endurance & passion

Tag: DM (Side 3 af 4)

Happy Hours?

Hvis et ultraløb er godt, så må to ultraløb være dobbelt så godt?

Først tillykke til 24 timer ved havet med DM-værtsskabet 30.-31. maj i 2015. I år var første år med 24 timers løb i Sæby, flot at de er klar til et dansk mesterskab i det nordjyske 🙂 Jeg vil gøre mit til, at jeg kommer en tur forbi. det bliver næppe til plads på startlinjen, men der er sikkert god plads på siden.

Samme weekend som DM afholder Tejn IF deres 24 timers løb! Jeg synes, at det er super ærgerligt at der afholdes to danske timeløb i den samme weekend. Jeg håber, at begge arrangementer bliver en succes. Det havde været optimalt, hvis de danske løb var lidt mere fordelt udover året.

 

Dagen derpå…

Puha… man kender godt følelsen i kroppen. Man lod sig rive med. Nu er der så en regning, som skal betales. Men det  gør man gerne, for det var sk… sjovt 🙂

Til daglig drikker jeg sjældent kaffe om formiddagen, men i dag måtte der lige et par kopper til. En weekend på Galløkken uden søvn havde sat sine spor – og så havde jeg ikke en gang været ude at løbe.

Det var der til gengæld en del andre som brugte weekendens timer til. Jeg håber, at deltagerne i dag nyder smerterne i ben og krop, som et tydeligt bevis på en god indsats i løbet af weekenden 🙂

Svenske Johan Steene startede allerede om fredag middag på 48 timers løb. Næsten fra start førte Johan løbet. To døgn senere havde Johan løbet 384, 936 meter – ny nordisk rekord. Imponerende! Med stor respekt for de øvrige løberes indsats, så blev Johan ikke presset undervejs, idet Per Brølling blev to’er med 252,8 km.

Vinder 48H med 384,9 km

Vinder 48H med 384,9 km

24 timers løbet var samtidig danske mesterskaber. Der  var selvfølgelig forventninger til de løbere, som allerede er en del af ultralandsholdet. Det giver lidt ekstra spænding i løbet – alle vil jo gerne slå alle. Omvendt så handler det også om at løbe sit eget løb.

Efter et imponerende løb vandt Kim Hansen det danske mester med hele 241,657 km. Det er det 2. længste løbet af en dansker i løbet af et døgn. Det er samtidig 10 år siden, at en dansker sidst har været i nærheden af 240 km. Jeg håber, at det er starten på en ny æra, hvor de danske herrer løber omkring 235-240 km, når de deltager i 24 timers konkurrence. Det glæder mig derfor meget, at jeg er rykket ud af top tre (og også lidt, at Lars Skytte Christoffersen nu er nede som treer 🙂 ).

Vinder DM Herre med 241+ km

Vinder DM Herre med 241+ km

Tina Andersen blev vinder hos kvinderne med 169,443 km. Som Tina selv sagde tre timer før løbet sluttede: “Det bliver ikke et imponerende resultat..”. Det kan man kun give Tina ret i – det er noget under Tinas normale niveau. Det var dog imponerende, at Tina kunne sætte sig op til at give alt de sidste tre timer til trods for, at hun ikke blev presset voldsomt.

Vinder DM kvinde med 169+ km

Vinder DM kvinde med 169+ km

Hele resultatlisten fra Bornholm kan ses her.

Billeder fra tidende.dk.

Billeder fra TV2Bornholm.

Tillykke til vinderne – både dem som vandt løbene og dem som satte PR, eller på anden måde havde et godt løb. Jeg vil gerne takke Lene, Kim og Jakob samt resten af TIF for endnu en gang at skabe rammerne for et godt ultraløb.

 

 

6-24-48 timers løb på Bornholm

Skal lige have pakket rygsækken til en weekend på Bornholm – toget til Køge – natfærgen over – morgenmad og kaffe hos Knirkeline, så er jeg klar til starten på DM 24 timer kl. 11 i morgen. Desværre er jeg ikke i stand til at løbe 24 timer endnu. Har kun deltaget én gang i DM, med sølle 14 km som resulat, så der var selvfølgelig mulighed for at lave en ny personlig mesterskabsrekord!

Der er dog allerede gang i marathon- og 48 timers løberne på stierne ved Galløkken, så der er ingen grund til at jeg skulle løbe i vejen.

Som ventet har svenske Johan Steene lagt sig i spids af løbet med et pænt hul ned til Bjørn Jensen (netop dansk mester på 100 km), samt den danske multidays-løber René Vang Hansen på 3. pladsen.

Det danske mesterskab på 24 timer kan gå hen og blive en tæt affære i år. Der ligger selvfølgelig et vist pres på løberne, som er en del af ultralandsholdet – jeg er sikker på, at der er nogen, som gerne vil gøre døgnet lidt svært 🙂 Der skal være totalt udsolgt, når klokken bliver 11 på søndag.

Flere af den slags videoer 🙂

Resultater kan følges her.

 

 

Danske mesterskaber 100 km

Lørdag er det tid til de danske mesterskaber på 100 km distancen. I år er ALOT arrangør af løbet.

Ruten er på godt 2,2 km rundt om Tueholm Sø i Albertslund.

Pia Joan Sørensen er storfavorit hos kvinderne; med mindre hun bliver skadet undervejs, så får de øvrige meget svært ved at komme i nærheden. Men jeg er frisk på en overraskelse. Jeg forventer at se en kæmpe indsats af Sidsel Petersen. Sidsel er med i 100 km-holdets bruttogruppe, men vil selvfølgelig gerne kvalificere sig til holdet. Det betyder, at Sidsel skal under de 9 timer på lørdag. Det skal hun nok klare.

Hos herrerne synes jeg feltet ift podiet  er bredt. Det kan jo kun betyde, at vi får en god dyst.

Ses vi Albertslund på lørdag? Det tror jeg godt, at du kan regne med 😉

Danske Mesterskaber Trail 2015

Tejn Løb lukkede en dejlig nyhed ud i dag. Det er super, at der bliver arbejdet på at sætte et dansk mesterskab op også i trail – at det sker i forbindelse med afholdelse af Hammer Trail er jo meget naturligt, når ruten tages i betragtning.

At det først bliver i 2015 tror jeg kan gå hen og blive en fordel. Så har vi hele 2014 til at komme med input til kriterierne for et mesterskab. Desuden falder det supergodt sammen med det arbejde som Dorte Dahl er i gang med omkring etableringen af et dansk ultratraillandshold.

Jeg glæder mig til at komme forbi 🙂

Stort skulderklap til Lene, Jakob og Kim.

Så kom det på plads

Så var det i går nyheden omkring næste års DM på 24 timer blev afsløret. Tejn IF Løb skal igen stå som arrangør af et nationalt mesterskab. Det har bornholmerne gjort før – og det har de gjort godt. Jeg glæder mig allerede 🙂

Mit håb er, at rigtig mange vil tage turen over til klippeøen til en gang ultraløb på enten 6, 24 eller 48 timer. Sent i aftes modtog jeg en personlig udfordring om et duelløb på 24 timer. Jeg tør nok ikke tage handsken op, men jeg er helt sikkert at finde på sidelinien.

Mit håb er nu, at IAU planlægger VM i løbet af efteråret 2014 – gerne i oktober under lidt sydlige himmelstrøg. Det kunne betyde, at der er gode muligheder for at samle de bedste danske løbere til en kamp om det nationale mesterskab. Men det ved vi forhåbentlig mere om i løbet af en god måneds tid.

TIFLOGO

 

 

Der bliver arbejdet på det

“Hvor og hvornår skal der være DM på 24 timer næste år?” Et godt spørgsmål og spørgsmålet kunne så gentages i forhold til EM/VM.

Det korte svar er: “Der bliver arbejdet på det.”

Siden sidste uges DM i Grenaa har jeg været i dialog med flere (mere eller mindre) interesserede klubber til DM-værtskab. Det er super dejligt med disse positive tilkendegivelser. Det er dog klart, at der kan være “showstoppere”, som skal ryddes af vejen inden bindende bud. Og i sidste ende er det DAF, som træffer beslutning om værtskabet.

Et af de springende punkter for klubberne er naturligvis tidspunktet for afholdelse af VM næste år på 24 timer. Optimalt set er der danske mesterskaber om foråret og internationale mesterskaber om efteråret, eller vice versa. Da IAU ikke har meldt noget ud omkring tid og sted endnu (Man har nok forløbet omkring 100K i år i meget frisk erindring!), har jeg rykket IAU for en melding. I dag er der kommet melding tilbage om, at der er arbejdes meget seriøst på et konkret arrangement. Men vi skal væbne os med tålmodighed en god måneds tid endnu, før der måske kan meldes noget endeligt ud.

Der bliver arbejdet på det! Og umiddelbart, så har jeg en god fornemmelse 🙂

I øvrigt, så er datoerne for DM og VM på 100 km meldt ud:

  • DM afholdes 26. april 2014 af ALOT.
  • EM/VM afholdes 31. august 2014 i Daugavpils, Letland.

God weekend

 

 

Dansk mesterskab 24 timer 2013

Netop hjemkommet fra Grenaa Løbefestival, som lagde rammer om dette års danske mesterskab på 24 timer. Det var første gang at Grenaa-løberne stod som arrangør af de danske mesterskaber. At det så åbenbart også er sidste gang har i hvert tilfælde ikke noget med gennemførelsen at gøre – den var så absolut godkendt 🙂 Godt gået.

Mit formål med at tage til Grenaa var at hilse personligt på nogle af de ny navne i dansk ultraløb samt at få en hyggelig weekend i gode venners lag. Skulle der så være en enkelt, som kunne bruge et af mine råd, så stillede jeg mig gerne til rådighed. Mit håb er altid, at den enkelte løber får så optimalt et løb som muligt. Det betyder ikke, at det altid lykkes, men man kan forsøge.

For mig blev det en super weekend. Jeg er fyldt op med dejlige indtryk fra positive mennesker. Samtidig er jeg og så ydmyg over at få lov til at hjælpe nogle af vores ultraløbere. Desværre gik beboerne i Grenaa glip af dette gode arrangement i deres by – de mødte desværre ikke op.

Resultaterne af løbet kan man finde her.

Jeg vil dog gerne fremhæve et par af resultaterne.

Bruno Batsberg blev dansk mester hos herrerne med 218,362 km. Det er ny personlig rekord! Bruno har gennem det seneste år udviklet sig voldsomt som ultraløber. Den udvikling kunne han i dag krone med et dansk mesterskab.

Maibritt Skovgaard blev dansk mester hos kvinderne med 214,179 km i sin debut på 24 timer. På alletiders rangliste er det nu den anden hurtigste 24 timer løbet af en dansk kvinde – det er super flot. Jeg glæder mig allerede til næste gang, hvor Maibritt angriber Anni Lønstads rekord på 217,750 km. Maibritt er tidligere udtaget til det danske 100 km-hold, men nu kan hun også få lov til at repræsentere Danmark på 24 timer.

Jeg er opmærksom på en række andre flotte personlige rekorder. Det var en fryd at få lov til at opleve jer kæmpe for dem – det gør mig hel høj 🙂

De næste, som måske laver gode resultater på 24 timer kan være Sidsel Petersen, som løb 120,783 km på 12 timer eller Søren Paaske Johnsen, som løb 120,952 km på samme distance.

Vil man have lidt visuelle indtryk fra Grenaa Løbefestival, så klik her.

Tak for nogle hyggelige dage til alle omkring Grenaa Løbefestival.

 

 

 

 

 

Man kan kun være et sted!

Hold da op – sikken en ultraweekend, som vi har i vente 🙂 100 miles på Mors og 12H og 24H i Grenå – der bliver nok at følge med i.

På lørdag starter næsten 40 løbere til en tur rundt på Mors. Frederik Lassen har tidligere sat dansk rekord (15H19M) på Mors, mon han går efter at forbedre Carsten Eriksens tid (14H54M)? Efter VM i maj har Anne-Marie Rossen holdt lav profil – umiddelbart skal Anne-Marie bare til Mors for at hygge sig, men…

Jeg har selv fornøjelsen af at tage til Grenå i weekenden. Jeg glæder mig til at følge DM på 24 timer. Med over 50 deltagere til start, så bliver det et interessant løb. Jeg håber på, at der dukker nogle positive overraskelser op – det ville være super.

Glæder mig til mange timer i gode venners lag de kommende par dage.

Liveresultater kan følges her:

100 Miles Run – Mors rundt og Grenå 24 timer.

Skechers Ultra 2013 – DM 100 km

Spændende løbedag i dag. 1000-vis af løbere skal gennemføre Copenhagen Marathon, hvoraf en gruppe eliteløbere kæmper om det danske mesterskab på de 42,2 km. I Bramming er der så en noget mindre gruppe, som skal kæmpe om det danske mesterskab på 100 km.

Jeg er stadig godt oppe at køre efter sidste weekends VM på 24 timer. Det har været en fryd at læse de dejlige beretninger fra danske og udenlandske løbere. Så jeg gad da godt et ultrafix i Bramming i dag som tilskuer, men familien har vist også krav på lidt af min tid.

Lidt ærgerligt, at kun i alt 25 løbere stiller til start på ultraløbets sprintdistance.Med kun 4 kvinder til start, så er der jo næsten medaljer til alle, men desværre ikke så meget løb! Omvendt må man sige, at de var de bedste, som stillede op i dag. Pia Joan Sørensen er i den grad forhåndsfavorit til at vinde. Pia har løbet de 100 km i tiden 8.34 så sent som i april i år – virkelig flot tid. Håber ikke, at Pia er for brugt. Hanne Christensen har gjort det ganske godt med 67 km på 6H, så hun er nok den næste på podiet. 3. pladsen bliver så afgjort mellem Sidsel Petersen og Conny Brusen Nielsen.

Med 21 løbere hos herrerne, så er der lagt op til lidt mere dyst. Peter Paldan er ude i en slags comeback. Peter har løbet 7.04 ved VM i Gibraltar i 2010 og holdt så en pause fra ultraløb. Peter stiller ikke op for sjovt, så han vil give alt ved DM. Mit bud på en vinder. På de næste pladser bliver det nok lidt sværere at sætte navne på (heldigvis for det = mere spænding). Jeg er tror dog, at Mogens Kjæmpe Jensen vil blande sig i topstriden og måske også Peter Laulund Rasmussen. Som en outsider må også Leon Skriver Hansen nævnes. 100 km er en del at forberedelserne frem mod Western States 100, så meningen er jo ikke at brænde den helt af. Men det dér nummer på maven, gør bare noget ved hovedet 🙂

Resultater findes her.

Godt løb til alle – om det så er i København eller Bramming.

logo

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑