Jeg sidder her en god uges tid efter målgangen på Paris Brest Paris. Indtrykkene er ved at bundfælde sig, og jeg begynder at tænke på, hvad næste udfordring skal være.

Fysik går det meget godt. Jeg er løbet ind i noget hoste og forkølelse på bagkant af turen (kan være pga nedsat immunforsvar), men det er kraftig på retræten. Mine skavanker begrænser sig efterhånden kun til snurrende/lidt følelsesløse fingre (et par stykker på hver hånd) og et håndled, som ikke er helt godt. Så næsten så god som ny!

Jeg må dog også konstatere, at jeg mange gange undervejs oplevede disse pludselige “angreb” af massive smerter i især min venstre hæl under. Det ødelagde flow og den gode oplevelse af at være i gang. Hvis jeg skal cykle langt igen, så er det noget jeg skal have trænet mere med og/eller fundet en anden løsning på.

Som tidligere beskrevet, så var der mange gode oplevelser på hele turen frem og tilbage. Hvor alt bare er fedt. Men jeg tror (man har jo en tendens til at glemme) at det mentalt har været den hårdeste tur i år ift. de tidligere tre gang i PBP. At jeg så tidligt blev ramt af dehydrering satte sine spor.

Det mærkelige – og det der kan være svært at forklare andre – er, at jeg gad jo ikke køre PBP, hvis det var nemt. Der kan jeg også være lidt splittet, når jeg kommer i mål. På den ene side lidt ærgerlig over, at jeg fik disponeret bedre i starten, men omvendt være super glad for at jeg fik raget kastanjerne ud af ilden, og fik det mest optimale ud af situationen (Få fundet medvinden, også blæsten står lige ind i ansigtet).

Om jeg kører PBP i 2027 er alt for tidligt at svare på lige nu. Det ER en FED oplevelse, men jeg skal nødvendigvis ikke køre en femte gang. Der er også mange andre fede oplevelser derude, som venter på at blive opdaget.

#AltidMedvind