endurance & passion

Tag: VM (Side 3 af 5)

Gode udsigter

Det kan godt være, at det tager nogen (for lang) tid at få den endelige godkendelse på plads omkring dette års VM 24 timer i Plzen i juni. Til gengæld så ser det ud som om, at man er godt i gang med at arrangere næste års VM 24 timer.

Af denne hjemmeside fremgår det, at Torino, Italien skal være vært i 2015. Italien om foråret – super!

Det kan undre mig, at IAU ikke får meldt ud, at der er gang i disse arrangementer, når nu værterne er så godt i gang. Jeg har respekt for, at endelige godkendelser skal være på plads, men alligevel!

Et lille skridt nærmere

Så er der kommet en halv udmelding fra IAU omkring dette års VM i 24 timer – der er således ikke noget endeligt endnu! Men det tyder heldigvis på, at der bliver afholdt VM i år.

We are very close to an announcement for the 24hr World Championships. We can make this official as soon as we receive some documents back from the LOC. If it goes forward the race is scheduled for June 21-22.

Så venter vi bare på den sidste del af udmeldingen.

Der bliver arbejdet på det

“Hvor og hvornår skal der være DM på 24 timer næste år?” Et godt spørgsmål og spørgsmålet kunne så gentages i forhold til EM/VM.

Det korte svar er: “Der bliver arbejdet på det.”

Siden sidste uges DM i Grenaa har jeg været i dialog med flere (mere eller mindre) interesserede klubber til DM-værtskab. Det er super dejligt med disse positive tilkendegivelser. Det er dog klart, at der kan være “showstoppere”, som skal ryddes af vejen inden bindende bud. Og i sidste ende er det DAF, som træffer beslutning om værtskabet.

Et af de springende punkter for klubberne er naturligvis tidspunktet for afholdelse af VM næste år på 24 timer. Optimalt set er der danske mesterskaber om foråret og internationale mesterskaber om efteråret, eller vice versa. Da IAU ikke har meldt noget ud omkring tid og sted endnu (Man har nok forløbet omkring 100K i år i meget frisk erindring!), har jeg rykket IAU for en melding. I dag er der kommet melding tilbage om, at der er arbejdes meget seriøst på et konkret arrangement. Men vi skal væbne os med tålmodighed en god måneds tid endnu, før der måske kan meldes noget endeligt ud.

Der bliver arbejdet på det! Og umiddelbart, så har jeg en god fornemmelse 🙂

I øvrigt, så er datoerne for DM og VM på 100 km meldt ud:

  • DM afholdes 26. april 2014 af ALOT.
  • EM/VM afholdes 31. august 2014 i Daugavpils, Letland.

God weekend

 

 

Juleindkøb i Dubai?

Så kom der endelig en udmelding fra IAU omkring afholdelse af VM i 100 km. VM afholdes 20. december i Dubai! Der er således mulighed for at kombinere det sjove med det praktiske; hvis man afslutter løbet med en gang juleindkøb eller -ferie.

Jeg er spændt på, om Pia, Maibritt og Ole er klar til en tur sydpå. Jeg forstår godt, hvis de springer over i denne omgang. Det har efter min mening taget for langt tid at komme frem til en fornuftig løsning.

 

VM 100 km er aflyst i Sydafrika

Der har desværre været tegn på længe, at VM 100 km i Sydafrika ville blive aflyst. Nu er det så en realitet! Det er ærgerligt for de atleter, som har haft VM som efterårets mål. Det betyder desværre også, at Pia Sørensen, Maibritt Skovgaard og Ole Karlsen ikke kommer til at løbe i denne omgang. For Pia og Maibritt skal der nok komme nye VM-muligheder. Ole havde derimod planer om, at løbet i Sydafrika skulle være det sidste i landsholdstrøjen. Vi er nogle stykker som håber, at han ændrer denne beslutning.

Hvorfor bliver VM ikke til noget? Det handler om sponsorer (penge) og lokal opbakning (frivillige og offentlige instanser). Det er mit bud! Og objektivt set, så er ultraløb på 100K og 24 timers ikke de store sponsormagneter. På trailfronten er det lidt anderledes lige i øjeblikket. Måske, fordi det er kortere events?

IAU arbejder godt nok på, at der stadig kan blive løbet VM på 100 km-distancen i år. Oprindeligt var planen, at der skulle løbes i Sydkorea, så blev det forsøgt afholdt i Sydafrika og i øjeblikket arbejdes der på muligheder i Emiraterne. Jeg tror desværre ikke, at det lykkes at få et godt arrangement på benene med så kort varsel. Skulle det lykkes, så er det allerede for sent! En del løbere tør ikke satsen på et nyt VM-arrangement, hvorfor de hellere vil bruge formen til et andet løb.

IAU World Trail Running Championships

For 4. gang afholdes verdensmesterskab i trail – denne gang afholdes mesterskabet i Conwy i Nord-Wales. Arrangementet tiltrækker over 150 løbere fra 18 lande.

TWW2013

Desværre har vi ikke danskere med ud på de 77 km denne gang. Og så alligevel! Tracy Høeg, som til dagligt bor med sin familie i Næstved, er deltager på det amerikanske hold. Jeg tror, at vi har et dansk landshold til start næste gang – der bliver i hvert tilfælde arbejdet på det.

Det er muligt at følge løberne via Live Results. Der er også nyheder på @WorldTrailWales og FB.

Der findes en masse billeder fra fredagens åbningsceremoni her.

Vores norske naboer har lavet gode resultater de sidste par gange, så der er store forventninger til truppen. Læs artiklen fra Kondis.no for mere.

Steenbergen 24 Hour 2013 – eftertanker

Kom hjem fra VM i går, men har først nu lidt tid til at reflektere over turen. Med foreningsmøder de sidste to aftener, har der ikke været tid før. Men det må være tid nu!

Når man skal gøre ting op, så kan man jo gøre det på forskellig vis – så det vil jeg forsøge.

10 løbere til start, hvoraf fem var i løb over alle 24 timer. Et frafald på 5 løbere er i sig selv ikke tilfredsstillende. Omvendt, så må man forvente et vist “spild” ifm. et VM-løb. Skader kommer frem, der bliver løbet lidt over evne, eller vejret tærer for meget på kræfterne. Ingen tvivl om, at vejret ved dette års VM var en direkte årsag til, at nogle af vores løbere i bogstavlig forstand gik kolde – med 9-10 m/sekund og slagregn, så var der lagt op til en solid afkøling.

En anden måde at gøre tingene op på, er ved at kigge på resultater, herunder om der blev sat nogen rekorder:

Præstationerne hos kvinderne var de mest stabile, hvilket betød at de samlet løb 574,6 km og kun var 6,2 km fra den danske holdrekord sat i 2012. Super, at kvinderne kunne holde niveau med kun tre løbere. Resultatet rakte til placering som nr. 14 ved VM og 10 ved EM. USA tog VM med 710,6 km og Frankrig tog EM med 670,7 km (svarende til den danske herrerekord!).

Individuelt løb Tina Andersen en ny personlig rekord hjem på 193,9 km (50 VM/38 EM). Super godt kæmpet gennem natten – der var vilje bag 🙂

Mette Pilgaard havde annonceret, at det var sidste gang, at hun løb med ved VM. Resultatet blev næsten lige så godt som Tinas, idet Mette ramte 192,6 km (55 VM/ 39 EM). Super flot afslutning. Ligegyldigt hvor svært det bliver undervejs, så bliver Mette ved med at kæmpe.

Forventningen til Anne-Marie Rossen var et resultat over 200 km. Efter en god start, så fik Anne-Marie store problemer henover natten, men med et flot comeback de sidste fire timer blev det alligevel til 188 km (59 VM/43 EM).

Idet kun to herrer (og den ene talte ikke med i holdkonkurrencen) løb igennem alle 24 timer blev holdresultatet desværre ikke noget at skrive om.

Til gengæld så gjorde Bruno Batsberg en super indsats. På baggrund af tidligere løb, så var Bruno før løbet placeret på den kedelige 7. plads, som lige nøjagtigt ikke talte med i holdkonkurrencen (3 bedste resultater ud af 6 løbere, som er udvalgt på forhånd. Bruno vendte denne “skuffelse” til et drive. Med 215,3 km (50 VM/38 EM) fik han vist understreget, at jeg havde taget fejl 🙂

Sidste løber, som gennemførte var Ole Karlsen. Ole havde inden start en ambition om at angribe den danske rekord med et forsøg på 250 km. Skulle det lykkes, så skulle alt klappe. Det gjorde det ikke, men med stor figtherånd og sportsmanship kæmpede Ole sig ud på 207 km (68 VM/52 EM). En skam for dansk ultraløb, at Ole har meddelt, at 2013 bliver det sidste år på ultralandsholdet (100 km og 24 timer) – jeg håber, at vi kan lokke ham til et par mere.

Selvom ikke resultaterne ikke kom til udtryk denne gang, så skal der lyde en stor tak til Niels Høg Henriksen, Vagn Kirkelund, Lars Skytte Christoffersen, René Kock Larsen og Bjarne R Jensen – I gav alt, hvad I kunne.

Et par løbere, som ikke så ud til at være berørt af vejret var hos kvinderne Mami Kudo, som vandt med 252,2 km (ny VR på vej) og den amerikanske mester Sabrina Little med 244,6 (ny amerikansk rekord). Ny europamester er Anne-Marie Vernet, FRA med 229 km. Svenske Torill Fonn løb ind på 6. pladsen ved EM.

Hos herrerne stak Jon Olsen (helt sikkert danske forældre!) af fra de andre med 269,6 km. Den unge tysker Florian Reus genvandt det europæiske mesterskab med 259,9 km!

Resultatliste VM og EM.

OK, det blev ikke til VM-medaljer denne gang 😉 Men jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med verdens bedste crew! Tak til Lisbeth, Martin, Marlene, Michael, Anne Marie, Jesper, Søren og Morten – det var sjovt og hyggeligt 🙂

VM 24 timers i Steenbergen

I morgen kører 10 af Danmarks bedste 24 timers løbere samt deres crew sydpå til Holland. I weekenden skal der løbes VM og EM på 24 timers distancen.

Jeg har få lov til endnu en gang at følge ultralandsholdet til et stort mesterskab. Det fylder mig med stor ære – så håber jeg, at jeg kan bidrage med et eller to gode råd undervejs.

Lige pludseligt er det blev tid! Alle forberedelser og forbedringer er slut – det er nu det hele skal kulminere. Det burde jo være nemt; men det kan nemt blive så svært.

Jeg har forventninger til vores hold, men det er mest fair at melde dem ud til holdet først. Men når man kigger på de tre kvinder (Anne Marie Rossen, Tina Andersen og Mette Pilgaard) og syv herrer (Bjarne R Jensen, Niels Høg Henriksen, Ole Karlsen, Vagn Kirkelund, Lars Skytte Christoffersen, Bruno Batsberg og René Koch Larsen), så ved man godt, at de rigtig gode resultater kan ligge og lure 🙂

Jeg har ikke tjek på, hvor man kan se live-resultater. En ting ved jeg dog – der kommer ikke nogen løbende rapporter fra mig. Erfaringen siger mig, at der bliver for travlt med alt muligt andet.

logo

Forberedelser til EM/VM

Om små 2 uger har vi en samling for 24 timers landsholdet. Der er skal lige planlægges de sidste ting. Det bliver godt at se truppen – både kendte og nye ansigter.

IAU har udsendt de generelle informationer om EM/VM-arrangementet i dag – altid spændende læsning. Alle (Det er lektier for landsholdet!) kan læse informationerne her.

Se i øvrigt mere om løbet i Steenbergen på den officielle hjemmeside.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑