Kategori: Ultraglobal (Side 10 af 20)

Tidligt fredag morgen kørte mine gode kammerat Jens og jeg mod Sälen i Dalarna. Jens skulle have debut som crew og jeg havde planlagt comeback i UltraVasan efter fem års løbstørke.

Min målsætning for løbet var klar: Gennemførelse først og fremmest; hvis muligt gerne i en tid mellem 10 og 12 timer. Og så i øvrigt huske at nyde løbet og udfordringerne.

Det var første udgave af UltraVasan, men allerede i første udgave havde løbet tiltrukket 1.000 løbere, som skulle løbe 90 km og omkring 1.200, som skulle ud på den halve distance.

Nummerudlevering – en god bøf – og indkvartering i hytte. Med et vækkeur, som ringer kl. 3, så er det ikke super mange timers søvn, som natten kan byde på. Kl. 5.00 skal vi sendes afsted i samlet flok.

Starten er gået. Det er 8 grader og 1.000 forventningsfulde løbere siver ud af startblokken. Varme i kroppen skal vi dog hurtigt få, da det stort set går opad de først 6 km. Der er god plads på grusvejen og bakken sørger stille og roligt for, at feltet bliver trukket ud. Jeg er bevidst om at lægge stille og roligt fra land og har fra start lagt mig ned i den bagerste del af feltet.

De første 10 km er løb på skovveje/-stier, først derefter begynder der at komme små tekniske stykker. Jeg løber og tænker på, at denne indledning ikke appellerer til hardcore trailløbere. Omvendt så er det godt terræn for dem, som vil løbe i højt tempo, men med små udfordringer.

Efter 20 km sker der noget! Det begynder at regne igen. Alt er ellers sjaskvådt i forvejen. Det gode danske -og åbenbart også almindelige vejr i Sverige har været forbi i dagene op til, og skovbunden er som en svamp. De næste 10 km byder på løb i vådt eng-agtigt terræn – hver gang foden lander, så synker den en smule ned og skoene fyldes af vand, derefter over på glatte trærødder. Jeg bruger for mange kræfter på det stykke, og det står helt klart, at jeg har potentiale for at forbedre formen 😉 Det kan vi ikke gøre i dag, så planen er at få lidt kræfter tilbage i stængerne frem mod midtvejsdepotet.

Fremme i depotet efter 45 km melder jeg til Jens (crew) at mine ben er helt færdige! Det afsløres her, at det er Jens’ debut med hensyn til at service ultraløbere. Han udbryder: “Jamen, du kan da ikke stoppe.”. Det har jeg ingen intentioner om, og det har jeg heller ikke sagt.

På stykket efter midtvejsdepotet kommer man ud på et stykke asfaltvej. Wow, det er trail! Jeg må dog indrømme, at jeg lige på dette tidspunkt sætter utrolig stor pris på dette stykke vej, som oveni købet  går nedad. Godt lige at få lidt gang i stængerne igen. Terrænet skifter nu lidt karakter, idet stigningerne ikke er så lange, men lange nok. Og så har svenskerne noget, som jeg faktisk ikke troede var muligt. Opskriften er et stykke sump og en bakke, og så har man en sumpbakke! På denne tid af løbet er jeg ikke vildt imponeret! Det er forbasker tungt at komme frem i.

Jeg har ellers fundet en rytme, hvor jeg kombinerer løb og gang. Med med 25 km igen bliver et nyt problem tydeligt. Jeg bøvler lidt med noget nedsunken forfod. Det er blevet tid til at betale endnu en regning. Hver gang fødderne går i jorden får jeg et kraftigt smertesignal, og til sidst kan jeg kun nogenlunde holde til at gå. I depotet 19 km før mål beder jeg Jens om at få et par smertestillende – det strider noget imod min etik omkring løb, men det er den eneste mulighed for holde mig nogenlunde fremdrift. Desværre holder bilen et stykke væk, så aftalen bliver at jeg får dem ved næste depot. Men 15 km igen kan jeg tage mine smertestillere på – mine Ecco Biom af ukendt dato dulmer mine smerter for en tid! Dilemmaet har været stort, Jeg ved, at der er risiko for at blive smidt ud af Posemandens Alumni Society, men jeg tager chancen og Vivo’erne ryger i tasken.

Høj på mit fix går de næste 5 km faktisk fint og det lykkes mig at komme lidt i løb igen. Med omkring 10 km bliver jeg overhalet af Vagn Kirkelund. Vagn har en hård dag på “tønderne”, men har sat sig for at komme under 12 timer. Sådan – figthervilje på en l….dag. På det tidspunkt er jeg faktisk ret ligeglad med at komme under det halve døgn. Jeg har et smertehelvede i skoene, og er en del nede at gå igen. Der skal gå 10 minutter, så kan jeg mærke, at Vagn har “udfordret” mig (Tak, Vagn). Lysten til at kæmpe røven ud bukserne kommer over mig.

Efter lidt hovedregning kan jeg se, at jeg har lidt småtravlt, hvis jeg skal ind i under 12 timer. Kampstofferne flyder i kroppen og den næste halve time bliver løbets højdepunkt for mig. Gang og løb og smerteudbrud i skøn blanding! Det her er ultraløb – jeg er ved at få lave en god afslutning på min version af UltraVasan!

Med 3 km igen har jeg næsten en halv time til at komme i mål indenfor 12 timer. Missionen er lykkedes – det betyder dog også, at tempoet går en del ned det sidste stykke ind til mål. Jeg ser helt sikkert ikke specielt glad ud på de sidste 500 meter, men indeni bobler jeg af glæde og henter en enkel placering i spurten.

Jeg gjorde det! Jeg er tilbage i et ultraløb. I Refused to Stop!

Efter et langt og varmt bad og en biltur hjem, kunne jeg 12 timer efter lægge hovedet på puden og drømme om nye ultraeventyr.

Det var første edition af UltraVasan, som blev afholdt i går. Er det så noget man kan anbefale? Til det vil jeg sige: “Det kommer an på”!

Ingen tvivl om, at organisationen bag er superprofessionel. Der er styr på tingene. Prislejet er absolut i den dyreste ende. Den eksakte pris husker jeg ikke (jeg tilmeldte mig jo sidste år), men den ligger noget over 1.000 kr. Hvad får man for de penge udover en t-shirt? Gode bemandede depoter for hver 5 km (Hvorvidt den frivillige bemandning får del i deltagerprisen til deres klubber ved jeg ikke). Ruten viste i går tænder med et tungt underlag mange sted, men ellers vil jeg ikke betegne ruten som teknisk svær. Derfor henvender løbet sig til løbere, som gerne vil løbe ultra og samtidig stifte bekendtskab med trailløb (findes der også en række muligheder for i Danmark). Dernæst henvender løbet sig til folk, som gerne vil kunne løbe hele vejen. Der er god opbakning hele vejen fra publikum og crew, så man kommer ikke til at følge sig alene ude på ruten.

For mig var løbet noget nær perfekt til comeback. Ikke for svært og ikke for langt. Thumbs Up fra mig.