Det er ikke hver weekend, at vi har en dansker med i et finsk løb. Det har vi denne weekend, hvor Peter Paldan Sørensen deltager i 43. udgave af Suomi Run 100 km.
Peter er meget dedikeret i sin træning, og satser virkeligt meget på sin sport. Det har også tidligere givet meget flotte resultater. I 2010 løb Peter en 16. plads hjem ved VM 100 km i Gibraltar i tiden 7:04:40! Jeg mener at huske, at det samtidig rakte til en 9. plads ved EM.
Jeg kender overhovedet ikke de finske løbere i løbet, men vurderet på de sidste års resultater, så er Peter så absolut en af kandidaterne til at vinde. Jeg er ikke i tvivl om, at Peter gerne vil vinde – jeg tror dog, at hans primære mål er at komme under 7 timer. Lykkes det, så er vi også meget tæt på en ny dansk rekord (indehaves i dag af Kenneth Munk på 6:57:35).
Jeg er meget spændt på at se, hvad Peter (og crewet) kan drive det til i Finland. Er du ligeså spændt, så følg resultaterne her.
Råstyrke, vilje og udholdenhed – Peter er indbegrebet af sisu. Godt løb.
Skriv et svar