endurance & passion

Tag: træning (Side 5 af 5)

Den gik ikke

På løbeturen i fredags oplevede jeg et smæld i venstre læg efter kun 1,5 km. Med 45 minutters styrketræning som opvarmning, så var benene ikke kolde! Men der var ingen tvivl; den fiberskade skulle jeg ikke løbe videre på. Super ærgerligt – synes faktisk det er gået fremad med mit løb igennem de sidste par uger. Jeg har været meget opmærksom på ikke at forcere træningen og har været meget obs på reaktioner i benene, men der er ingen garantier.

Efter fire døgns hvile mente jeg, at det var tid til at teste skaden af. Tog en opvarmningstur på cyklen i en time, herefter var der dømt løb/gang ned til en aftendukkert. Allerede efter få hundrede meter var testen dog klar: Der skal ikke løbes på den skade! Men en gåtur tager man ikke skade af, og vandet var pragtfuldt.

Mon ikke planen er, at der holdes løbefri resten af ugen. Så må jeg se hvordan helingen er sidst på ugen.

 

Stille og roligt i gang

Det er nu tre uger siden, at jeg stille og roligt startede mit løb op igen. Når løbeskoene har ligget stille i ¾ år, så er det fedt J Turene har været på mellem 2 og 4 km – passer lige med, at man skulle ned og have en dukkert. Og de kommer ikke til at blive meget længere i den kommende tid. Fokus er lige nu på løbestilen. 

De første ture var en kombination af gang og løb og jeg var lidt spændt på, hvordan knæet ville reagere. Begyndte det at hæve, eller hvad? Der har heldigvis ikke været reaktioner i knæet, så jeg er fortrøstningsfuld. Om jeg kommer til at løbe ultraløb igen, det må tiden vise. I første omgang så handler det bare om at nyde at løbet.

I min skadesperiode har jeg holdt mig i gang med funktionel træning (bl.a brug af kettlebells og MobileFit). Det kan anbefales, og så er det faktisk sjov træning. Desuden er jeg netop startet op på yoga igen. Det trænger kroppen vist også til 😉 Jeg er ret sikker på, at en større kropsstyrke og en større fleksibilitet kan blive en gevinst for mig, når jeg nu “kæmper” mig tilbage som (ultra)løber.

Med små skridt fremad

I dag er det så allerede fire uger siden, at jeg blev knæopereret. Januar er fløjet af sted!

Hvordan går det så med benet? Jeg kan ikke sige, at smerten er blevet så og så meget mindre – da jeg overhovedet ikke har haft smerter i knæet. Det tager jeg selvfølgelig som et godt tegn. At der fortsat er lang vej tilbage, er jeg forberedt på.

For godt to uger siden begyndte jeg på min genoptræning. Den består i første omgang af bevægelse af knæleddet. For at knæet kan slippe for at være vægtbærende, sker det på kondicyklen. Der er nu ikke meget konditionstræning over det, da cyklingen foregår ved næsten ingen belastning. Men 4-5 gange om ugen á 30 minutter bliver det da til. Normalt vil min T-shirt være gennemvædet efter en halv time på cyklen; nu er der ingen sved overhovedet. Fordelen er, at man (næsten) kan slippe for at vaske idrætstøjet.

Udover at kunne løbe en tur, så savner jeg at kunne kaste lidt rundt med kettlebells. Det ligger endnu langt ude i horisonten at få lov til det igen, men jeg nærmer mig med små skridt. 

På tirsdag er det tid til yderligere en kontrol af knæet. Kunne være dejligt, hvis der kommer tilføjelser til genoptræningen

Nyere indlæg »

© 2024 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑