endurance & passion

Tag: 100 miles (Side 2 af 3)

Western States 100 mile Endurance Run

Tirsdag er der afgang mod USA for den eneste danske løber i dette års Western States 100. Leon Skriver Hansen har kæmpet for (og været heldig med) at skulle deltage i dette legendariske amerikanske ultraløb. WS100 er ikke bare et løb, som man tilmelder sig. Det kræver både at man kvalificerer sig, samt at man er heldig at blive udtrukket til at deltage sammen med 407 andre,

Vil man være sikker på en plads i det efterfølgende års udgave, så skal man bare sørge for at holde sig i top 10 – så er man automatisk inviteret med. Så nu ved Leon, hvad der skal løbes efter på lørdag ;). Sidste år løb Timothy Olson de 100 miles i 14:46:44!

Som i så mange andre ultraløb, så gælder det om at lægge fornuftigt ud. Men de fleste ved også, at det kan være meget svært at overholde, hvis man føler sig i superform. I WS100 startes med en opstigning på ca. 650 højdemeter, så det kan være fatalt at gå for hurtigt ud. Så fokus, Leon! Herefter kan det ved et amerikansk overblik se ud som om, at det går nedad resten af vejen mod mål i Auburn – det gør det ikke!

Det kan i øvrigt anbefales, at man lige læser interviews med Timothy Olson (sidste års vinder og indehaver af løbsrekorden), Hal Koerner (tidligere dobbeltvinder) og Mike Morton (vinder i 1997!, men verdensmester på 24H i 2012).

[vimeo]http://vimeo.com/45038250[/vimeo]

Jeg vil ønske Leon held og lykke i dette fantastiske løb – jeg er sikker på, at han laver ny bedste danske præstation i WS100. Kim Rasmussen har mig bekendt hidtidige bedste danske resultat med 27:36 (2005).

Vil man følge resultaterne fra WS100, så kan det ske via twitter eller webcast.

 

 

Salomon Hammer Trail 2013

Lidt svært at løsrive sig fra skærmen her til morgen, når der er fuld damp på løberne på Bornholm til dette års HammerTrail. På nuværende tidspunkt er der også et par stykker, hvor dampen er gået af kedlerne.

Det løb, står så højt på ønskesedlen – det SKAL jeg prøve på et tidspunkt.

I år har jeg ikke haft tid til at sætte mig ind i de startende løbere – så det er bare at tage resultaterne som de kommer. Altid spændende at se, om de kendte holder niveau, eller om nye navne drøner udenom.

 

It’s gonna HURT

På den anden siden af kloden er der ved at blive linet op til H.U.R.T. Hawaii – 100 miles i bakkerne nordøst for Honolulu.

HURT100

I blandt de 131 startende løbere finder vi Moses Løvstad (Trailløberen) og Jesper Halvorsen. Spændende at se, hvad de to kan præstere på Hawaii – følg med i resultaterne her. Løbet kan også følges på Twitter på @HURThawaii / #hurt100.

At ruten stiller krav til løberne kan ses at sluttiderne. Bedste tid hos herrerne (Gary Robbins) er 20:12 – så måske, at første tid under 20 timer bliver i år? Kvindernes bedste tid er 24:06 løbet af Tracy Garneau.

Aloha

Mors 100 miles 2012

Der har på det seneste været en del “tunge” ultraweekender, hvor der er blevet løbet langt mange steder på en gang.

Med dobbelt VM er denne weekend ingen undtagelse. Oven i skal der så løbes 100 Miles  på Mors. Et løb som sidste år blev vundet af Carsten Eriksen på lige under 15 timer (Dansk rekord på 100 miles) – et resultat, som betød, at Carsten blev udtaget til både 100 km-holdet og 24 timer-holdet. desværre er Carsten skadet pt, hvorfor han har meldt afbud til VM i Polen.

Jeg skæver dog alligevel op til Mors, idet stærke løbere som Ole Karlsen og Lars Skytte Christoffersen stiller til start på lørdag. Det er begge løbere som “let” kan løbe over 230 km 😉 Skal vi have en ny dansk rekord, eller er benene trætte efter en hård sæson? Med store præmier, er der noget at løbe efter – mon ikke vi kommer til at se en god kamp om placeringerne?

Der er live-tracking fra løbet – løberne er udstyret med gps, så det er muligt at se placeringerne mellem løberne. Med både VM og Mors Rundt så er der dømt PC-underholdning hele weekenden. Skynd dig ned efter forsyninger, for det går snart løs.

 

Western States 100

På lørdag løbes et af de store legendariske ultraløb – det er blevet tid til Western States Endurance Run (eller den kortere version WS100). 100 miles fra Squaw Valley til Auburn op og ned af trailstier.

Der er stor interesse for at deltage i dette løb, hvorfor der er begrænset mulighed for at deltage. I år er der blevet plads til danske Andreas Carlsen, svenske Jon Soderkvist og norske Geir Frykholm. Andreas Carlsen har erfaring fra flere trailløb. Han har bl.a. gennemført Mors 100 miles.

Det bliver muligt af følge løberne her eller på twitter.

Held og lykke til Andreas. Jeg håber, at han får et nyt bæltespænde med hjem.

 

Ultra-Trail Mt. Fuji 2012

Med sine 3.776 knejsende meter er Mt. Fuji det naturlige midtpunkt for morgendagens 100 miles løb i Japan. Ligesom man ikke løber op på Mount Blanc i UTMB , så skal Mt. Fuji heller ikke bestiges undervejs (Mt. Fuji er en aktiv vulkan). Løbet bliver dog rigeligt udfordrende, idet løberne kan forvente meget forskelligt terræn på de 156 km rundt om Mt. Fuji.

At UTMJ er et søsterløb til det det mere kendte UTMB ses tydeligt på startlisten. Af prominente navne på listen kan nævnes Scott Jurek og Hal Koerner begge USA. Jeg er meget spændt på at se, om Jurek er godt løbende. Efter han blev 2’er ved VM 24H i Brivé i 2010 har han ikke gjort meget væsen af sig siden. Men der er ingen tvivl om, at Jurek er en eminent løber. Er man i tvivl, så kan man jo kaste et blik på hans præstationer i Spartathlon. Hal Koerner virker som om, at han er inde i en bedre formstime. Koerner vandt bl.a. 100 miles Rocky Racoon i lige under 13½ timer i februar.

Et andet kendt ansigt fra USA Barefoot Ted McDonald. Barefoot Ted skal løbe de 100 miles i sine Luna sandaler. Måske det var noget for Claus Posemand at tage den udfordring op, efter han gennemførte Salomon Hammer Trail 100 miles i sine Vivobarefoot.

Danmark er også repræsenteret på startlinien med Aleksandar Sørensen-Markovic. Aleksandar er tidligere pro-triathlet; så han ved, hvad der skal til. I trail-regi kan man vel sige, at Aleksandar fik sit internationale gennembrud ved at blive nr. 13 i Transgrancanaria sur-norte tidligere i år. Jeg glæder mig til at Aleksandar i dette løb og ikke mindst i fremtidige løb.

Salomon Hammer Trail 2012

Så er løjerne i gang i det Nordbornholmske. Kl. 19 gik starten til Salomon Hammer Trail 100 miles. 22 deltagere er tilmeldt den lange udgave af løbet.

Anne-Marie Rossen er eneste kvinde til start. Selvom Anne-Marie har løbet over 200 km på 24 timer samt gennemført Spartathlon, så stiller hun til start med utrolig stor respekt for 161 km.

herresiden finder vi en blandet flok af adventure-racere, ultraløbere, super-mega-seje triatleter og garvede trailrunnere. Alle har dog kvalificeret sig til strabadserne. Spændende bliver det at følge Henrik Leth Jørgensen. Kan han leve op til tidligere bedrifter?

Fra Guatemala har Juan Carlos Sagastume fundet vej til Bornholm. Sagastume er en rutineret trailløber, som har deltaget i mange og lange ekstremløb over hele verden. Og så deltog han da lige i Atlantic Rowing Race i 2005 (Samme år deltog en dansk robåd i øvrigt).

Til ALLE, som gennemfører de 161 km under 26 timer er der et bæltespænde. Sådan et spænde står på min ønskeseddel.

Senere i aften går starten til 50 miles.

Skulle der være kræfter til overs efter løbet, så kan man få lidt inspiration til en skovtur her. Linket kan også bruges af pårørende, som synes der går for lang tid imellem målpassagerne.

100 Miles Mors 2011

På lørdag er der EM / VM på 100 km i Holland. Her hjemme skal der løbes 100 miles på Mors. Endnu en weekend med masser af ultraløb.

Med udsigt til temperaturer på mellem 14 og 20 grader, og med kun lidt vind, er der noget nær optimale rammer for et godt løb på Mors.

Storfavoritrollen må tilfalde ungarske Attila Vozár; som har vundet løbet i både 2009 og 2010. Det først år Attila Vozár vandt, var det i en tid på 13H28! Jeg tror, at der er lagt op til en gentagelse.

Hos kvinderne er der på papiret en oplagt vinder i italienske Monica Casiraghi. Monica Casiraghi er flere gange medaljetager ved VM på 24 timer, samt tidligere verdensmester på 100 km. Et kæmpe scoop, at Monica Casiraghi møder op på Mors. Skal en af de danske piger drille lidt, så tror jeg, at Anne-Dorthe Mahato er det bedste bud. Anne-Dorthe har haft en fantastisk sæson i år med to danske mesterskaber på hhv. 100 km og 24 timer.

Hep hep…

 

 

Indtryk fra Le Grand Raid des Pyrénées

Jeg har tidligere skrevet om LGRP. På papiret så løbet ud til at være af samme sværhedsgrad som UltraTrail Mont Blanc. Kort fortalt: 160 km med 10.000 positive højdemeter. Men…

…løbet i Pyrenæerne er dog meget mere teknisk præget end det mere kendte søsterløb i Alperne – mere klatring end løb 🙂 Det er Jacob Nordholt Hansens indtryk af 32 timer på de små trailstier (Eneste dansker, som gennemførte løbet). Er du interesseret i at læse nærmere, så er der en artikel i Sjællandske. Desuden findes der yderligere en beretning her.

 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑