endurance & passion

Tag: trail (Side 4 af 5)

Natteravn på bartjans

Det er ikke verdens største trailløb, men det bliver hyggelig og en anelse hårdt (for løberne) ved den kommende nats Fruens Hamster Trail vol. 2 i Fruens Plantage ved Næstved. Starten går præcis 20.43 (solnedgang) til 6 timers trail a runder på ca. 3,7 km med omkring 170 højdemeter.

Ved vinterens udgave af FHT løb Kenneth Kofoed næsten 60 km – spændt på at se, hvor langt der bliver løbet i nat. Vejret er næsten for godt, men vi kan da håbe på en lille byge til.

Med kun en uge til UltraVasan, så skal jeg ikke ud og splitte mig selv i bakkerne. Forberedelserne er slut for mig 😉 Til gengæld vil jeg med stor glæde tilbringe natten i “baren” i selskab med Team Citronmåne.

 

Godt gået

Tak til tilskuerne i forbindelse med gårsdagens Salomon Hammer Trail på Bornholm. Der var god opbakning og opmuntrende råb (Godt gået) på de forskellige spots undervejs. Og godt gået er vist også den korte konklusion på mine 25,7 km i den dejlige nordbornholmske natur.

For godt et par måneder siden overbeviste jeg mig selv om, at det var en god idé at tilmelde sig den korte version af Hammer Trail. På det tidspunkt var der god udsigt til at komme i bare lidt anstændig form. Det er jeg ikke kommet af forskellige årsager – og så’n er det – men jeg vidste det inden startsignalet lød ved middagstid i går. Så jeg sørgede for at lægge mig ned bagerst i startgruppen fra start. Dyb koncentration! Ikke noget med at lægge hårdt fra land, selvom der var kommet nummer på “maven”.

Inden start nåede jeg at se Jesper Noer vinde 50 miles i 7t45m og Andreas Carlsen vinde 100 miles i 21t41m. Hatten af for de seje gutter, og dem som kom lige efter.

Start på 25 km Salomon Hammer Trail

Afsted afsted…! Ned over Slotslyngen mod Vang og Jons Kapel. Det går stille og roligt fremad. Jeg styrer mig! Selvom der ikke går mange km før de første lider under lidt for hårdt udlæg, så tager jeg det stille og roligt hver gang jeg løber udenom. I øvrigt når jeg vinder i lotto en dag, så køber jeg Slotslyngen – det er bare så afvekslende og storslået.

Depotet ved Jons Kapel bliver nået – nu venter en tur ned ad trapperne for at ringe med klokken nede ved kysten. Ingen tvivl om, at opturen bliver oplevet som en nedtur hos nogle. jeg selv er godt kørende – det går efter planen. Vel oppe igen går turen op mod granitbruddet ved Vang – ikke så teknisk krævende løb, så der ok med overskud.

Depot Jons Kapel

Men så! På stykket fra Vang og op til Hammershus ryger læggene – begyndende muskeltræthed sætter. But still moving! Godt hovedet ikke er træt, for hold da op nogle scenerier ud over vandet. Det kan man da kun blive glad i låget af.

På stykket ned mod Hammerhavnen giver begyndende kramper mig et lille vink om, at vi kører på kanten. Heldigvis ligger en hugorm og soler sig på stien – desværre fortrækker den hurtigt, så det blev en kort pause. Nede på Hammerhavnen råber Leon Skriver Hansen “Godt gået” efter mig, da jeg i en slags løb passerer iskiosken. Den mand må være synsk, for det er stort set det sidste stykke jeg løber i Hammer Trail. Ligegyldigt hvad jeg prøver på turen rundt om og op og ned ad Hammeren, så resulterer det i begyndende kramper.

Nedtur ved Hammershus

Jeg vil gerne have løbet hele vejen, men det er OK. Jeg har ikke været ude på 25 km i flere år, og jeg var indstillet på, at kræfterne ville slippe op. På Hammer Trailen bliver der ikke givet ved dørene! Så det var bare nyde turen og så opmuntre med et “Godt løbet” til løbere med mere fart i skoene end mig.

Hvad blev min tid? Jeg ved det faktisk ikke – den er ikke så vigtig i denne omgang. Mig bekendt er der ikke kommet en officiel resultatliste endnu, men mon ikke den bliver bragt i løbet af dagen her. Kan det anbefales? I den grad 🙂 Jeg håber, at kalenderen giver mulighed for at løbe på Hammeren igen i 2015.

Her dagen efter har benene det faktisk OK. Min akillessenen i højre læg kan jeg sagtens mærke, men det er ikke det store. Den fik også en gang gaffa inden start. Håber jeg får tid til en lille restitutionstur på cyklen senere på dagen.

GODT GÅET skal lyde til Lene, Jakob og Kim, samt alle frivillige i og omkring TIF, som sørger for at vi andre kan få nogle gode og hyggelige rammer for vores sport. Tak for det.

En lettere omskrivning af en af Jokerens sangtitler må være: Godt gået – klap dig selv på skulderen!

Et indslag fra TV2Bornholm, kan ses her.

X factor in IRL

Det eneste rigtige at bruge fredag aften på er en gang pandelampetrail. Det var i hvert tilfælde konklusionen blandt seks gutter, som havde sat hinanden stævne i Fruens Plantage. Efter en regnfuld dag, så blev det med et stjerneklart, da vi satte i gang i det våde spor i bakkerne. Super fedt.

Man løber jo og snakker lidt. Pludseligt går det op for os, at vi en specialguest med i gruppen. Danmarks hurtigste mand i Western States 100 Mile – Henrik Westerlin – har valgt at bruge fredag aften i selskab med os. Smadder hyggeligt. Henrik bor til dagligt i Bangladesh men er pt i Danmark, hvor han blandt andet skal løbe Fyr-til-fyr på Bornholm om to uger.

Der skulle også stemme nogen hjem til dagens løbetur. Det endte med at blive os alle seks, idet vi havde bevæget os ind i privat skov. Sorry – det sker ikke igen.

 

Fest på legepladsen

Så er to’eren klar! Team Citronmåne har offentliggjort datoen for Fruens Hamster Trail no. 2 her til aften. Så vil du være med til 6 timers trail 16. august i Fruens Plantage ved Næstved, så skal du nok være hurtig ved tasterne, da der kun er 40 pladser.

For mit vedkommende så bliver det nok til endnu en tur i “baren”, hvis det kan passes ind i kalender. Hvis træningen går godt, så skulle jeg gerne være i nedtrapning til UltraVasan 14 dage senere. Med god 150 højdemeter pr. 3,7 km, så skal jeg ikke “gennembankes” 🙂 Men det skal du da!

Fruens Hamster Trail

Fruens Plantage ved Næstved lagde bakker til, da Team Citronmåne arrangerede Fruens Hamster Trail – 6 timers trailløb på en runde på 3,7 km med godt 160 højdemeter.

Team Citronmåne

Teamet bag mente på forhånd, at løbet nok måtte være Danmarks hårdeste 6 timers løb.  Som en af løberne sagde efterfølgende: Fruen var vist lidt af en bitch i dag.

Det var en fornøjelse af stå i “baren” og følge de 20 løberes kamp mod det glatte og våde spor. Da jeg kender bakkernes indvirkning på egen krop, så var jeg faktisk overrasket over hvor mange som løb i alle 6 timer.

På en dag, hvor der ikke er så meget fokus på km, skulle der jo alligevel findes nogle, som løb længst. Kenneth Kofod var suveræn vinder foran Mikkel Birch Gormsen og Mads Blume. Mikkel og mads havde en tæt dyst gennem alle 6 timer. Tillykke!

Kenneth Kofod

Tak til Team Citronmåne for en tjans i baren. Jeg er klar til 2’eren.

 

Aggressiv Amager – 2. afdeling af Garmin Winter Trail

At løbe 7,4 km på en 6 km-rute er da ikke helt skidt. Og så løb jeg ikke en gang forkert. Arrangøren havde lovet at kompensere for en manglende km fra 1. afdeling. Det var så i dag, at den blev betalt tilbage.

Med start fra Naturcenter Vestamager, så var der lagt op til en flad start, dog med vinden lige i næsen. Det betød selvfølgelig en aggressiv start af næsten hele feltet. Heldigvis er jeg da så erfaringsramt, så jeg behøver ikke tænke over, om det er en god idé. Jeg hopper bare med på vognen – og så går der ikke lang tid før lungerne hiver sindsygt efter vejret.

Hvis jeg var i lidt bedre form, så var jeg måske i stand til at nyde turen udover overdrevene, gennem birkeskovene og afslutningen henover de hidsige affaldsbjergene. Nej pjat, det var en fed tur. Her kunne jeg godt finde på, at løbe igen.

Resultatmæssigt var der fremskridt at spore. 11’er på 6 km herrer og 15’er overall. Det er jeg faktisk godt tilfreds med 🙂 Husk på, der var flere løbere med denne gang.

Vi ses 5. januar til 3. afdeling af Garmin Winter Trail.

Danske Mesterskaber Trail 2015

Tejn Løb lukkede en dejlig nyhed ud i dag. Det er super, at der bliver arbejdet på at sætte et dansk mesterskab op også i trail – at det sker i forbindelse med afholdelse af Hammer Trail er jo meget naturligt, når ruten tages i betragtning.

At det først bliver i 2015 tror jeg kan gå hen og blive en fordel. Så har vi hele 2014 til at komme med input til kriterierne for et mesterskab. Desuden falder det supergodt sammen med det arbejde som Dorte Dahl er i gang med omkring etableringen af et dansk ultratraillandshold.

Jeg glæder mig til at komme forbi 🙂

Stort skulderklap til Lene, Jakob og Kim.

Dirty Girlz i skoven

Jeg havde fået lokket nogle gode kolleger fra DiBa med til lidt trailløb i Geel Skov i dag. Så ved syvtiden var der afgang til første afdeling af Garmin Winter Trail. Vejret var ikke ligefrem fristende, men det har jo også sin charme med lidt vådt fra oven. Geel Skov var ukendt for mig, da jeg hverken har cyklet eller løbet i bakkerne mellem Virum og Holte tidligere. Gode folk havde dog fortalt lidt rygter, så vi var forberedte.

Under hensyn til Rigets tilstand havde jeg på forhånd tilmeldt mig den korte version af dagens løb. Det var ikke nogen dårlig disposition! Der var udsigt til 6 km op- og nedtur for dagens skovsnegl (dobbelt forstand), med et minimum af træning i benene. At runden så kun var godt 5 km, vil jeg ikke sige, at jeg synes var fedt (men det var tæt på). Mine kolleger ville have noget for pengene, så de nappede den lange tur (dobbelt op).

Mit løb forløb som forudsagt. Uden de store forventninger og evner, så var det bare om at nyde naturen hele vejen rundt. Når der var fotografer på ruten, så sørgede jeg for at sætte farten lidt ned – de skulle gerne have muligheden af tage nogle skarpe billeder. Jeg var brugt til sidst.

Fordelen ved kun at løbe 1 runde var, at jeg kunne få mere tid til at få hilst på kendte og nye ansigter. Super fed stemning i målområdet 🙂 Stor tak til Thomas Dupont og Jesper Halvorsen og en masse frivillige for godt arbejde.

Dagens vindere:

  • 12 km H: Christian Madsen, 42:18
  • 12 km K: Dorte Dahl, 50:59
  • 6 km H: Jacques Dehnbostel, 22:19
  • 6 km K: Nanna Dalhoff, 25:05

Det var seje DiBa-kolleger, som jeg havde med i bilen i dag:

  • 12 km H: Kasper Jonassen, 50:53 – Placering som nr. 25.
  • 12 km K: Susanne Meyer, 1:02:51 – Placering som nr. 9.
  • 12 km K: Annette Eriksen, 1:04:17 – Placering som nr. 14.
  • 6 km H: Brian Larsen, 30:09 – Placering som nr. 17.

Med 344 deltagere i alt på de to distancer, så er der vel i grunden ikke noget at klage over.

Tak til alle omkring Garmin Winter Trail og til mine søde kolleger for en god søndag formiddag.

Geel Skov var stedet at se Dirty Girlz i dag.

Dirty Girlz i Geel Skov

 

 

Det er sjovere i bakkerne

Deltog denne formiddag i en trailevent i Fruens Plantage lige syd for Næstved. På forhånd havde 30 løbere meldt deres ankomst til eventen, som var arrangeret af Fysium. Jeg tror ikke, at der var nogen, som blev væk på pga. gårsdagens snestorm eller det dejligt snasket trailvejr. Der var super betingelser for at løbe i bakker på de småstier – og så i et par lånte sko fra Salomon. Og mon ikke der ryger et par knopsko eller to over disken i løbet af den kommende uge 🙂

Nu er det ikke fordi det på nogen måde er nyt for mig at løbe i naturen – skov og sti har altid været min fortrukne legeplads, når der skulle løbetrænes. Og selve området har jeg løbet og cyklet meget i gennem årene – fantastisk sted. Men når det er muligt, så vil jeg gerne støtte op om  gode lokale initiativer – som gør alle parter lidt rigere.

Med Tracy Høeg i front gik tur rundt i bakkerne. Alle kunne være med, da der blev gjort små hold undervejs. Min nuværende formkurve blev bekræftet med besværet vejrtrækning. Der er stadig et stykke vej tilbage. Så ærligt; jeg beklagede ikke de små pauser.

Som nævnt, så var der mulighed for at prøve et par sko fra Salomon. På første tur røg jeg ned i et par Fellraiser – god pasform og med godt bid i underlaget, men stadig en lidt højhælet fornemmelse. På 2. turen var jeg tilbage i mine Vivobarefoot Neo Trail – dejligt at komme ned på jorden igen.

Næste weekend står den på en hyggetur til Geel Skov sammen med gode kolleger. Vi ses til Garmin Winter Trail. Har du ikke tilmeldt dig endnu, så tror jeg faktisk, at du kan nå det endnu. Efter dagens event, så er jeg superklar 😉

Nyt fra ultralandsholdet

Vi har ultralandshold på 100 km og 24 timer – og vi skal selvfølgelig også løbe med om verdensmesterskaber i trail.

En af vores aller stærkeste ultratrailløbere – Dorte Dahl – har sagt ja til at stå i spidsen for det kommende arbejde med at definere rammerne for et landshold på trail-distancen.

Som det er de fleste bekendt, så har Dorte blandt meget andet en aktiv karriere som landsholdsløber i orienteringsløb. Når Dorte ikke lige dominerer trailløb rundt omkring, så er hun ansat som idrætskonsulent i DGI; og har tidligere været ansat hos Dansk Atletik.

Personligt glæder jeg mig meget til samarbejdet med Dorte. Jeg er sikker på, at Dorte bliver en stor gevinst for et kommende traillandshold og ultralandsholdet generelt.

Når der er flere oplysninger vedrørende traillandsholdet, så vil de være at finde på denne side.

 

 

 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑