endurance & passion

Forfatter: ultrarun.dk (Side 38 af 47)

VM 24H i Katowice, Polen – torsdag

Så er det allerede to dage siden, at jeg kom hjem fra VM i 24. Jeg glæder mig til at dele mine oplevelser med interesserede.

Vi stillede med det største hold nogensinde:

Kvinderne: Tina Andersen, Helle Andersson, Anne Marie Geisler Andersen, Annedorthe Mahato, Anne-Marie Rossen og Kitt Andersen.

Herrerne: Vagn Kirkelund, Mathias Jørgensen, René Koch Larsen, Frederik Lassen, Leon Skriver Hansen, Thomas Steenberg-Hansen og Bjarne R Larsen.

En del af holdet mødtes jeg med i Kastrup Lufthavn torsdag formiddag. Det skulle vise sig ikke at blive helt nemt at komme til Katowice. På vej ind i toget kom der en sms med besked om, at vores fly var blevet aflyst. Ved nærmere undersøgelse viste det sig ”heldigvis”, at vi var ombooket til et andet fly til Polen. Konsekvensen var, at vi nu skulle lande i Wroclaw og kunne se frem til ekstra 200 km i bus! Hele idéen med at flyve til Katowice gik ligesom lidt af fløjten. Vi så dog positivt på chikanen. Alle rigtige sportsstjerner har vel prøvet bøvl med transporten, når de skulle til Østeuropa, ikke?

Inden vi kunne komme ind til vores ”nye” fly, blev vi mødt med yderligere en forhindring. Kort før security checket blev vi stoppet af tre politibetjente. Først tror man jo næsten, at de er ude efter en autograf. Det var de IKKE! De antog os for at være aktivister… så vi måtte pænt vise billet og pas og et par af os røg i den sorte bog. Da vi forklarede, at vi var på vej VM i 24 timers løb, fik vi lov til at smutte. Tilbage stod tre mere eller mindre måbende betjente.

I CPH Airport mødte vi de øvrige nordiske ultralandshold. Så konkurrenterne blev kigget ud med det samme – og ellers var der bare hyggeligt gensyn. Fedt at kunne mødes som konkurrenter på den måde. Når finnerne, nordmændene og svenskerne skulle samme vej som os, så havde de heller ingen fordele – så ingen undskyldninger der.

Efter en begivenhedsløs bustur ankom vi endelig til Katowice. Som de fleste andre nationer skulle vi indlogeres på AWF Hotel *. Man fristes til at sige selvfølgelig var der ikke styr på værelserne, men vi fik rykket lidt rundt på folk, så der blev en seng til alle.

Den resterende del af holdet ankom til hotellet i løbet af aftenen – endelig var vores hold samlet. En super fornemmelse J

Forventningen sitrede hos folk. Ikke alle havde lige let ved at sove.

Mors 100 miles 2012

Der har på det seneste været en del “tunge” ultraweekender, hvor der er blevet løbet langt mange steder på en gang.

Med dobbelt VM er denne weekend ingen undtagelse. Oven i skal der så løbes 100 Miles  på Mors. Et løb som sidste år blev vundet af Carsten Eriksen på lige under 15 timer (Dansk rekord på 100 miles) – et resultat, som betød, at Carsten blev udtaget til både 100 km-holdet og 24 timer-holdet. desværre er Carsten skadet pt, hvorfor han har meldt afbud til VM i Polen.

Jeg skæver dog alligevel op til Mors, idet stærke løbere som Ole Karlsen og Lars Skytte Christoffersen stiller til start på lørdag. Det er begge løbere som “let” kan løbe over 230 km 😉 Skal vi have en ny dansk rekord, eller er benene trætte efter en hård sæson? Med store præmier, er der noget at løbe efter – mon ikke vi kommer til at se en god kamp om placeringerne?

Der er live-tracking fra løbet – løberne er udstyret med gps, så det er muligt at se placeringerne mellem løberne. Med både VM og Mors Rundt så er der dømt PC-underholdning hele weekenden. Skynd dig ned efter forsyninger, for det går snart løs.

 

Langdistanz Berglauf Weltmeisterschaften 2012

Der er lagt op til weekend i verdensmesterskaberne tegn. Blandt danske ultraløbere er der nok mest opmærksomhed omkring VM i Katowice, Polen.

Der bliver dog også dystet i VM i bjergløb. Det foregår i Schweiz, hvor Jungfrau-marathon danner rammerne om dette mesterskab. Lørdag er det kvindernes tur og søndag dyster herrerne. Ruten starter i godt 500 meter og relativt fladt, hvorefter den slutter i omkring 2.200 meter

Flade Danmark er også repræsenteret, idet Dorte Dahl fra Hillerød deltager. Dorte kan både langt og stærkt. det betyder, at en marathontid typisk ligger under tre timer.

Off to Poland

Så er det afgang til VM i Polen.

I løbet af formiddagen mødes jeg med en del af løberne i Kastrup Lufthavn, de resterende løbere møder jeg i Katowice i løbet af dagen.

Der er spænding på selvom jeg ikke skal ned og løbe – men jeg glæder mig, som en lille dreng til juleaften. Det er så fedt at opleve, når mennesker som har trænet længe lykkes med deres projekt. Og måske man kan hjælpe en lille smule undervejs.

På papiret kommer vi hjem med en ny dansk (tre-mands)holdrekord for kvinder. Den gamle rekord er på cirka 539 km. Men et er teori noget andet er praktisk.

Herrerne får nok lidt svære ved at lave rekord, idet er på omkring 671 km. Men måske et par af gutterne har ekstra skud i fødderne.

Jeg regner ikke med, at jeg leverer opdateringer fra Polen – jeg tror, at jeg får nok at gøre.

Læs i øvrigt indlæg på http://exploringthelimits.wordpress.com/

Så er det afsted – god weekend.

North Face Ultra-Trail Mont Blanc 2012

Igen i år deltager en flok danskere i trailløbet rundt om Mont Blanc. De 160 km og knap 10.000 højdemeter tiltrækker i den grad løbere fra hele verden. Måske det også handler om, at de allerbedste løbere stiller til start.

Det bliver på ingen måde et UTMB som tidligere år, idet løbet er forkortet til 103 km. Det skyldes en vejrudsigt, som melder om minusgrader samt regn/sne – med den sommer vi har i Danmark, må de danske løbere være godt forberedt.

Løbet kan følges live via twitter og Facebook. Eller se ultraTRAIL.tv. Følg Moses Løvstad aka Trailløberen på Facebook.

Be Cool – Not Cold

 

Ultrafestival i Skövde

Så bliver der løbet ultraløb igen. Denne gang er der timeløb i Skövde, Sverige på distancer 6 timer og op til 48 timer. Der løbes på en 400 meter løbebane, så der er virkelig lagt op til en tur i hamsterhjulet.

Reima Hartikainens arrangement har tiltrukket nogle gode udenlandske løbere til de to døgn:

Den legendariske Yannis Kouros fra Grækenland har lagt sig i spids fra start, men han har også noget at have det. Kouros har verdensrekorden på 48 timer med 473 km (sat tilbage i 1996). I 2008 satte Kourus verdensrekord for sin aldersgruppe med 433 km; i øvrigt på Bornholm. I den forbindelse løb Kouros 266 km det første døgn! I de sidste tre-fire år har man ikke hørt så meget til Kouros, så det er meget spændende at se, hvad han kan præstere på den røde tartan.

William Sichel fra Skotland er også en rigtig god multidays runner. Sichel har en personlig rekord på 344 km, så afgjort en mand, man skal regne med i det samlede resultat.

Et par franskmænd er dykket op. Jacky Lesueur har ikke tidligere præsteret det store i sammenhæng af ultraløb. Umiddelbart vil det være en overraskelse, hvis han kommer til at gøre sig gældende i det samlede resultat. Girard Serge er en løber, som kan overraske i løbet af de kommende 48 timer. Girard Serge er kendt for at have løbet længst på et år! Desuden er der ikke mange steder, hvor han ikke har løbet.

Fra Danmark stiller en række løbere op: Lars Skytte Christoffersen (PB 373 km), René Vang Hansen (PB 284 km), Søren RaSor Raarup (PB 296 km), Morten Rasmussen (debutant) og dansk/svenske Rune Thieme (PB 164 km).

Det er kun to uger siden, at Lars og Morten løb i Viborg – spændende at se, om der stadig sidder nogle rester af benene.

På 12 timer deltager May-Britt Hansen. May-Britt løber for en personlig rekord – det kommer til at gå godt, da hun er debutant på distancen.

Følg tweets og live-resultater fra Skövde.

Held og lykke med et godt løb til alle. Håber, at det kan holde nogenlunde tørt.

 

Resultater fra en travl weekend

Mens vi andre lå på stranden for første (og sikkert også sidste) gang i år, så blev der løbet langt i Viborg og på Bornholm.

Jens Ole Nielsen har nu ny banerekord for 24 timer rundt om Søndersøen i Viborg. 228 km – det er super flot. Stort tillykke herfra (Selvom jeg så ikke har noget at prale af mere!). Kim Hansen leverede et godt resultat på 2. pladsen med omkring 200 km. Med så mange løbere til start, så kunne man godt have håbet på lidt flere løbere over de 200 km.

Ole Karlsen blev igen dansk mester på 100 km i går på lige under 9 timer. Også stort tillykke til Ole. Stor respekt til Ole for at gennemføre på en dag, som ikke helt kørte efter planen. Der var “desværre” ikke andre løbere, som kunne udnytte denne lille off-day for Ole. Der kunne godt have været en større opbakning til dette DM-arrangement. Jeg forstår, hvis TIF’ferne er lidt skuffet.

Stort tillykke til de løbere, som lavede PR eller havde debut i hhv. Viborg og Tejn.

 

Travl ultraweekend

Det ser ud som, at den danske sommer viser sig fra sin bedste side denne weekend. Super vejr til de to ultraløb i henholdsvis Viborg og Bornholm.

Igen i år løbes der rundt omkring Søndersøen i Viborg på 12 og 24 timer. Arrangementet er primært for stafethold, men en del single-løbere stiller op på startlinien. Med det store antal solo-løbere, så kunne det være super, hvis arrangørerne gik efter at blive IAU-label-løb.

I morgen skal der løbes 100 km fra Tejn havn og så Bornholm rundt. Løbet er både Dansk og Bornholmsk mesterskab. Desværre er der ikke så mange tilmeldte. Det kan ikke være på grund af arrangementet – mon ikke krisen kradser lidt hos folk?

Held og lykke til alle løbere – glæder mig til at se resultaterne af jeres anstrengelser.

 

Endelig tilmelding til VM

Så blev den endelige tilmelding sendt afsted til IAU i aftes. Det største danske hold, der nogensinde har løbet ved et VM – 13 løbere i alt:

Kvinder (PB): Annedorthe Mahato (207,6K), Anne-Marie Rossen (205,2K), Anne Marie Geisler Andersen (200,2K), Helle Andersson (192,8K), Tina Andersen (183,8K) og Kitt Andersen (183,4K).

Herrer (PB): Frederik Lassen (224,2K), Vagn Kirkelund (219,3K), Bjarne R Jensen (214,0K), René Koch Larsen (211,7K), Leon Skriver Hansen (210,6K), Thomas Steenberg-Hansen (207,3K) og Mathias Jørgensen (200,2K).

Glæder mig 🙂

Besked fra Skodsborg

For en uge siden var jeg på Kysthospitalet for at få foretaget en MR-scanning af mit højre knæ. I dag var der så en tilbagemelding på billederne.

Kort fortalt, så var det en tilbagemelding, som både var positiv og negativ. Man kan konstatere, at der er en skade på den inderst menisk samt en bruskskade på lårknoglen. Det positive er, at skaden (med stor sandsynlighed) kan gå i sig selv. Det negative er, at det tager tid. Foreløbig skal jeg til en kontrol om 5 uger.

Det betyder, at der fortsat ikke er plads til løb eller andre aktiviteter, som belaster knæet. Ærgerligt, at jeg nåede at få lagt fliser. Til gengæld kan jeg cykle ved lav belastning. Da jeg ikke mærker de store problemer i øjeblikket, har jeg stor lyst til at forcere genoptræningen – jeg vil jo gerne i gang igen. Men, jeg holder fast i beskeden fra lægen.

 

 

 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑