hårdeste 100 miles løb. Kilian Jornet har løbet de godt 160 km på 22:41:33 (med uret rundt; samme rute i 2016). Ingen tvivl om, at en del løbere vil blive fanget af cut-off-tiden på 48 timer.
Løberne bliver udsat for 10.000 højdemeter, hvilket kun er nogle hundrede meter mere end eksempelvis Ultra Trail Mont Blanc. Forskellen er, at løberne opholder sig i en gennemsnitshøjde på 3,4 km. Højeste punkt er på godt 4,5 km. Så der bliver stillet krav til løbernes fysik. Løb i bjergene er under stor påvirkning af vejret. Og selvom løbet afholdes i Juli-måned, så er det en gang blevet aflyst af for meget sne.
Det er et super stærkt felt med mange rigtig gode løbere – så det bliver spændende at følge. Og det er rigtig gode muligheder for her: Live-results findes her og samtidig kan man følge alle løbere på et oversigtskort her.
Vil du have et mere indgående bud på vinderne i år, så check IRunFar side. Der er også et godt pre-race interview med Kilian Jornet.
Kommentarer