Der er nu kun fire uger til starten af cykelløbet Paris-Brest-Paris.

Træningen går godt, og der begynder at være styr på stumperne 

Jeg bøvler lidt med et ømt håndled. I bedste Pogacar-stil, så skal jeg nok få “glæde” af det, når der begynder at rulle km ind på kontoen. Men det er som det er, og så må jeg forsøge at forbedre mig bedst muligt på det.

Benene har det fint, og der er endnu et par uger til at bygge op i. Herefter et par uger, hvor der skal trappes ned og opbygges fysisk og mentalt sult efter at komme ud og køre. Den sidste uge kan godt være lidt sej for mine omgivelser 😉

Mangler fortsat at indkøbe lidt energi til turen, Men det er bliver klaret snart.

Jeg har undervejs behov for at oplade min GPS-enhed. Det er tidligere sket ved at konverterer strøm fra navdynamoen og til power banks. På min tur Danmark Rundt for et par år siden viste det sig at være en lidt sårbar løsning. Konverteren brændte af og pludselig var løbet tør for strøm. I år satser jeg på at klare mig med power banks alene.

Lidt om PBP

Løbet er verdens næstældste stadig eksisterende cykelløb og blev gennemført første gang i 1891. I starten var det en konkurrence, og der deltog både amatører og professionelle. Siden 1951 har det kun være for amatører og konkurrencedelen er taget – det gælder om at gennemføre.

For at gennemføre udfordringen så skal de 1219 km gennemføres på under 90 timer. Tidligere da veje og cykler var af en anden standard, var der 10 dage til turen. Det gælder først og fremmest om at gennemføre, men er forholdene til det, så vil jeg køre lige under 72 timer (mit resultat i 2019). Men meget kan ske undervejs.

Godt 8000 ryttere fra hele verden har forhåndstilmeldt sig løbet, men det er kun omkring 6800 ryttere der har klaret kvalifikationskravene. Det er mange deltagere, men det plejer ikke at være et problem. Der bliver startet i heats, og det er kun de første 100 km, som opleves hektiske.

Ruten starter uden for Paris i Rambouillet, og fører os gennem de smukke og bakkede landskaber i Normandiet og Bretagne ud til Atlanterhavskysten ved Brest.

Ruten er ikke meget teknisk og er godt skiltet undervejs. Jeg plejer at sige, at det hele er 3 gange det, som vi vant til at cykle på i Danmark. Højeste punkt på turen er således kun omkring 340 meter.

Langs hele ruten bliver man mødt af fransk applaus og opbakning. Og tilråb som bon courage og bonne route giver altid til ekstra motivation og kræfter.