Morgenmad i kantinen – en speciel oplevelse. Ikke på grund af maden! Er man til masser af hvidt brød med skinke og ost, så var det ok. Som optakt til et ultraløb, så var det et noget tyndt udvalg.
Fredag formiddag havde vi vores første fælles. Hjemmefra vidste jeg, at det ville blive en travl dag for mig. Når man er mange løbere samlet, så kan det hurtigt ende med, at man skal overgå hinanden i målsætningen for sit løb. Eller i det mindste lade sig rive lidt med af stemningen. Jeg havde derfor en plan om, at få en individuel samtale med hver af løberne omkring deres mål og forventning til løbet. Alle have en realistisk forventning til løbet i forhold til tidligere præstationer. Nu skulle det bare omsættes til virkelighed. Ultraløb er nemt på papiret og på sidelinien!
Vi stillede op med 13 løbere, men allerede inden vi tog af sted til Polen vidste vi, at to løbere ikke kunne løbe op til deres bedste. Vagn og Helle var begge løbet ind i skader efter den endelige tilmelding var afsendt til arrangørerne. Vagn døjede med en lyskenskade og Helle havde fået konstateret et træthedsbrud i foden. Begge havde dog valgt at bruge weekenden sammen med resten af ultralandsholdet, når nu rejsen alligevel var bestilt. Så reelt set var 5 kvinder og 6 herrer klar til konkurrencen dagen efter.
Inden åbningsceremonien var der lige et par møder, som klares. Et teknisk møde, som altid trækker opmærksomhed. Dels på grund af detaljer omkring selve løbet samt for at være unødigt ineffektivt. Surt, når jeg hellere ville bruge tiden sammen med løberne og crewet. Midt under mødet kommer Yannis Kouros forbi – han mente helt bestemt, at der skulle tæpper på i alle svingene, ellers ville det blive for farligt. Hmm… 24 timers løb; nu med komfort!
Åbningsceremonien var overraskende kort. Normalt har den slags arrangementer en tendens til at trække en hale af mere eller mindre officielle personer fra værtsbyen, som alle lige skal holde en lille tale. Det var der ikke meget af denne gang. Super, for løberne skulle stå op under hele ceremonien. Til gengæld var der en underholdning. En lille sag svingede sig i ”gardinerne” – ikke så dårligt 😉
Pasta Partyet efter åbningen var en lidt rodet omgang – vi vandt buffetkrigen om at komme først fadene. Men pasta til stående buffet – det er ikke en succes. Det var ikke længe, at vi blev. Der skulle stadig styr på crewet, og løberne skulle have en tilbagemelding fra teknisk møde. Dejligt, at jeg havde et par rutinerede piger (Karina og Bente) med, som fik skik på mødeplan, indkøb af fællesting mm i crewet.
Vi skulle bare sove én gang til, så…
Kommentarer