Ingen kører gennem et Paris-Brest-Paris uden at have ondt mindst et sted. De fleste (bl.a. mig) for ondt i hele kroppen – måske ikke på samme tidspunkt.

Gennem min generelle træning og ikke mindst i kvalifikationsløbene i foråret og deltagelse i tidligere PBP var jeg godt klar over nogle fysiske problemer, som kunne blive ekstra trættende under vejs på de godt 1200 km.

Nakke og skuldre

I foråret døjede jeg med at blive låst i den øverste del af nakke og skuldre.

Jeg har gjort forskellige tiltag for at imødekomme de problemer.

Først har jeg trænet generel og specifik træning af min øverste del af ryggen .

For det andet har jeg arbejdet med positionen af armene på. Lignede jo nærmest en bulldog, når jeg var træt. Nu er albuerne kommet ind til siden. Armene virker nu mere fjedrende og “locker’ ikke ud.

Tredje jeg har gjort er at investere i stødpads (gummiindllæg) til styret.

Konklusionen: Problemer igennem foråret, men nærmest inden under PBP. Jeg kan ikke sige, om der er en afgørende faktor, eller om det er kombinationen.

Hænder og håndled

Efter de meget lange ture er så kan jeg godt have nedsat følelse i fingerspidserne i et stykke tid (ugevis). Det fortæller selvfølgelig noget om, at hænder er udsatte og tager mange stød gennem mange timer (der er ikke nylagt asfalt hele vejen!). Gennem de seneste måneder har jeg også smerter i især venstre håndled.

Jeg har forsøgt mig med specifik styrketræning af leddene. Det har ikke nået at virke op til PBP, men det tager også tid at arbejde bindevævet.

Jeg kører med cykelhandsker med ekstra tykt indlæg.

Konklusion blev: Allerede efter en dag i sadlen havde jeg sindsygt ondt i venstre håndled. Jeg var begyndt at kompensere med en asymmetrisk position på styret.

I tasken havde jeg en håndledsbind, som jeg en gang imellem bruger til styrketræning. Det kom på, og blev der de næste to døgn. Effekten var virkelig, god 👌

Hvad jeg mindes ikke at have prøvet før, var at indersiden af mine hænder var slået helt blå. Det gjorde naller!

R#ven

De fleste har nok prøvet at hoppe op på en ny cykel, som straks kan mærke i enden, at det her et ikke godt. Og får lyst til at stå op i pedalerne.

Når man kører i mange timer timer, så bliver siddeonrådet udsat for masser af tryk, fugt og varme.

Så jeg kører altid med cykelbukser med en god pasform og siddepude – og de er testet af på forhånd!

Så skal der masser af buksefedt i bukserne og omkring de ædle dele. En fedtet omgang, men indsatsen værd. Og så suppleres med yderligere fedt.

Konklusion: Den, det smørret godt, kører godt. Jeg havde en irritation af huden nogle steder, men overhovedet ikke noget som jeg bruge som undskyldning for min kørsel.

Fødderne

Jeg har gennem snart en del år døjet med forskellige problemer med fødderne. Trædepuden på begge fødder giver en brændende fornemmelser eller mine hæle gør noget lignede, idet der i løbet af kort tid (1/2-1 minut) opbygges en meget stikkende følelse i hælene.

Løsningen har hidtil været, at hoppe ud af skoene og tage lidt af presset og varmen fra skoene af. Det et bare noget bøvl!

Jeg har igen i år forsøgt mig med specifik styrketræning af fødderne.

Desuden har jeg købt specielsåler til cykelskoene, så belastningen skulle blive mindre.

Konklusion blev: Faktisk oplevede jeg har færre situationer, hvor forfoden brændt. MEN jeg har på ingen idé hvor mange gange jeg måtte af cyklen fordi især min venstre hæl stak. Det var drænende! Eneste opløftende var, at jeg vidste at i løbet af 2-3 minutter så kunne jeg kører videre fordi smerten havde fortaget sig igen.

Det er ikke en fed måde at cykle på. Isoleret set var den skavank, som satte mig mest tilbage.

Dagene efter

Den første nat mærkede jeg intet til belastninger fra turen. Der var sort skærm. Men jeg skal da love for, at kroppen har holdt fest de kommende nætter i form af følelsen af stor uro. Jeg oplever lidt følelsesløshed til fødder og i de yderste fingre på hver hånd.

Det er helt naturlige eftervirkninger for mig, og i løbet af nogle dage / uger så er de med igen. Jeg sørger for at stimulere helingen med lidt øvelser.