Forhåndsudtagelse til VM/EM 24H

Der skal løbes VM/EM i Katowice, Polen 8.-9. september i år. Selvom der er hele 8 måneder til, så er forberedelserne godt i gang hos mange af løberne. På baggrund af tidligere præstationer er følgende forhåndsudtaget til mesterskabsløbet:

Kvinder: May-Britt Hansen, Anne-Marie Rossen, Annedorthe Mahato, Mette Pilgaard, Anne Marie Geisler, Tove Sand Brodersen og Kitt Andersen.

Herrer: Frederik Lassen, Carsten Eriksen, Lars Skytte Christoffersen, Leon Hansen, Vagn Kirkelund og Bjarne R Jensen.

Forhåndsudtagelsen betyder for ovennævnte, at de ikke behøver at kvalificere sig frem mod VM/EM. Løberne skal fortsat kunne melde sig klar træningsmæssigt og skadesmæssigt, når den endelige tilmelding skal sendes til arrangørerne.

Normalt vil der være plads til 9 løbere på hvert af holdene, så der vil fortsat være pladser at kæmpe om. Som det ser ud på nuværende tidspunkt, så vil DM på Bornholm i juni være sidste chance for at indløse adgang. Holdene bliver dog ikke fyldt op for enhver pris!

God træning

Share

EM / VM i Winschoten 100 km

I dag rejser Ole Karlsen, Poul Pedersen, Charley Prødel og Thomas Skytte til Holland for repræsentere de danske farver ved EM / VM 100 km i Winschoten på lørdag.

Ole Karlsen har bedste PR inden løbet på 7:34. Ole har brugt en del af sommeren på at cykle til Nice sammen med sine sønner – spændende at se, hvad den alternative træning har givet. Jeg har store forventninger til, at Thomas Skytte leverer et kanonresultat på lørdag – hvilket betyder, at han laver ny PR (bedre end 7:39). Thomas vandt DM 2010 i sit debutløb – imponerende! Også Poul Pedersen og Charley Prødel har løbet gode tider. Vi kan således stille med et landshold, hvor samtlige løbere er under 8 timer på de 100 km.

Det er en skam, at holdet ikke har Kenneth Munk og Peter Paldan med. En lidt større bredde kunne give plads til, at enkelte løbere havde en off-day. Nu skal alle mand løbe stærkt, hvis vi skal have et godt resultat i holdkonkurrencen (3 bedste tider tæller). I øjeblikket stiller vi desværre ikke med et kvindeligt landshold på distancen. :-(

En af storfavoritterne til løbet i Winschoten er Giorgio Calcaterra. Den italienske løbemaskine har præsteret 6:25 på 100 km i år. Det er altså over 15,5 km/t!

Held og lykke til det danske hold.

 

Share

100 km-holdet er udtaget

Ultralandsholdet til VM / EM 10. september i hollandske Winshcoten er udtaget. Holdet består af fire stærke løbere, hvoraf de tre har tidligere erfaringer fra internationale mesterskaber:

  • Ole Karlsen, med PR 7:34
  • Poul Pedersen, med PR 7:49
  • Charley Prødel, med PR 7:58
  • Thomas Skytte, med PR 7:39 – debutant

Desværre har vi ingen danske kvinder, som stiller op på distancen. Vi kan da håbe, at det er ændret til næste år.

Share