“Der er et yndigt land…” og det har jeg tænkt mig at køre igennem denne sommer.

Efter sidste sommers cykeltur (Paris-Brest-Paris) på 1.200 km i Frankrig, er det tid til at få ny udfordring i kalenderen. Til august planlægger jeg at cykle 2020 km rundt på de danske veje i løbet af 6 døgn.

Kan man (jeg) det?

Det tror jeg! Tilbage i 2000 deltog jeg i et løb i Sverige, hvor der blev kørt 2000 km på seks døgn. Det var en hård tur, men det gik. Der er dog et par forskelle fra dengang og til sommerens projekt:

  • Jeg medbringer selv min bagage (ekstra tøj, reservedele, sovepose …) denne gang. I Sverige blev det transporteret frem til vores planlagte overnatningssteder (med en dejlig seng ventende & aftens- og morgenmad).
  • Der bliver ingen at følges med i modvinden.
  • Jeg er blevet 20 år ældre (eller mere erfaren) ?

Jeg glæder mig til at cykle gennem smuk og varieret natur i det meste af Danmark. Der skal køres små 340 km i snit i døgnet, så decideret ferietur bliver det ikke. Konceptet bliver “unsupported”, hvilket betyder, at jeg ikke vil modtage planlagt hjælp undervejs (eks. ingen aftaler om overnatninger).

Grundtræningen er godt i gang. Og de kommende måneder håber jeg at kunne få et par aftaler på plads til support af projektet.

Frem til august vil jeg beskrive mine forberedelser her på siden, samt på 2020MMXX på FB, samt bruge #2020MMXX