endurance & passion

Kategori: Ultraglobal (Side 13 af 20)

Bislett 24H Indoor Challenge 2013

Så er det atter blevet tid til ultraløbernes julefrokost i den norske hovedstad. Kl. 10 i morgen går starten til dette års karruseltur under tribunerne på Bislett Stadion.

Ruten er til at finde ud af – det er bare at følge den røde tartanbane de godt 500 meter rundt. Løbet kan ikke prale af spektakulære udsigtspunkter undervejs, idet højdeforskellen maksimal kan måles til 0,8 meter. Til gengæld kommer man tit forbi depotet, og der er en super opbakning fra arrangør og tilskuere. Det skal nok blive en fest.

Dejligt at se, at et hold danskere har fundet op til løbet. Der er basis for, at fem kan lave nogle gode resultater “under jorden”. Berit Jessen har desværre trukket sig pga. en skade. Under hensyn til tidligere præstationer, så må det være Thomas Steenberg, som skal levere det bedste resultat. Thomas har tidligere løbet for det danske ultralandshold. Men efter udtagelseskriterierne blev skærpet i sommers, så kræver det et resultat over 220 km for at komme på holdet igen. Jeg er ret sikker på, at det også er Thomas’ plan for weekendens tur. Kunne være sjovt, hvis en eller to af de andre fem kunne komme over 200 km.

Sverige stiller vanen tro med mange løbere. Hos herrerne er det nok mest Andreas Falk og Johan Steene, som skinner igennem. Andreas har tidligere løbet knapt 236 km og blev i øvrigt nr. 4 i Spartathlon 2012 med en tid lige under 28 timer! Johan har løbet 225 km. På en god dag, så står en af dem på podiet.

De svenske piger har gennem de sidste par år været meget dominerende i Norden. Mit bud er, at den samlede vinder hos kvinderne skal findes mellem Frida Södermark (PB 214 km) og Maria Jansson (PB 212 km). Trediepladsen kunne også meget vel gå til en af de svenske piger. Men lad os se – (næsten) alt kan ske!

Nordmændene er selvfølgelig repræsenteret i stort omfang. Bislett er igen i år rammen om de norske mesterskaber på 24 timer. Mon ikke, at det har lidt at sige?

Norge mangler et par hurtige piger på distancen. Det bliver derfor spændende at se, om mesterskabet kan vindes med et resultat over 200 km. Lad os håbe, at et par løbere bryder igennem. Jeg kender desværre ikke særligt meget til de norske kvinder, så jeg vil ikke komme med et bud.

Det norske herrelandshold er stærkt og de er til start alle mand. Mit bud er dog, at Bjørn Taranger (PB 245 km) løber med sejren og mesterskabet. Gjermund Sørstad har tidligere løbet knap 248 km, men døjer lige i øjeblikket med en betændt tå (det kan få betydning i anden halvdel af løbet, hvis der bliver kompenseret for meget). Hvis de to herrer ikke leverer 100%, så løber Lars Chr. Dørum (PB 235 km), Joar Flynn Jensen (PB 237 km), Peter Tubaas (PB 237 km) og Per Audun Heskestad (PB 226 km) lige bagved – klar til at snuppe chancen. Desværre er den tidligere norske storløber Jon Harald Berge ikke at se på startlisten. Jeg kan fem år efter mit PB-løb på Bislett stadig glæde mig over, at jeg løb fra ham den gang [Små glæder] 🙂

Resultaterne fra Bislett kan følges live her, samt på live-stream. Husk, det var fra lørdag kl. 10!

Jeg vil ønske alle på eller rundt om banen på Bislett en rigtig dejlig weekend med gode personlige resultater.

Jeg har en stille drøm om, at 2014 bliver året, hvor jeg tager en tur til Bislett for at løbe. Den tid – den glæde.

 

 

 

Hvis man kunne ønske sig…

… noget i denne søde (snart) juletid, så må det være, at IAU snart melder en dato og en lokation ud for VM 24 timer i 2014. Der var lovet en udmelding i slutningen af oktober, og nu har vi i slutningen af november stadig ikke modtaget nogen information.

Jeg ved, at IAU vil være meget sikre i deres udmelding – det forstår jeg godt efter det forløb, som vi oplevede ifm. dette års VM på 100 km. Her blev VM-arrangementet forsøgt stablet på benene tre forskellige steder. Men det er altså frustrerende, at det kommende års program ikke kan begynde at tage form.

Kommer VM til at ligge i foråret, så vil det betyde, at løbere udtaget til VM ikke kommer til at løbe DM på Bornholm (Hvis VM ligger efter DM). Kommer VM derimod til at ligge i efteråret, så kan DM lige pludselig bruges som udtagelsesløb.

Vil man gerne i betragtning til en plads på ultralandsholdet 24 timer, og samtidig være uafhængig af tidspunktet for VM, så skal man gerne på startlisten til et af vinterens indendørs løb i enten Oslo eller Växjö her i december. Måske kan løbet i Helsinki i slutningen af februar også komme med i betragtning.

Se her, hvem der allerede er i betragtning til bruttogruppen og ultralandsholdet.

Kære IAU-mand, jeg ønsker mig…

 

 

Resultater amerikanske mesterskaber 24 timer

Det var da vist i den grad The Hard Way at blive amerikansk mester på 24 timer i år. Vejrguderne må have været noget efter de amerikanske løbere, for resultaterne var på ingen måde prangende i forhold det normalt meget høje performanceniveau.

Top 3 herrer:

  1. John Cash: 139,45 miles / 224 km. Ny amerikansk mester. Skal bemærkes, at John Cash stoppede efter 23 timer!
  2. Nelsom Armstrong: 138,52 miles / 221 km
  3. David Ploskonka: 132,71 miles / 217 km

Top 3 kvinder:

  1. Connie Gardner: 130,79 miles / 210 km
  2. Katalin Nagy: 123,10 miles / 198 km
  3. Cheryl Yanek: 113,48 miles / 183 km

Øvrige resultater.

John Cash havde inden weekendens mesterskab løbet 210 km tidligere på året, så et udmærket løb af ham, men langt under, hvad de amerikanske gutter normalt leverer. Inden løbet var der tale om, at der måske ville blive gjort forsøg på at løbe amerikansk rekord – det blev en fuser.

Connie Gardner har en PB på over 240 km, så hendes resultat var også en del under standard! Connie Gardner lå 2’er gennem første del af løbet, da Sabrina Little tog teten fra start. Regn og sygdom tvang Sabrina Little til at trække sig ud af løbet efter 12 timer. På det tidspunkt havde Sabrina Little tilbagelagt 125 km.

 

Amerikanske mesterskaber 24 timer – The Hard Way

I morgen går starten til de amerikanske mesterskaber på 24 timer på en 1,5 km rute i Oklahoma City.

USA har haft mange gode ultraløbere gennem årene, men i en periode så man mest til amerikanerne i diverse 100 miles løb. I de senere år har amerikanerne præget de internationale mesterskaber med superpræstationer. Jonathan Olson og John Dennis blev hhv 1’er (269 km) og 2’er (262 km) ved seneste VM i Steenbergen. Og med Sabrina Little i spidsen blev de amerikanske piger 2,3 & 4!

Det amerikanske hold leverer således på super højt niveau og der er hård kamp om at komme med på holdet. Det betyder, at kommer man på podiet til amerikanske mesterskaber, så har man også en plads på ultralandsholdet ved efterfølgende internationale mesterskaber.

Skal man blive national mester over there, så tror jeg, at der skal løbes omkring 265 km hos herrerne og godt 240 km hos kvinderne. Lad os se, hvad det ender med.

 

 

Σπάρταθλον 2013

Så er det snart blevet sidste weekend i september. Det betyder, at der står Spartathlon på skærmen fra i morgen. I år er der basis for følge hele 11 danskere og en enkelt færing i det legendariske point-to-point-løb i Grækenland. 246 km fra Akropolis i Athen til Leonidas-statuen i Sparta, som skal klares indenfor 36 timer.

Fra det øvrige Norden kommer bl.a. finske Petri Perttila, norske Lars Christian Dørum og svenske Andreas Falk (tidligere 5’er).

I favoritfeltet vil jeg kigge efter tyske Michael Vanicek, japanske Yuji Sakai og tjekken Daniel Oralek hos herrene. Desuden må tyske Florian Reus (EM 24H), italienske Ivan Cudin (tidligere vinder Spartathlon) og amerikanske Mike Morton (VM 24H 2012) være topfavoritter. Hos kvinderne vil jeg kigge efter ungarnske Szilvia Lubics. Engelske Mimi Anderson går i øvrigt efter at lave en dobbelt Spartathlon, idet hun har fravalgt bussen hjem fra Sparta for i stedet at løbe hjem!

Vil du læse mere om løbet, så er der lidt information i denne booklet.

Husk det er fredag morgen, at du kan følge med i resultaterne her.

Held og lykke til alle i et løb, hvor kun 1/3 når i mål indenfor tidsrammen.

 

Der bliver arbejdet på det

“Hvor og hvornår skal der være DM på 24 timer næste år?” Et godt spørgsmål og spørgsmålet kunne så gentages i forhold til EM/VM.

Det korte svar er: “Der bliver arbejdet på det.”

Siden sidste uges DM i Grenaa har jeg været i dialog med flere (mere eller mindre) interesserede klubber til DM-værtskab. Det er super dejligt med disse positive tilkendegivelser. Det er dog klart, at der kan være “showstoppere”, som skal ryddes af vejen inden bindende bud. Og i sidste ende er det DAF, som træffer beslutning om værtskabet.

Et af de springende punkter for klubberne er naturligvis tidspunktet for afholdelse af VM næste år på 24 timer. Optimalt set er der danske mesterskaber om foråret og internationale mesterskaber om efteråret, eller vice versa. Da IAU ikke har meldt noget ud omkring tid og sted endnu (Man har nok forløbet omkring 100K i år i meget frisk erindring!), har jeg rykket IAU for en melding. I dag er der kommet melding tilbage om, at der er arbejdes meget seriøst på et konkret arrangement. Men vi skal væbne os med tålmodighed en god måneds tid endnu, før der måske kan meldes noget endeligt ud.

Der bliver arbejdet på det! Og umiddelbart, så har jeg en god fornemmelse 🙂

I øvrigt, så er datoerne for DM og VM på 100 km meldt ud:

  • DM afholdes 26. april 2014 af ALOT.
  • EM/VM afholdes 31. august 2014 i Daugavpils, Letland.

God weekend

 

 

UltraVasan 2014

I morgen skal jeg løbe 5 km ved DHL-stafetten i Fælledparken. Det er over et år siden, at jeg sidst løb over 5 km! Det er 4 uger siden, at jeg sidst havde noget som lignede en løbetur. Fiberskade i læggen eller ej, igennem skal jeg nok komme, men det bliver luntende og gående 🙂 Så kære kolleger: Tålmodighed.

Og så sidder jeg her og bliver fristet af en længere trailtur i det svenske. Et helt nyt løb ser dagens lys næste år – UltraVasan 2014 på 90 km. Distancen er kendt af den henved 1 million langrendsløbere som siden 1922 har løbet de 90 km fra Sälen til Mora.

Formen lige pt er ikke noget at råbe hurra for og absolut ikke til ultraløb af nogen som helst art, men det kunne måske være et godt mål at sigte efter i 2014. Bliver det ikke aktuelt for mig, så kunne det måske være noget for dig.

[youtube]http://youtu.be/FjaMAnhUXoU[/youtube]

Der er ikke så meget fart på mere i Skövde

Efter et meget lovende udlæg på førstedagen af 48 timers løbet i Skövde, så er farten godt nok dalet en del. Løberne har selvfølgelig ikke samme fart på i andet døgn, men farten er faldet mere end jeg havde forventet. Bedste løber kan ramme 350K, men gør det nok ikke helt.

Med godt to timer igen er Jan-Erik Ramstöm på 325K med Muneharu Kuroda 6K efter. Sumie Inagaki er på 315K.

Teoretisk kan alting ske endnu, men løbet burde være til at styre på de sidste to timer. Godt løbet af Jan-Erik gennem natten, hvor han fået sat Kuroda med et pænt stykke, efter at have været bagefter. Afslutningen kan følges her.

Og så skal det lige nævnes: Man bliver ikke for gammel til at løbe. Kuroda er netop fyldt 64 år. Dejligt at vide, at der stadig er mange år på kontoen.

Opdateret

Endeligt resultat på 48 timer:

1 48H M RM Ramström Jan-Erik SLDK 1960 343,53 km
2 48H M Muneharu Kuroda Japan 1949 334,75 km
3 48H K Inagaki Sumie Japan 331,06 km
4 48H K RM Fonn Torill Team Ultrasweden 1967 312,06 km

Pæn distance for Jan-Erik Ramström – han må lægge godt til på den svenske rangliste. Imponerende at Torill Fonn kunne runde 312 km; hun må være godt restitueret efter 48 timer i Australien.

 

Der er fart på i Skövde – ny nordisk rekord

Det tyder på, at der er perfekte forhold i Skövde til ultraløb. Der er blevet løbet stærkt det først døgn – både på 24H og 48H.

Som ventet satte Jari Tomppo sig på den samlet sejr med over 239 km – ikke det længste Jari har løbet, men dog stadig en flot præstation (Kun én dansker har løbet længere gennem tiderne). Vinder hos kvinder blev svenske Yudith Hernandez med over 234 km – det er ny nordisk rekord for kvinder – stort tillykke herfra. Yudith blev i øvrigt samlet 2’er. Anders Tysk fra Sverige løb godt 223 km og Åsa Hällstorp kom godt over 220 km.

Super flotte præstationer – stor respekt for de svenske kvinders niveau i øjeblikket. Det er vigtigt med sådanne resultater, som kan være med til at løfte niveauet i det øvrige Norden. Jeg glæder mig allerede til at se det svenske hold i aktion til kommende EM/VM – held og lykke Reima 🙂

Fernando Sukil stoppede efter 15 timer og 120 km – det er nok sidste gang, at arbejdsgiverne giver en fridag 😉

Efter første døgn på 48 timer har hurtigste netop rundet 200 km! Så der kan være gode resultater i vente her. I øjeblikket er stillingen: Mikael Försström, 201K; Jan-Erik Ramström, 201K; Kuroda Muneharu, 201K; Sumie Inagaki, 197; Masyyuki Otaki, 192 og Torill Fonn, 188K. Jeg ret imponeret over, at Torill kan holde så flot et tempo.

Nu er 48H næsten det samme som 2x24H, så der kan ske rigtigt meget det kommende døgn. Jeg bliver nok lige nødt til at smutte forbi skærmen en gang imellem for at følge resultaterne her.

 

Fortsat god weekend

Skövde Ultrafestival 2013

Så er det svenskernes tur til at afholde ultrafest! I dag gik starten til både 24 og 48 timers løb i det velorganiserede løb i Skövde.

Kigger man startlisten igennem, så er der mange interessante navne på.

På 48 timer støder på Sumie Inagaki, Masyuki Otaki og Kuroda Munaharu. Japanerne er traditionel rigtig på løb over to dage. Det er godt et par siden, men Sumie Inagaki har løbet 397K på 48H (241K på 24H), så hun bliver svær at slå. Et andet godt bud på en samlet sejr er Masyuki Otaki, som er noteret for imponerende 426K på 48H og 271K på 24H. Man skal dog 6-8 år tilbage for at finde disse resultater, da Otaki ikke har vist samme international styrke i de seneste år. Munaharu er for et ubeskrevet blad – det er sjældent, at japanerne rejser langt for at løbe kort!

Den nye nordiske rekordindehaver på 48 timer Torill Fonn stiller også til start. Det er dog kun en måned siden, at Torill løb 341,5K i Australien. Det er derfor tvivlsomt, om hun kan nå samme niveau.

Danmark stiller ikke med løbere til 48H, men jeg hepper dog alligevel på svenske Rune Thieme. Rune er dansk gift og bosiddene i Danmark – går det godt (det håber vi), så tager vi æren 😉

På 24 timer må finske Jari Tomppo være favorit på papiret. Tomppo har løbet 252,5K på 24H i 2012 og er desuden noteret for 373K på 48H.

Jeg er spændt på, hvad svenske Åsa Hållstorp (tidligere landsholdløber) kan, samt om Yudith Hernandez kan. De svenske piger løber stærkt for tiden, så spændende bliver det.

Fra Danmark har vi Fernando Sukil. Sukil har mig bekendt debut på 24H. Efter sigende har Fernando fået en fridag mod at vinde i Skövde! Held og lykke med projektet 😉 – det gælder om at holde sig til.

Der vil være live-resultater og -billeder fra Skövde gennem hele løbet.

God weekend.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑