endurance & passion

Forfatter: ultrarun.dk (Side 41 af 47)

Weekend med Ultralandsholdet

En weekend som blev brugt sammen med ultralandsholdet er gået. Og den gik godt 🙂

Her et døgn efter sidder jeg med en god fornemmelse for vores hold. Der er ingen tvivl om, at vi har masser af løbere, som mægtig gerne vil vise en masse i 2012.

Vores 100K-hold skal allerede løbe VM i april, så de er selvfølgelig i god form allerede nu. Vi kan håbe på lidt større brede fremover. Vi kan også håbe, at vi tiltrække nogle hurtige kvinder til dette hold. Kender I nogen, så kontakt Charley Prødel.

Der er stadig ½ år til at 24H skal til VM, så for de fleste er der et stykke til topformen, men det er sådan det skal være. DM i juni er fortsat skæringen for de sidste udtagelser til dette hold.

Generelt gælder det, at vi har fået flere løbere, som kan løbe sig ind på landsholdet. Det kan kun betyde, at konkurrencen bliver skærpet blandt de danske løbere fremover. Allerede nu kan vi konstatere, at vi står med det stærkeste danske kvindehold på 24H nogensinde – alle 7 piger har løbet eller har potentiale til at løbe over 200 km.

I regi af ultralandsholdet har der hidtil ikke været fokus på traildelen af ultralandsholdet. Det skal der gøres noget ved! Thomas Steenberg arbejder videre med rammerne for et traillandshold i 2013.

Det var super at gense “gamle” medlemmer af holdet, samt hilse velkommen til nye løbere. Tak for gode inputs og godt selskab. Vi ses derude.

 

Comeback er under forberedelse

Om tre måneder løbes der danske mesterskaber på 24 timer i Galløkken, Bornholm. Det er et løb, som jeg gennem årene har nydt at deltage i. De første år som løber, og de seneste år som crew. Der er altid en god stemning omkring dette løb, så det vil jeg nødigt misse.

Fuld af selvtillid (Havde en tur på +10K i søndags) har jeg sendt tilmeldingen afsted til Bornholm i dag. Så nu skal jeg løbe danske mesterskaber! Jeg er faktisk debutant ved et DM – men vigtigere er det, at det også bliver comeback til ultraløb.

Målet for løbet er i første omgang at hygge sig og mærke “duften af savsmuld”. Realistisk set, så er der for kort tid til, at topformen kan nå at indfinde. Det gør heller ikke så lige nu, træningen går stille og roligt fremad. Jeg ser frem til et gensyn med de efterhånden mest slidte 1.032 meter på Bornholm.

Der bliver også løbet på 6H og 48H i år.

Endurance 24H Espoo, Finland

Lørdag kl. 11 (DK-tid) lyder starten til 5. udgave af Endurance 24H i Espoo. Løbet foregår på den 390 m lange indendørs bane. Japanske Sumie Inagaki (W) har løbet 241,426 km (indendørs verdensrekord) og finske Jari Soikkeli (M) har løbet 247,944 km – så ingen tvivl om, det er en hurtig bane.

Desværre er der ingen danske løbere til start i Finland. Der er dog tradition for gode resultater, så mon ikke interesse kan holdes.

Sumie Inagaki (Japan) er igen i år storfavorit hos kvinderne med hendes 241 km på papiret. Svenske Torill Fonn har løbet 209 km. Det samme har japanske Takako Furuyama. Takako Furuyama vandt i 2009 Trans Europe! Kvindernes resultat kan følges her.

Hos herrerne er det også en japaner, som er storfavorit. Nofumi Iwamoto har løbet 247 km. Feltet er dog lidt mere samlet (Kan vi forvente lidt mere kamp?). Svenske Anders Thunberg har løbet 238 km, finske juha Hietanen har løbet 237 km og svenske Christian Ritella 234 km. Desuden er der en lang række af løbere, som kan blande sig, hvis de har dagen. Herrernes resultat kan følges her.

Jeg har fortsat til gode at løbe i Espoo, måske det kunne blive i 2013?

Hvorfor gør man det?

Det er et godt spørgsmål. Når man taler om at løbe på løbebånd i 48 timer, så er det et særdeles godt spørgsmål!

De sidste 48 timer har 6 af verdens bedste multidays-løbere tilbragt på på hvert deres løbebånd i Frankrig.

Længst kom Christian Mauduit med 395 km – det ret godt løbet! Lidt skuffende at se, at både skotske William Sichel og engelske Sharon Gayter ikke kom så langt. Se mere om løbet her.

Man må sige, at det de sidste par år er blevet meget populært at løbe ultraløb på løbebånd. Vi kommer til at se flere “tosser” de kommende måneder og år 😉 Men hvorfor gør man det?.

Bislett Indoor 50 K 2012

I morgen kl. 9 starter 81 deltagere i Bislett Indoor 50 Km (små 100 omgange på ovalen under tribunen).

Der er står en enkel dansker på startlisten (Niels Mortensen). Det er således ikke mange danskere, som har taget turen til den norske hovedstad – evt. i kombination med en tur på ski. Jeg tror, at der er et par årsager til det. For det første, så er ikke så tit, at der bliver dystet på 50 km. Desuden minder 50 km lidt for meget om marathon. Jeg mindes dog, at man sagtens kan mærke de 8 km ekstra!

Der er en del hurtige nordmænd til start, spændende at se, hvad de løber hjem i. Resultaterne kan følges her.

Nordisk 24 timers statistik 2011

Norske Per Lind har kigget resultatlisterne igennem for alle nordiske ultraløbere på 24 timers distance. Det er der kommet en lille artikel samt rangliste ud af på Kondis.no.

Hos kvinderne er der meget at være glad for som dansker:

  1. Anne Grundahl, S, 221,681 km
  2. Maria Jansson, S, 211,738 km
  3. Annedorthe Mahato, DK, 207,648 km
  4. Anne-Marie Rossen, DK, 205,194 km (Desværre glemt på Pers liste)

Det er superflot, at vi har to piger i top 4 – begge over 200 km. Jeg kunne godt håbe på, at vi får tre piger over den magiske grænse til VM i september.

Hos herrerne har finnerne præget resultatlisterne, med et par enkelte nordmænd ind imellem!

  1. Jari Soikkeli, F, 247,944 km
  2. Petri Perttilä, F, 238,969 km (løb næsten det samme på løbebånd i december)
  3. Joar Flynn Jensen, N, 237,786 km

Frederik Lassen blev dansk mester i 224,159 km og er nr. 9 på listen. Jeg er sikker på, at Frederik har flere km i sig. Det kan han jo passende vise os i september. Bjarne R Jensen havde en fantastisi afslutning på løbeåret 2011 med 214,042 km i Barcelona i december. Det er 100% sikkert – Bjarne er ikke mæt endnu.

Særligt glædeligt er det at se, at vi har en del herrer liggende lige under de 200 km. Større bredde giver større konkurrence! Måske det kan være med til, at presse det danske niveau en tand op – jeg håber det.

 

Op- eller nedtur?

”Hvordan går det?” ”Jeg kan se, at du er begyndt at løbe igen!” ”Når nu er du skadet igen, burde du ikke bare stoppe?” ”Fedt at høre, at du har gang i skoene igen.”

Ovennævnte kunne være et sammensurium af de henvendelser jeg får vedrørende mit løb. Og mange tak for jeres tanker og beskeder 🙂

Og hvordan går det så? Jeg er småskadet og er positiv som aldrig før!?

Som det er de fleste bekendt, så er jeg ved at lægge min løbestil om fra notorisk hælelander med mange års erfaring til ”barefoot-runner” med landing noget længere fremme på foden. Det kræver lidt tilvænning af muskel- og senevæv i specielt læggene (I know – jeg er en ældre ung mand). Det har givet lidt småskader i form at mindre fiberskader, stivhed i muskler o. lign. Jeg kunne givetvis bare hoppe ned i et par konventionelle løbesko og begynde at æde km i massevis. Det gør jeg så ikke lige – det ændrer ingen ting ved mine tidligere problemer.

Når jeg er positiv over min situation, så er det fordi jeg tager mine skader som tegn på udvikling. Men selv med dette syn, så er det jo rart hvis man kan bakkes lidt op. På Institute of Sports Medicine Copenhagen mener man, at der skal småskader til at stimulere senevævet til at blive stærkere.

Hvornår er jeg så tilbage? Godt spørgsmål! Med afsæt i ovennævnte, så kommer det vel an på, hvor mange skader jeg skal pådrage mig inden. Det skal jo som bekendt være skidt, før det kan blive godt.

God weekend.

Forhåndsudtagelse til VM/EM 24H

Der skal løbes VM/EM i Katowice, Polen 8.-9. september i år. Selvom der er hele 8 måneder til, så er forberedelserne godt i gang hos mange af løberne. På baggrund af tidligere præstationer er følgende forhåndsudtaget til mesterskabsløbet:

Kvinder: May-Britt Hansen, Anne-Marie Rossen, Annedorthe Mahato, Mette Pilgaard, Anne Marie Geisler, Tove Sand Brodersen og Kitt Andersen.

Herrer: Frederik Lassen, Carsten Eriksen, Lars Skytte Christoffersen, Leon Hansen, Vagn Kirkelund og Bjarne R Jensen.

Forhåndsudtagelsen betyder for ovennævnte, at de ikke behøver at kvalificere sig frem mod VM/EM. Løberne skal fortsat kunne melde sig klar træningsmæssigt og skadesmæssigt, når den endelige tilmelding skal sendes til arrangørerne.

Normalt vil der være plads til 9 løbere på hvert af holdene, så der vil fortsat være pladser at kæmpe om. Som det ser ud på nuværende tidspunkt, så vil DM på Bornholm i juni være sidste chance for at indløse adgang. Holdene bliver dog ikke fyldt op for enhver pris!

God træning

Olympian Race 2012

Når et år slutter, er det tid til at gøre regnskabet op. Står resultatet mål med anstrengelserne? Men, det er også tid til at kigge fremad mod nye udfordringer.

Synes man at Spartathlon med 246 km er lige i overkanten, så er der en anden mulighed i Grækenland 18. – 19. maj. Her løbes Olympian Race 2012 på både 180 km og 62 km på strækningen fra Nemea (Man løber gennem dette område på Spartathlon) til Olympia.

Den lange rute skal løbes indenfor 28 timer, men bliver typisk vundet i 18-19 timer. Den kortere tur skal klares på 10 timer.

Olympian Race tjener som kvalifikation til både Spartathlon og UTMB.

Jeg er ikke klar over, om der allerede er danskere tilmeldt dette løb. Men det ser spændende ud. Var jeg i bedre form på nuværende tidspunkt, så havde jeg nok tilmeldt mig 🙂

Olympian Race skal i øvrigt ikke forveksles med det ‘lidt’ længere Delphi-Olympia på 255 km. Her stiller nogle af DUUL’erne til start! Med start 14 dage før, så kan de/man jo lave en lille tur ud af det!

Er det så svært?

Det her er ikke et surt bøvs af for meget marcipan. Det er lidt tanker om, hvordan vi nogen gange gør vores hverdag meget kompleks.

Eksempel: Grundlæggende kan mennesket bevæge sig på tre måder. Vi kan gå, løbe og sprinte. Alle egenskaber, som vi har med os fra de første spæde skridt.

Et kig på diverse løbeforaer (eller blogs) kan give et indtryk af, at det at løbe er noget, vi glemmer igen. Hvilken km-tid skal jeg løbe med? Hvilke sko skal jeg løbe med, hvis jeg vil løbe marathon? Vi deltager på løbekurser (Ja, det gør jeg da også). Der er ikke noget galt i at dele erfaringer, men en gang imellem så bliver løb gjort meget akademisk!

Stop nu al den snak om, hvad du har tænkt dig at gøre – bare se at komme i gang. Learning by doing er også en ganske fornuftig måde at lære på (Gælder ikke kun i løb).

Jeg siger ikke, at du skal droppe en god planlægning – den kan være vigtig et stykke af vejen. Om ikke til andet, så til at overbevise familien om, at dit løberi ikke kommer til at tage for meget tid.

Men en sund og stærk krop kommer ikke gode intentioner alene. Handling vægter mere end kloge ord.

The King har sagt det sådan: A little less Conversation, a little more Action.

Og så kan det bare blive jul og nytår 😉

 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑