Der har desværre været tegn på længe, at VM 100 km i Sydafrika ville blive aflyst. Nu er det så en realitet! Det er ærgerligt for de atleter, som har haft VM som efterårets mål. Det betyder desværre også, at Pia Sørensen, Maibritt Skovgaard og Ole Karlsen ikke kommer til at løbe i denne omgang. For Pia og Maibritt skal der nok komme nye VM-muligheder. Ole havde derimod planer om, at løbet i Sydafrika skulle være det sidste i landsholdstrøjen. Vi er nogle stykker som håber, at han ændrer denne beslutning.
Hvorfor bliver VM ikke til noget? Det handler om sponsorer (penge) og lokal opbakning (frivillige og offentlige instanser). Det er mit bud! Og objektivt set, så er ultraløb på 100K og 24 timers ikke de store sponsormagneter. På trailfronten er det lidt anderledes lige i øjeblikket. Måske, fordi det er kortere events?
IAU arbejder godt nok på, at der stadig kan blive løbet VM på 100 km-distancen i år. Oprindeligt var planen, at der skulle løbes i Sydkorea, så blev det forsøgt afholdt i Sydafrika og i øjeblikket arbejdes der på muligheder i Emiraterne. Jeg tror desværre ikke, at det lykkes at få et godt arrangement på benene med så kort varsel. Skulle det lykkes, så er det allerede for sent! En del løbere tør ikke satsen på et nyt VM-arrangement, hvorfor de hellere vil bruge formen til et andet løb.
0 Kommentarer
1 Pingback