endurance & passion

Kategori: Ultradansk (Side 6 af 15)

Ultraweekend

Så er der dømt ultraweekend igen.

I Sverige løbes der 50-75-100 km ved Stockholm Ultra Marathon Løbet tiltrække rigtig mange løbere til alle distancerne, blandt en del af de norske og svenske topløbere på 50 og 100 km. Efter min mening, men der er kun 5 uger til VM på 100 km!

Det bliver muligt at følge resultaterne live på dette link.

 

I Viborg skal der traditionen tro løbes rundt om Søndersøen i et døgn. Super dejlige rammer – løbet må vel nærmeste betegnes som løbernes sommerfest. Dejligt at se, at en del løbere har fået vej til Viborg. Jeg er spændt på at se, hvad kommer ud af anstrengelserne.

Vinder DM Herre med 241+ km

Vinder DM Herre med 241+ km

Dansk mester 2014 Kim Hansen fra Viborg stiller ikke til start på 24 timer, da han er godt i gang med forberedelserne til Spartathlon senere i september.

 

I Odsherred bliver der så lige løbet Ndure trail 50 og 100 km. Så der bliver masser af “undskyldninger” for ikke at lave noget praktisk i løbet af dagen. Ja, den går så nok ikke!

Godt løb til alle – #HappyFeet

 

24 timer ved havet – danske mesterskaber

Det var koldt, vådt og blæsende, da jeg landede i Sæby i lørdags. Forventningerne var store til de danske mesterskaber på 24 timers løb. Et kig på deltagerlisten inden løbet afslørede en del gode løbere hos både kvinderne og herrerne. Og forventningerne blev i den grad indfriet.

Det blev et af de hurtigste DM nogensinde, hvis man alene kigger på podiet – og det gælder både hos kvinderne og herrerne.

DM Kvinder:

  1. Stine Rex, SIK80, 208,971 km (PB)
  2. Anne-Marie Rossen, AMOK, 203,296 km
  3. Mette Normind Pilgaard, AMOK, 184,858 km

Stine Rex

DM Herrer:

  1. Kim Klitgaard Sørensen, AMOK, 246,793 km (PB og 2. hurtigste i DK all-time)
  2. Bruno Batsberg, Klub 100 Marathon, 234,443 km (PB)
  3. Lars Skytte Christoffersen, Skanderborg Løbeklub, 208,922 km
Der var ingen snor i Kim

Der var ingen snor i Kim

Stine og Anne-Marie klarede kvalifikationskravet på +200 km for at komme på kvindernes 24 timers landshold. Og Kim og Bruno klarede kravet på +220 km hos herrerne. Super flot. Udtagelse til ultralandsholdet sker først på et senere tidspunkt.

Når man oplever ovennævnte på nærmeste hold, så betyder en køretur til Nordjylland ingen ting. For mig er det en kæmpe fornøjelse at stå på sidelinjen og støtte løberne under deres “kamp”.

Artikel fra DAF

Resultatlisten

Billeder 1, 2 og 3

 

 

DM 24 timer i Sæby

Tasken er pakket, og vækkeuret er sat til klokken tidligt. I morgen står den på DM i 24 timer i Sæby. Tejn IF valgte at aflyse deres 24 timers løb, og det har betydet en del flere løbere til løbet i Nordjylland (Den enes død, den andens brød).

DM24T

Der skal løbes på et 2 km lang rute – perfekt længde 🙂

Der stiller seks kvinder op til DM. Her er Anne-Marie Rossen den absolut stærkeste løber på papiret lige pt. Anne-Marie har tidligere løbet over 205 km på 24 timer. Sidste år blev Anne-Marie nr. 5 i Ultrabalaton på 212 km. Men der er altid en, som gerne vil uden om 🙂 Vi får se, hvad det bliver til – og af hvem.

På herresiden er der flere bud på topplaceringer af nye og mere erfarne navne. Jesper Kenn Olsen og Lars Skytte Christoffersen er nogle rutinerede herrer, som har meldt ud, at dette løb nærmeste skal betragtes som en god lang træningstur. Men når de først kan dufte savsmulden, så ved man aldrig helt.

Når vi taler om topplaceringer, så kommer vi helt sikkert til at se Mathias Jørgensen blande sig. Mathias løb dog 100 km for fire uger siden i 7.29.16. Der sidder nok stadig lidt i benene. Et par andre herrer, som gerne vil over 220 km er Bruno Batsberg og Kim Klitgaard Sørensen. Men det fede er, at der helt sikkert også er et par “ukendte”, som vil blande sig i topstriden.

Norske Per Audun Heskestad vil helt sikkert blande sig i den samlede sejr. Mener at have set, at kanonen er indstillet på 220,5 km.

Jeg håber, at der bliver løbet stærkt i Sæby. I min verden betyder det, at nummer 1 hos kvinder løber længere end 200 km, og at der er tre herrer over 220 km.

Ved ikke, om der kommer live resultater. Så er det godt, at man skal følge løbet på nærmeste hold.

525 km på 6 dage

Forlænget pinseferie, eller…?

DUULerne har haft gang i planlægningen, nå 17 løbere starter i dag på 525 km langs det jyske vestkyst (ikke på stranden). Med dagsetaper på 80-100 km pr. dag, så skulle de gerne ramme Grenen (Skagen) på torsdag.

Det er flot, at så mange løbere stiller til start. jeg glæder mig til at høre og se beretninger fra de seks dage.

God tur til alle – husk, der er DM 24 timer i Sæby på lørdag.

Salomon Hammer Trail

For et år siden havde jeg den fornøjelse at løbe/gå Hammer Trail på en solbeskinnet forårsdag. For mig er Nordbornholm et af de allerbedste steder at løbe i Danmark, så det er med en vis misundelse, at jeg i år er nødt til at følge løbet fra skærmen. Som plaster på såret har jeg dog haft en rigtig hyggelig tur i det lokale.

22,5 meter over havets overflade kan ikke helt måle sig med Hammer Trail

22,5 meter over havets overflade kan ikke helt måle sig med Hammer Trail

Sidste år var Dansk Atletik Forbund på Bornhom for at kigge nærmere på trailløb. Baggrunden var, at de gæve løbefolk fra Tejn Løb var interesseret i at arrangere det første DM i trail. Resultatet er, at der blev afholdt DM kort (25 km) i midten af januar og der i morgen findes en vinder af DM lang (80 km). Stort stykke arbejde er så færdig for denne gang. Fedt, at der er folk, som arbejde for sporten. Tillykke TIF!

Jesper Noer har mulighed for at blive dansk mester også på den lange distance, men jeg tror, at der kan blive kamp om podiepladserne hos både kvinder og herrer. Der er allerede VM i Annecy, Frankrig om fire uger. Traillandsholdets løbere er inde i de afsluttende forberedelser til VM, og DM har ikke passet ind i alles løbskalender i denne omgang.

Hammer Trail 2014

Strabadserne på og omkring Hammeren kan følges her.

CPH ultra 100

Her kl. 8 er 60 løbere klar på startlinien til at løbe enten marathon, 50 km eller 100 km rundt om Tueholm sø i Albertslund. Med en ruten på 2,2 km så skal løberne kund 45 gange rundt om søen.

Der er tidligere blevet løbet meget stærkt på ALOTs rute, så det bliver spændende at se, hvor hurtige dette års løbere er. Bla. stiller Brian Arreborg Hansen op på 50 km. Brian satte sidste dansk rekord på 6 timer med hele 87,158 km. Det var faktiske det 2. hurtigste 6 timers løb i 2014. Brian blev kun overgået af russiske Vadim Sharkov med sølle 30 meter!

Resultater fra løbet kan følges her.

Samling på tropperne

Efter en eftermiddag i selskab med Kim Hansen, Kim Klitgaard og Thomas Steenberg, bliver man glad i låget. Alle tre melder sig klar til VM 24 timers i Torino om 2 måneder, så ingen ændringer til holdet. Træningen går ind sin afgørende fase nu, men der er ingen som har nogen skavanker, så det lover godt.

Jeg er ret spændt på, hvad de tre gutter kan præstere i det italienske forår. Kim Hansen løb sidste år 241,657 km – næst længst nogensinde af en dansk løber – og faktisk 20. bedste resultat i verden i 2014. Thomas Steenberg løb 222,532 i Espoo for et år siden og Kim Klitgaard debuterede på 24 timer med 221,423 km i Sæby. På dagen har alle tre mere i posen. Det er ikke realistisk at tro, at alle mand kan forbedre PB ved VM, men man kan da håbe 😉

På vej hjem i IC toget “Peder Syv” så jeg nedenstående citat.

Udklip

 

Helt sikker på, at det er gældende for to gange Kim og Thomas. Glæder mig til at stå på sidelinjen.

Til møde i Kalundborg

Smuttede en tur til Kalundborg denne formiddag for at mødes med en stor del af traillandsholdet, som skal til Annecy i maj. Der er selvfølgelig en del spørgsmål i forbindelse med, at Danmark sender et hold til VM for første gang. Jeg håber, at mine indspark kunne hjælpe lidt på vej. Udover det praktiske, så var det også fedt lige at blive opdateret på, hvor langt de enkelte er i deres træning.

På nuværende tidspunkt er der udtaget 8 løbere på forhånd. Skulle der være nogen, som mener at kunne løbe med på holdet, så tag kontakt til Søren Rasmussen, som er ny koordinator for trail.

VM ruten i maj

VM ruten i maj

Ellers skulle der løbes DM cross i Kalundborg i dag. Dog uden mig, selvom det rykkede lidt i benene for at komme ud og løbe 4 km i det sneklædte Kalundborg. Spændende at se, om Dorte Dahl og Søren Rasmussen hev en DM-medalje med hjem.

Op- og nedture på Bornholm

Fredag aften/nat gik turen mod Bornholm. For snart længe siden besluttede jeg at deltage på marathondistancen i Salomon Hammer Trail Winter Edition. Ved tilbagemeldingen havde jeg nok en forhåbning om, at løbet skulle foregå i sneklædte rammer og mig i god form.

Siden jul har jeg været plaget af en øm achillessene. Det er ikke blevet til mange km og for små to uger siden var jeg noget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle stille til start. Men afsted kom jeg. Over med natfærgen og så jeg lande i startområdet i god tid inden starten kl. 10.

Efter en grundig opvarmning i Multihuset, blev højre fod tapet godt og grundigt ind. Klar til start! Med respekt for mit nuværende formniveau og skavanker placerede jeg mig rimeligt tilbage i feltet fra start. Ingen grund til at forcere noget i dagen. Et godt resultat: At komme nogenlunde rundt på samtlige 42 km og så nyde den fantastiske natur, som det nordlige Bornholm kan byde på.

Med solid regn op til løbet, var min glæde stor, da vejrudsigten bød på tørvejr og sol. Heldigvis blev mit oprindelige ønske om sne ikke til noget i denne omgang. Starten gik og jeg kom planmæssigt fra land. Gik op ad bakkerne fra start – ingen grund til at sætte systemet under pres fra start.

Næsten forårsstemning i sporet.

Næsten forårsstemning i sporet.

 

Ruten startede med en tur rundt om Hammeren, forbi Hammershus og så sydpå mod Vang. Vendepunktet lige nord for Jons Kapel – slap for trapperne i denne omgang – og så nordpå op til Hammer Havn. Undervejs et lille stykke “bjergbestigning”, hvor armene kunne hjælpe til komme op. En runde på 21 km og 750 højdemeter i lækkert terræn – god mulighed for op- og nedture. Dejligt at arrangørerne har kigget en ny rute ud.

Allerede på min første runde fik jeg lov til at mærke, at jeg på ingen måde er over mit problem med nedsunken forfødder og efter 17 km begyndte kramperne at nappe lidt i læggene. Kramperne kom helt sikkert på baggrund af min manglende samt for lidt salt, væske var ikke umiddelbart problemet. Efter første runde var der sådan set gode undskyldninger for at trække stikket, men efter et hurtigt depotbesøg var jeg i sporet igen. Når man nu har muligheden for at se det hele en gang til, så er det da bare med at komme afsted.

Kramperne blev mindre og mindre. Om det å var et udslag af saltindtag, lavere hastighed eller at jeg løb/gik mig i form, ved jeg ikke. Mit store problem var stadig smerter i forfødderne. Ubevidst begyndte jeg at kompensere, hvilket betød at også hælen fik smæk. Men også positive ting at glæde sig over 🙂 Ingen smerter eller gener i mit achillessene. Med gaffatape kan klare alt!

Tæt på mellemdepotet 11 km ude laver jeg en klassisk fejl. Har lige en periode, hvor jeg har lidt ondt af mig selv. Koncentrer mig om at få lidt fart i benene, men kigger lidt for meget ned i jordet. Overser desværre den ellers tydelige afmærkning og pludselig er der kommet lidt bonus-km på kontoen. Tilbage på sporet og lettere irriteret over, at min bøf kunne betyde, at jeg ikke kom under 7 timer.

Næsen i sporet (som efterhånden bar tydelig præg af mange hundrede fødder) og fremad.

Det er ikke en bæk.

Det er ikke en bæk.

Endelig i mål efter knap 7 timer. Det var ikke en nem dag, men hold da op, hvor jeg nød. Er som om, at jeg nyder det lidt mere, når det er svært. I dag var det ren nydelse.

Havde på forhånd reserveret en tur hjem søndag (Havde jo set, at det kunne blive en halvlang lørdag) og heldigvis for det. Det kunne således blive til nogle hyggelige timer med TIFfere fra det ganske land.

Mens jeg kæmpede ude i sporet, så blev der også løbet DM kort trail (21 km). Stort tillykke til

Herrer

  1. Jesper Noer, 1:40:26
  2. Christian Grøn Nørfelt, 1:41:56
  3. Andreas Carlsen, 1:43:32

Kvinder

  1. Rikke Due-Andersen, 1:59:53
  2. Dorte Dahl, 2:03:02
  3. Karin Louise Swiegers, 2:08:57

Du har mulighed for at løbe Hammer Trail og DM (lang trail) allerede i maj. Se mere her.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑