Hold op, hvor tiden går stærkt – det er allerede fire uger siden, at jeg krydsede målstregen i Paris-Brest-Paris efter at have tilbagelagt 1225 km på to hjul! Tiden er fløjet afsted, og selvom mine yderste to fingre stadig er lidt følelsesløse, har jeg fået en masse fantastiske minder med mig fra denne tur. Jeg er nok lidt tættere på at tage en tur igen om fire år, end lige umiddelbart efter jeg var kommet i mål.

Nu, hvor jeg har haft lidt tid til at fordøje det hele, vil jeg gerne dele nogle tanker og oplevelser med jer.

Følelsesløse fingre – en daglig påmindelse

Lad os starte med mine følelsesløse fingre. Ja, det er rigtigt, mine to yderste fingre på hver hånd er stadig en smule følelsesløse. Men ved I hvad? Jeg ser det som et ægte trofæ! Hænderne var udsatte undervejs, og de fortæller historien om de mange timer på cyklen, der blev tilbagelagt. Jeg er sikker på, at følelsen vender tilbage, men indtil da minder de mig om, at jeg har gennemført noget ekstraordinært.

Fantastiske minder fra ruten

De lokale beboere, der stod langs ruten og heppede på os med smil på læben, var uvurderlige. De gav os energi og vand, når benene begynder at føles som bly. Og selvfølgelig er der de andre ryttere – mennesker fra hele verden, der deler samme mål som en selv: at nå Rambouillet og fuldføre udfordringen.

Selvom Paris-Brest-Paris er en fysisk udfordring , er det også en rejse ind i ens eget sind. Man opdager, hvor meget man er i stand til, når man er fast besluttet på at nå målstregen til trods for at hele kroppen værker.