Jeg havde fået lokket nogle gode kolleger fra DiBa med til lidt trailløb i Geel Skov i dag. Så ved syvtiden var der afgang til første afdeling af Garmin Winter Trail. Vejret var ikke ligefrem fristende, men det har jo også sin charme med lidt vådt fra oven. Geel Skov var ukendt for mig, da jeg hverken har cyklet eller løbet i bakkerne mellem Virum og Holte tidligere. Gode folk havde dog fortalt lidt rygter, så vi var forberedte.

Under hensyn til Rigets tilstand havde jeg på forhånd tilmeldt mig den korte version af dagens løb. Det var ikke nogen dårlig disposition! Der var udsigt til 6 km op- og nedtur for dagens skovsnegl (dobbelt forstand), med et minimum af træning i benene. At runden så kun var godt 5 km, vil jeg ikke sige, at jeg synes var fedt (men det var tæt på). Mine kolleger ville have noget for pengene, så de nappede den lange tur (dobbelt op).

Mit løb forløb som forudsagt. Uden de store forventninger og evner, så var det bare om at nyde naturen hele vejen rundt. Når der var fotografer på ruten, så sørgede jeg for at sætte farten lidt ned – de skulle gerne have muligheden af tage nogle skarpe billeder. Jeg var brugt til sidst.

Fordelen ved kun at løbe 1 runde var, at jeg kunne få mere tid til at få hilst på kendte og nye ansigter. Super fed stemning i målområdet 🙂 Stor tak til Thomas Dupont og Jesper Halvorsen og en masse frivillige for godt arbejde.

Dagens vindere:

  • 12 km H: Christian Madsen, 42:18
  • 12 km K: Dorte Dahl, 50:59
  • 6 km H: Jacques Dehnbostel, 22:19
  • 6 km K: Nanna Dalhoff, 25:05

Det var seje DiBa-kolleger, som jeg havde med i bilen i dag:

  • 12 km H: Kasper Jonassen, 50:53 – Placering som nr. 25.
  • 12 km K: Susanne Meyer, 1:02:51 – Placering som nr. 9.
  • 12 km K: Annette Eriksen, 1:04:17 – Placering som nr. 14.
  • 6 km H: Brian Larsen, 30:09 – Placering som nr. 17.

Med 344 deltagere i alt på de to distancer, så er der vel i grunden ikke noget at klage over.

Tak til alle omkring Garmin Winter Trail og til mine søde kolleger for en god søndag formiddag.

Geel Skov var stedet at se Dirty Girlz i dag.

Dirty Girlz i Geel Skov