endurance & passion

Kategori: Ultradansk (Side 7 af 15)

Det kan blive en lang nat

Det er ikke kun indendørs, at der skal løbes 24 timers denne weekend.

Niels Høg Henriksen skal løbe De Langste Nacht Loop i det nordlige Holland og Bjarne R Jensen stiller til start i 24 Hores D’atletisme i Barcelona. Begge steder skal der løbes udendørs og begge steder skal der løbes på 400 meter bane.

Niels stod på startlisten til Aarhus Indoor, som desværre blev aflyst. Men træningen skulle bruges, så det er meget impulsivt at Niels står på startlisten. På startlisten står også kinesiske Jin Cao, som til dagligt bor og arbejder i Norge. Jin Cao har tidligere løbet 206 km som bedste personlige resultat. Vejret kan komme til at betyde en del for resultatet i Holland. Umiddelbart er der udsigt til rimeligt tørvejr, men til gengæld bliver der lovet en del blæst 🙁

Bjarne har løbet en del gange i Barcelona – det er vel nærmest en tradition – så han kender omgivelserne. Desværre er Bjarne rygskadet, så jeg tror ikke vi skal forventet ny PR i denne omgang. På startlisten i Spanien står også norske Joar Flynn Jensen – spændt på at se hans form. Joar har tidligere løbet næsten 238 km. På kvindesiden stiller den stærke skotte Debbie Martin-Consani med en PB på 220 km.

Happy Feet til alle.

Projekt 1000 km

Fra projektets start satte fem danske ultra-løbere hinanden stævne i denne weekenden – 20./21. december skal bruges til 24 timers løb på løbebånd. De fem er siden blevet til fire:  Anne-Marie Rossen (Svenstrup), Johnny Wulff Andersen (Hobro), Danni Callesen (Ribe) og Jakob Vestergaard (Hornbæk)

BCF

Det primære mål er at indsamle penge til Børnecancerfonden. I løbet af de 24 timer har man et håb om at kunne indsamle hele 250.000 kr. Det vil være super flot, hvis det lykkes. 

Fire forskellige steder i lande vil alle løbe efter at slå den danske rekord på 24 timers løbebånd. Den nuværende herre-rekord lyder på 208,321 km (Danni Callesen) og på kvindesiden har Anne-Marie Rossen dansk rekord på 165,1 km. Begge rekordholdere vil stå til start for at forbedre eller forsvare deres rekorder.

Følg projektet her

Grenaa 6 timers løb

Skal da love for, at der har været fart på i Grenaa i dag. Ny løberekord på 81,17 km – løbet af ultradebutanten Klaus Hagensen. Altid dejligt at se, når hurtige folk på marathondistancen tager udfordringen på 100K op.

Henrik Westerlin blev 2’er med 79,113K og Søren Rasmussen blev 3’er med 77,382K – Dejligt at se så stærke præstationer på podiet.

Hurtigste kvinder var Marianne Schøler Nielsen med 70,690K, Pia Smed Rasmussen, 68,277K og Gitte Sørensen, 68,028K.

Se den samlede resultatliste her.

 

Mors 100 miles

Så er det i morgen at 86 løbere begiver sig ud på godt 160 km rundt på Mors. Allerede til midnat vil de første være i mål igen. Størstedelen forventes dog i mål hen ad morgenen og formiddagen.

I dag har der været afsløring af “stjernefliser” på samtlige tidligere vindere på Mors. En stor gestus af de lokale og bevis på stor opbakning til løbet.

Blandt de kvindelige løbere vil jeg glæde mig til at holde øje med med Anne-Marie Rossen. Anne-Marie kender udfordringerne og havde tidligere på året et godt løb omkring Balatonsøen. Største favorit må være svenske Annika Nilrud , som har løbet 215 km på 24 timer.

Der er 76 herrer til start, og rigtig mange kan tage den endelige sejr. Frederik Lassen tog sejren sidste år med et løb på under 14:50! Så der skal holdes øje med Hr. Lassen igen i år. Desuden vil jeg holde øje med Mathias Jørgensen, Kim Hansen (DM 24 timer med over 240 km), Johnny Wulff Andersen og Niels Høg Henriksen. Måske svenske Ivan Bretan vil blande sig i topstriden?

Spændende bliver det.

Nyt 24 timers løb ser dagens lys

Kl 12 lørdag starter et døgns anstrengelser omkring Søerne i København for små 30 ultraløbere. Velkommen til verden Frk. Hansen.

Frk. Hansens 24 timers løb

Ruten er knap 6 km lang og kun hele omgange tælles, så der vil være hovedregningen på, om det kan betale sig en sidste omgang. Men måske det giver sig selv 😉

Andreas Carlsen (Vinder af Hammer Trail 100 miles 2014) står på startlisten. Med Andreas’ potentiale, så tror jeg godt, at vi kan regne med et resultat over 220 km. Men lad os se søndag middag.

 

Happy Feet

Happy Hours?

Hvis et ultraløb er godt, så må to ultraløb være dobbelt så godt?

Først tillykke til 24 timer ved havet med DM-værtsskabet 30.-31. maj i 2015. I år var første år med 24 timers løb i Sæby, flot at de er klar til et dansk mesterskab i det nordjyske 🙂 Jeg vil gøre mit til, at jeg kommer en tur forbi. det bliver næppe til plads på startlinjen, men der er sikkert god plads på siden.

Samme weekend som DM afholder Tejn IF deres 24 timers løb! Jeg synes, at det er super ærgerligt at der afholdes to danske timeløb i den samme weekend. Jeg håber, at begge arrangementer bliver en succes. Det havde været optimalt, hvis de danske løb var lidt mere fordelt udover året.

 

Ultratest i Glostrup

Det var jo nok mere et tilfælde at vi var to løbere, som “testede” ultraformen ved Glostrup Parkstafet før lørdagens UltraVasan. Testen bestod af to omgange rundt om parken og i alt 4 km, som kunne skrives i bogen 😉

Første løber i mål efter første runde: Charley Prødel. Jeg “valgte” et lidt mere ydmygt tempo, så en placering som nr. 16 overall individuelt er meget tilfredsstillende.

Synes man DHL-stafetten er for meget larm og grilllugt, så kan Glostrup Parkstafet i den grad anbefales som firmaarrangement – og som ultratest.

Charley og jeg melder klar.

Glostrup Parkstafet

 

24 timers i Viborg

Siden 2000 har der været løbet 24 timers rundt om Søndersøen i Viborg. At deltage i Viborg er som at løbe i en stor havefest – gang i den – grilllugt – og trætte folk, som ikke hjem 🙂 For snart en del år siden havde jeg min debut på 24 timers-distancen i Viborg. Masser af gode minder.

Dejligt at se, at der fortsat er mange single-løbere tilmeldt til den lange distance. For mig er Viborg stedet, hvor der popper nye navne op på ultrascenen. Jeg er spændt på, hvem der gør det godt i år på de knap 6 km rundt om Søndersø. – og der nogen, som kan slå løbsrekorden på godt 228 km?

Desværre afsluttes løbet i Viborg ikke efter nøjagtigt 24 timer, og er således heller ikke IAU-label-løb. Men man kan jo stadig løbe langt.

 

100 her og 100 der

Endnu en lørdag med “masser” af ultraløb venter derude.

Winforce 100 km (med mulighed for at løbe 50 km) trækker et  super flot felt til Fårevejle-området i morgen. Det er muligt, at det er i Lammefjorden gulerødderne gror på den gamle havbund, men ruten er på ingen måde flad. Ruten på 25 km er fordelt på “knoldene” omkring Fårevejle og med godt 400 højdemeter pr. omgang.

Det tegner til at blive godt løbevejr, først i løbet af formiddagen kommer temperaturen over de 20 grader. For nogen kan det dog godt blive en hård dag i sporet, hvorfor der er start allerede kl. 5.30.

 

Stockholm Ultra Marathon løbes også i morgen. Over 600 deltagere på 100 km eller 50 km. Det er imponerende at løbet på så kort tid kan tiltrække så mange deltagere.

Løbet har selvfølgelig tiltrukket en del af de svenske 100 km-løbere, idet de løber for kvalifikation til VM i Doha senere på året.

På startlisten har vi også en del danskere. Jeg vil holde særligt øje med startnummer 207 Brian Arreborg Hansen. I slutningen af maj løb Brian 6 timers løb ved 12run.dk, og kom ud på 82,520 km! Kvalifikationskravet til 100 km-holdet er 83 km! Målet i Stockholm er at komme under 7,5 time – og det er jeg ret sikker på, at han gør.

Live-resultater kan følges her.

Der er udsigt til lidt varmere forhold i den svenske hovedstad end i Fårevejle, så det gælder om at holde hovedet koldt. Arrangørerne har annonceret, at der vil blive sat ekstra brusere op på den knap 8 km lange rute.

Lidt indtryk fra løbet i 2013

Løbet blev i øvrigt vundet af engelske Steven Way i 6:40:14! Tidligere i år forbedrede Stevens sin  personlige rekord til 6:19:20. Steven stiller ikke til start i år, men er jeg heldig, så ser jeg ryggen af ham (i et meget kort øjeblik) om 14 dage ifm. UltraVasan.

 

Godt løb til alle – Happy Feet.

 

Det har været en klar udmelding længe…

Da Anne Marie Geisler Andersen løb over 200 km i sit første ultraløb tilbage i 2010, var der et spørgsmål efter løbet. Hvad er den danske rekord? – Den slår jeg! Jeg synes, at det er super forfriskende, når løbere melder så klart ud.

Siden har Anne Marie løbet endnu et 24 timers løb ifm VM i 2012, hvor hun kom ud på 209,3 km. Og gennem det seneste ½ års tid, har det været planen, at den skulle have et forsøg på den danske rekord denne sommer. Tiden imellem løbene har hun brugt på at få et par dejlige piger.

Rekordforsøget sker i forbindelse med 48 H & 24 H Self-Transcendence Race i Kladno (tæt ved Prag). Det kan blive en varm omgang. Især om lørdagen har de lovet temperaturer omkring 25 grader, til gengæld skulle der blive ganske behageligt om natten med omkring 15 grader.

Kan Anne Marie slå Anni Lønstads rekord på 217,75 km sat tilbage i 1997? Der er ingen tvivl om, at Anne Marie er blandt de piger, som har potentiale til at løbe længere end 220 km. Men der er jo en grund til, at rekorden har stået længe – den er svær at slå. Så det er ikke kun vejret, som skal være godt. Alle brikkerne skal passe sammen i den kommende weekend.

Rekorder er til for at blive slået. Jeg ønsker alt mulig held og lykke med forsøget.

Anne Marie løber penge ind til fordel for Depressionsforeningen ifm løbet – du kan støtte her.

 

Anne Marie er ikke den eneste dansker på startlinien. Susanne Lassen og René Vang Hansen på 48 timers listen (Susanne skal løbe 6 timer). Glæder mig til at se, hvor langt de kan komme ud. Thomas Steenberg står også på startlisten, men han deltager ikke.

 

Desværre plejer der ikke at være de store opdateringer fra løb, som arrangeres i regi af Sri Chinmoy. Jeg håber på lidt tweets herfra.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑