Så er det allerede to dage siden, at jeg kom hjem fra VM i 24. Jeg glæder mig til at dele mine oplevelser med interesserede.

Vi stillede med det største hold nogensinde:

Kvinderne: Tina Andersen, Helle Andersson, Anne Marie Geisler Andersen, Annedorthe Mahato, Anne-Marie Rossen og Kitt Andersen.

Herrerne: Vagn Kirkelund, Mathias Jørgensen, René Koch Larsen, Frederik Lassen, Leon Skriver Hansen, Thomas Steenberg-Hansen og Bjarne R Larsen.

En del af holdet mødtes jeg med i Kastrup Lufthavn torsdag formiddag. Det skulle vise sig ikke at blive helt nemt at komme til Katowice. På vej ind i toget kom der en sms med besked om, at vores fly var blevet aflyst. Ved nærmere undersøgelse viste det sig ”heldigvis”, at vi var ombooket til et andet fly til Polen. Konsekvensen var, at vi nu skulle lande i Wroclaw og kunne se frem til ekstra 200 km i bus! Hele idéen med at flyve til Katowice gik ligesom lidt af fløjten. Vi så dog positivt på chikanen. Alle rigtige sportsstjerner har vel prøvet bøvl med transporten, når de skulle til Østeuropa, ikke?

Inden vi kunne komme ind til vores ”nye” fly, blev vi mødt med yderligere en forhindring. Kort før security checket blev vi stoppet af tre politibetjente. Først tror man jo næsten, at de er ude efter en autograf. Det var de IKKE! De antog os for at være aktivister… så vi måtte pænt vise billet og pas og et par af os røg i den sorte bog. Da vi forklarede, at vi var på vej VM i 24 timers løb, fik vi lov til at smutte. Tilbage stod tre mere eller mindre måbende betjente.

I CPH Airport mødte vi de øvrige nordiske ultralandshold. Så konkurrenterne blev kigget ud med det samme – og ellers var der bare hyggeligt gensyn. Fedt at kunne mødes som konkurrenter på den måde. Når finnerne, nordmændene og svenskerne skulle samme vej som os, så havde de heller ingen fordele – så ingen undskyldninger der.

Efter en begivenhedsløs bustur ankom vi endelig til Katowice. Som de fleste andre nationer skulle vi indlogeres på AWF Hotel *. Man fristes til at sige selvfølgelig var der ikke styr på værelserne, men vi fik rykket lidt rundt på folk, så der blev en seng til alle.

Den resterende del af holdet ankom til hotellet i løbet af aftenen – endelig var vores hold samlet. En super fornemmelse J

Forventningen sitrede hos folk. Ikke alle havde lige let ved at sove.

Share This: