I går startede den 15. udgave af International Ultramarathon Festival i Athens-Hellinikon. Der bliver løbet ultraløb på en række distancer – 24H, 48H, 72H og 144H.
Den kommende weekend starter så distancer op fra 1000K til 5000K. Kan vist godt afsløre, at de distancer er knapt så spændende at følge – det kræver noget tid bag skærmen.
Tilbage til denne weekends løb, så er det særligt interessant at følge 48 timers løbet, idet vores nuværende ultra-dronning Stine Rex er med. Stine har den nuværende danske rekord med 335.741 km. Det er dog med store ambitioner, at Stine stillede til start i går, idet hun går efter at sætte ny verdensrekord på 401 km! For to år siden løb Patrycja Bereznowska denne distance, men resultatet blev ikke godkendt, da arrangørerne vist ikke helt havde styr på papirarbejdet 🙁 Et delmål bliver at sætte nordisk rekord. Der skal Stine ‘bare’ løbe 377 km. Det bliver ikke nemt, men knapt halvvejs gennem løbet ser det rigtigt fornuftigt ud 🙂 Jeg tror på, at Stine kan gøre det.
I denne weekend er der blevet løbet 24, 12 og 6 timers løb i Barcelona. Det blev til to gange sølv på 6 timers distancen til hhv Lise Friis og Brian Arreborg Hansen ? Lise slået med ca 4K op til svenske Petra Alricsson og Brian med en enkelt omgang til spanske José Rodríguez.
Resultaterne giver store forventninger til 2020, idet både Lise og Brian løber sig ind på årets top 10 på 6 timer! På kvindernes liste finder vi også Bouchra L Eriksen, som tidligere i år løb 75,4K.
Der skal afholdes Nordisk Mesterskab i 6 timers løb 18. april 2020 i hjertet af København.
Der skal løbes Nordisk Mesterskab for udvalgte løbere fra Norge, Sverige, Finland, Island, Færørerne og Danmark. Derudover er der et Open Race også på 6 timers distancen.
Der skal løbes på en 1.500 meter lang rute på Islands Brygge – garanti for meget flad rute 🙂
Tilmelding til Open Race åbner op 1. november her.
Lørdag formiddag skal det danske ultralandshold i aktion ved verdensmesterskaberne i 24 timers løb i franske Albi (lidt nordøst for Toulouse).
Håber de danske løbere har haft mulig for at nyde den dejlige by i løbet af dagen, mens de har kunne lade op. I morgen bliver der nemlig ikke mulighed for det, når løberne suser rundt på 1,5 km lange runde.
Landsholdet har gode minder fra Albi (EM 2016). Anne Marie Geisler blev den gang nummer 6 i 225 km, og med tre herrer i top 20 blev det til en 4. plads i holdkonkurrencen. Dejlige minder ?
Denne gang stiller Danmark også med et stærkt hold på syv løbere (se kvalifikationskrav),:
Kvinder ?♀️ Stine Rex (PR & NR 241.192 km, 2018), sølv ved EM 2018, vinder Ultrabalaton 2019
Herrer ?♂️ Kim Hansen (PR & NR 257.753 km, 2015), DM 24H 2019, DM 100 km 2018 ?♂️ Bruno Batsberg (PR 254.503 km, 2017), 10. plads VM 2017, vinder Mors 100 miles 2018 ?♂️ Kim Klitgaard Sørensen (PR 249.254 km, 2017) ?♂️ Klaus Pirker Jørgensen (PR 225.290 km, 2018), DM 24H 2018 ?♂️ Thomas Steenberg (PR 222.532 km, 2014) ?♂️ Carsten Friis (217.280 km, 2018)
Jeg tror (og håber), at vi kan forvente os store resultater af de danske løbere. Held og lykke til alle. Som Henrik Westerlin sagde i 2016: #HowBadDoYouReallyWantIt
Mon ikke vi følge live resultaterne her og her. #albi24h
Den tid på året, hvor jeg skriver “Den tid på året…”.
De 246 km fra Athen til Sparta skal løbes igen – og der er maksimalt 36 timer til det. I år står der fem danskere på startlinjen fredag morgen til det klassiske Spartathlon. Og jeg er klar bag skærmen fra fredag aften, når løbet er kommet over sin indledende fase – just have to!
Vores ultra-dronning Stine Rex giver den endnu et skud for at komme helt op på podiet. Tidligere er det blevet til 2 x 4. plads. Jeg tror på, at Stine kan komme helt op på toppen, hvis takterne (2’er ved EM 24H 2018 [dansk rekord 241,921 km] & 1’er Ultra Balaton 2019) fra de seneste løb holder ved.
Yderligere stiller følgende op for Danmark: Diana Kämpe, Peter Lund Torjussen, Keld Møller Jørgensen og Johnny Visholm. Diana har tidligere gennemført to Spartathlon. Peter har løbet Spartathlon og Cypres 135 miles. Keld har et Spartathlon. Johnny har løbet 200 km på 24 timer. Så alt i alt et rutineret DK-hold.
Jeg er spændt på at se, hvad den amerikanske raket Zach Bitter kan på distancen. I august satte Zach to verdensrekorder på hhv. 100 miles (11:19:13!) og 12 timer (168,792 km!). Der er stor forskel på at skyde den af på en løbebane og så en bjergvej i Grækenland – og der er et stykke op til 246 km. Men spændende bliver det ☺️
Vejret plejer at spille løberne et puds under løbet. Normalvis startes der ud i god sommervarme (efter danske forhold) og så er der altid lidt spænding om, hvordan det udvikler sig henover bjergene. Det er ikke unormalt med regnfyldte veje og kulde. Det kan presse selv de sejeste!
En af de sejeste gennem tiderne – og stadig løbende – er norske Eiolf Eivindsen. Eiolf har passeret de 63 år og stiller selvfølgelig op igen i år! Siden 2001 har Eiolf gennemført Spartathlon 15 gange. Han var allerede et ikon da jeg forsøgt mig i 2009. Jeg har den største respekt HT
Det er lidt uvirkeligt, at det allerede er to uger siden at årets udfordring startede – og bare tre døgn senere var eventyret slut. Jeg har gennemført Paris-Brest-Paris – 2019 km i et stræk.
Fra idéen kom på bordet
De første overvejelser om Paris-Brest-Paris 2019 (PBP) startede tilbage i efteråret 2017, hvor jeg traf en beslutning om at deltage igen (deltog i 1999 og 2003) i dette fantastiske cykelløb, som afholdes hvert 4. år. For at deltage i løbet, skal man i afholdelsesåret have gennemført kvalifikationsløb (kaldet brevets) på hhv. 200, 300, 400 og 600 km. Desuden vil det være en fordel at have kørt tilsvarende løb året før (altså 2018), da der gives early bird til dem, som har kørt længst. Faktisk meget fair.
Planen var at gennemføre brevets allerede i 2018, men en infektion i låret satte en stopper for det. Og jeg endte med kun at hive en enkel 200 km hjem sidst på den sæson. Jeg havde derfor ikke de store forventninger til deltagelse i PBP, da tilmeldingerne strøg af sted til dem, som havde kørt længere end mig i 2018. Men det lykkedes, jeg fik adgang 🙂
Kvalifikationerne henover foråret gik godt og havde også planlagt deltagelse i Race Around Denmark på 800 km. Det løb gik så knapt så godt. Primært fordi jeg stillede op med en hel ny cykel (havde kørt på den et par gange) og andet nyt grej, som ikke var optimalt sat op. Læring ved kasse 1.
Indcheckning i Paris
Dagen før raceday er der indchecking af ryttere og cykler til løbet. Cyklerne bliver checket om de lever op til reglerne. Lidt noget gøgl, da alle kan lave modifikationer på deres cykler efterfølgende! Havde dog fornøjelsen af kunne hjælpe en polsk/østrigsk rytter igennem kontrollen, da han havde glemt samtlige sine baglygter. Jeg havde så en ekstra i lommen.
Klokken nærmer sig 17 søndag eftermiddag i Rambouillet. Min start går lige om lidt. Vejret har ændret sig markant fra dagen før. Høj sol og trykkende varme. Efter en lidt kaotisk indplacering i startgrupperne, er vi nu klar. Det bliver godt at komme ud og få lidt luft.
Som altid er der smæk på fra start. Min plan er derfor at få lagt mig i en stor gruppe af ryttere med en moderat fart, hvor man kan fise lidt husleje af. Der er ingen grund til at bruge mange kræfter de første 100 km. Det går fint derudaf – de første par timer. Mine fødder begynder at brænde i skoene. Kort før PBP var jeg nødt at skifte cykelsko. Ikke optimalt, og især fordi jeg i ugerne op til PBP har haft udfordringer med skoene. Jeg har nedsunken forfod, de bliver trykket i skoene. Op til har jeg afhjulpet med indlæg med positiv effekt. Lige nu er der bare ild i fødderne. Skoene bliver spændt lidt op (var ikke stramme i forvejen), og efter yderligere et par timer fortager smerten/ubehaget sig.
Planen for den første nat er at køre igennem uden nogen form for søvn. Den plan holder fint til jeg har kørt godt 200 km. Min fart daler markant, og jeg kan ikke holde fokus. Selvom der kun er 15-16 km til første check point, så er jeg nødt til at nappe en powernap siddende op af en mur. Der går kun et par minutter, så dukker en ældre fransk herre op og tilbyder en sofa at sove i. Jeg afslår, jeg skal KUN hvile et par minutter. I kontrollen napper jeg dog yderligere 2 gange 15 minutters hvile. Det var ikke planlagt, men det var optimalt. Sådan er ultracykling, man må tage udgangspunkt i situationen (Og så har man jo masser af tid efterfølgende til at retfærdiggøre sine handlinger 😉 ). Hvad er grunden til, at jeg ikke kan holde mig vågen? Jeg ved det ikke eksakt, men måske har jeg brugt for mange ressourcer på at holde mig varm. Vi starter ud i en høj temperatur, men den dropper voldsomt henover natten til omkring 8 grader og med en pæn modvind bliver jeg nok lidt underafkølet.
Det første døgn går hen og blev en hård omgang for mig. Udfordringerne med fødderne komme jævnligt tilbage og så er der lige en modvind fra vest! Ikke en fordel for en stor rytter som mig, når der samtidigt skulle “klatres” på bakkerne ud mod Brest.
Efter 24 timer og omkring 510 km bliver jeg mødt af de første ryttere, som er på vej retur mod Paris. Der er fart på. Kan godt være, at de er blevet sendt af sted 30 minutter før mig, men de er stadig ca 200 km foran. Respekt! Jeg begynder at glæde mig til, at kunne sætte næsen mod øst igen – og slippe for modvinden.
Vender i Brest efter 29 timer. Kan mærke jeg er en lille smule skuffe, synes jeg har brugt lidt for lang tid! Med tider er bare tal, som ikke tager højde for modvind og smerter i fødderne. Af sted, af sted. Er træt, men ved godt mod. Har dog indstillet mig på lidt søvn i Carhaix – det første check point efter Brest. Sjovt hvor nemt det er lave den slags aftaler med sig selv, når man først har “syndet” en gang 🙂
Gode bakker frem mod Carhaix. Det går op, men det går godt nok også nedad 🙂 Men jeg har en fornemmelse af, at temperaturen igen styrtdykker. Et check på GPSen afslører igen temperaturer under 8 grader. Jeg har alt mit tøj på på nedkørslerne, men fryser som en lille hund. Glæder mig til en kop kaffe i depotet og der er højt humør trods træthed. Med 7-8 km igen lyder et smæld – jeg behøver ikke at kigge, kan mærke det med det samme. Der er sprunget en eger i baghjulet. >bip< Ved et hurtigt check konstaterer jeg, at hjulet ikke kører mod bagstagene, men bremseren skal løsnes helt. Når det skal være, så er det heldigt, at der er kort vej ind til depotet. Der er dog stadig et par pæne nedkørsler, hvor jeg lister nedover.
I Carhaix får jeg klaret stemplet i kontrolbogen og så er det ellers med at finde cykelsmeden. Jeg er heldig, der er ikke lang kø ved ham og får sat ham ind i opgaven. Jeg ryster dog så meget af kulde, at jeg er lige ved at kaste op. Få ham forklaret, at jeg bliver nødt til at smutte for at få noget varme i kroppen. Ingen problem.
En kop kaffe og en portion suppe senere er jeg tilbage hos cykelmekanikeren. Eller det vil sige, mekanikeren er der ikke. Min cykel er der stadig, men er ikke fikset endnu. Men får besked om, at den nok skal blive lavet. Jeg benytter lejligheden til at få mig en god lang lur på kantinens gulv sammen med en del andre ryttere. Der er ikke så mange fine fornemmelser, når man først er træt 😉
Efter min skønhedssøvn er jeg tilbage ved min cykel. Jeg er noget spændt. Vender selvfølgelig tanken om, at det kan være slut på årets PBP, men jeg vil gøre/betale meget for at kunne fortsætte. Min cykel står der, men der er ikke kommet ny eger i! S…! Cykelsmeden får dog hurtigt forklaret mig, at jeg godt kan fortsætte, da hjulet nu er spændt op (egeren er åbenbart en specialeger, som han ikke har i sit sortiment). Jeg kunne rulle ud i den smukkeste morgen – på flere måder. Jeg var fortsat med i PBP 🙂
Anden dag på cyklen bliver igen en hård dag. Min ben føles i udgangspunktet gode; der er god stamina, men der mangler noget power. Det kræver lige lidt accept af vilkårene, men sådan er det, og så videre derfra 🙂 Det går fint med at få spist undervejs. Lidt ensidig kost vil nogle mene, da det begrænser sig til gel og chews. I nogle af depoterne napper jeg dog en sandwich til en forandring. Rart med lidt struktur i maden.
Tredie nat er i gang – kommer hurtig til at minde om de andre to. Hvis jeg tidligere har været træt, så er jeg bare rigtig træt nu. Det betyder, at jeg nu begynder at hallucinere. Et eksempel er, at det franske vejvæsen bruger flydende asfalt til at reparere revner i vejene. Det giver en masse sorte streger. Min hjerne får de sorte streger til at ligne fine skitsetegninger af ansigter og natur i en lang tegnefilm. Jeg kan sagtens sige til mig selv, at det bare er synsbedrag, men det er min hjerne ret ligeglad med. Fra tidligere ved jeg, at hallucinationer er et step før næste – og noget mere kritiske fase. Et hurtigt sving med forhjulet – jeg har været faldet i søvn på cyklen. I forbindelse med en nedkørsel, er pulsen faldet så meget, så kroppen har tænkt: Lad os sove, nu! Adrenalin farer rundt i kroppen, men jeg bliver nødt til at tage et powernap. Har lovet at passe godt på! Godt 10 minutter i vejkanten gør underværker. Ikke mere tegnefilm i denne omgang.
Kort efter mit lille hvil rammer jeg Ambrières-les-Vallées, hvor en familie har indrettet deres garage med fem madrasser og kæmpe buffet. All for free. Venlighed strømer ud. Jeg er hel høj efter et kort stop og en kop kaffe (og er kun lidt fristet af muligheden for en lur). Den oplevelse holder mig vågen de næste tre timer. Tænk sig, at en familie hvert 4 år åbner deres hjem for tilfældige cyklister, og deler så meget omsorg ud. Det var s.. smukt 🙂
Mit kamera evner på ingen måde at gengive de hyggelige rammer i familiens garage i Ambrières-les-Vallées
Den sidste dag i sadlen bliver hot – meget hot. Mine fødder har under hele turen givet lyd fra sig, men det bliver ikke mindre her i varmen. Det betyder jævnligt pauser, hvor fødderne lige aflastes lidt. Mine cykelsko er spændt lige så løse som crocs. Hurtige at hoppe ud af 🙂 Med ca 60 km hjem begynder jeg at gøre regnskabet op for turen. Til trods for mine fodproblemer, så synes jeg at være sluppet igennem uden de voldsomme fysiske problemer. Nakke og skuldre har tidligere på sæsonen givet voldsomme problemer, det synes jeg ikke at være ramt af i samme omfang. Selvfølgelig er nakkeregionen også øm og træt, men det har ikke generet mig i stort omfang. Men men men, med 50 km hjem kommer de første alvorlige symptomer på nakkeproblemer. Det bliver pludseligt svært for mig at holde hovedet i bestemte positioner. At kigge opad samtidig med at jeg holder nede på styret er faktisk ikke muligt. Nakkemuskulaturen er udtrættet – det bliver kaldet Shermers Neck Syndrome.
Der er heldigvis kort vej hjem, så tingene udvikler sig ikke yderligere. Jeg har en plan om at komme under 72 timer / 3 døgn. Det gjorde jeg (det store kugleramme var i gang i løbet af den sidste dag, og jeg holdt måske lidt længere pauser end ellers) på 71:25:45 🙂
Selvom det er 1½ uge siden, at jeg kom i mål, så har jeg stadig lidt småskavanker. Følelse og funktion er lidt nedsat på de to yderste fingrer på både højre og venstre hånd. Mine fødder er også fortsat lidt følelsesløse, desuden har jeg haft en stor vabel under hver trædepude! Skavankerne har været forudset og går det som det plejer, så er generne væk i løbet af et par uger.
Tankerne er begyndt at kredse om de næste udfordringer. Dog lidt usikker på, hvad det kommer til at ende med. Regner helt sikkert med at deltage i PBP igen om fire år, og så har jeg vel en lille revanche med 800 km i det jyske. Vi får se.
Om seks dage går starten for mig i Paris-Brest-Paris. Er i gang med de sidste forberedelser frem mod sommerens udfordring i Frankrig. Det handler i det store hele om at få pakket stumperne. Det er for sent at gøre noget nyt eller gøre noget mere. Nuværende set up er gennemprøvet og virker – modsat min tur i Race Around Denmark i foråret, hvor meget grej var nyt og uprøvet.
Vi kører ikke med gps-trackere gennem løbet, så der er ingen live-resultater. Fordelen er, at så kan du få lavet noget fornuftigt de små tre døgn jeg kører i Frankrig (og ikke bare sidde der bag skærmen ? ). Der vil være dog være en elektronisk registrering af mine passager gennem check points på strækning mellem Paris og Brest og retur igen.
Du kan følge med her og via min twitter (bliver også vist i højre side af dette site) ???
Målet for årets cykeltræning nærmer sig. Om 15 dage cykler jeg ud på PBP, godt 1219 km på strækningen mellem Paris og Brest – og så retur igen. Man klarer sig selv på turen, og må proviantere undervejs i byerne og på de særlige depoter/check points.
Nedenstående kort er et meget godt bud på ruten, men dog ikke officiel.
Ruten er ikke teknisk svær, men alting er blot lidt længere og lidt højere end i Danmark. Højeste punkt på turen er således “kun” 348 meter – absolut til at have med at gøre. Udfordringen bliver de mange timer i sadlen – kroppen gør bare ondt til sidst – over det hele 🙂 Og så har man betalt for det 🙂
Hvad er så status på forberedelserne? I går nappede jeg hvad der nok bliver det sidste meget lange træningstur. Godt 218 km rundt på de sydsjællandske og mønske landeveje. Test af udstyr og set-up på cyklen fungerer fint. Umiddelbarrt er eneste udfordring, at jeg får ømme fødder i mine nye cykelsko. Tænker et lille indlæg kan løse problemet; der testes i morgen.
Som sagt, så er der to uger til starten i Rambouillet (Nemlig, samme sted som Tour de France startede den sidste etape). Jeg er tilmeldt en start med maksimal 80 timer til turen, men jeg håber og regner med at komme under 72 timer. Nu får vi se. Det er en lang tur, så meget kan ske. Men jeg glæder mig – det bliver fedt 🙂
Mangler du at slå en halv time ihjel, så er der en længere film med indtryk fra sidste gang Paris-Brest-Paris blev kørt i 2015.
Det er ikke hvert år, at der bliver plads til en dansker i Badwater på 217 km. Men i år er der blevet plads til Claus Rasmussen – igen. Claus deltog også for tre år siden, men måtte den gang trække stikket, så arbejdet skal gøres færdigt denne gang.
I vanlig stil løber Claus i sandaler – det bliver også vejr til det. Med omkring 50 grader i skyggen er det måske en fordel med luft til tæerne.
Normalt kan man følge løberne live via GPS-signal. Det er efter signende ikke muligt i år. Det bliver dog stadig muligt at følge lidt med, når Check Points passeres undervejs. Se her.
Kommentarer