endurance & passion

Forfatter: ultrarun.dk (Side 34 af 47)

Nyheder fra ultralandsholdet

Her på siden vil man fremover kunne se betingelser for at blive en del af ultralandsholdets bruttogruppe og de nærmere udtagelseskriterier for ultralandsholdet.

Kravene har fået et nøk opad, så de nu ligger på niveau med de øvrige nordiske lande. På kort sigt kan det betyde, at vi stiller til mesterskaberne med lidt mindre hold end de seneste par år, men på længere sigt er målet, at vi (100 km og 24 timers holdet) generelt kommer til at præstere på et højere niveau.

Er der spørgsmål til de nye tiltag, så er man velkommen til at kontakte landsholdskoordinator (og 100 km) Morten Pilgaard eller mig (24 timer).

 

12 timer i solen

lyder da bare dejligt. Godt 25 sololøbere stiller på til et halvt døgns løb på Refshaleøen her på årets første rigtige sommerdag (Når kalender og temperatur går op i en højere sammenhæng).

Jeg får ikke megen tid til at følge resultaterne gennem dagen. Men jeg glæder mig til aftenkaffen, når dagens præstationer skal vurderes 🙂 Kan være, at der er en ny dansk rekord at glæde sig over.

Har du mere tid end mig, så kan du følge med her.

 

The Jungle Ultra 2013

De to TIF’er Jakob Vestergaard og Kim Rasmussen er deltagere i dette års The Jungle Ultra i Peru. 230 km på 5 dage. Jeg tror, at Jakob og Kim betragter løbet som en form for studietur, så mon ikke der er “forbedringer” i vente på diverse TIF-løb fremover 😉

En temperatur på 35 grader lyder jo umiddelbart tiltalende, med når luftfugtigheden samtidig er næsten på 100 procent, så går nydelsen lidt af de 5 etaper. De første 4 etaper er mellem 30 og 40 km, men der afsluttes med en Inkaetape på 92 km (så er man blevet vant til forholdene).

Følg med i billeder og tekst fra løbet her (#jungleultra).

God tur til Jakob og Kim

 

Skechers Ultra 2013 – DM 100 km

Spændende løbedag i dag. 1000-vis af løbere skal gennemføre Copenhagen Marathon, hvoraf en gruppe eliteløbere kæmper om det danske mesterskab på de 42,2 km. I Bramming er der så en noget mindre gruppe, som skal kæmpe om det danske mesterskab på 100 km.

Jeg er stadig godt oppe at køre efter sidste weekends VM på 24 timer. Det har været en fryd at læse de dejlige beretninger fra danske og udenlandske løbere. Så jeg gad da godt et ultrafix i Bramming i dag som tilskuer, men familien har vist også krav på lidt af min tid.

Lidt ærgerligt, at kun i alt 25 løbere stiller til start på ultraløbets sprintdistance.Med kun 4 kvinder til start, så er der jo næsten medaljer til alle, men desværre ikke så meget løb! Omvendt må man sige, at de var de bedste, som stillede op i dag. Pia Joan Sørensen er i den grad forhåndsfavorit til at vinde. Pia har løbet de 100 km i tiden 8.34 så sent som i april i år – virkelig flot tid. Håber ikke, at Pia er for brugt. Hanne Christensen har gjort det ganske godt med 67 km på 6H, så hun er nok den næste på podiet. 3. pladsen bliver så afgjort mellem Sidsel Petersen og Conny Brusen Nielsen.

Med 21 løbere hos herrerne, så er der lagt op til lidt mere dyst. Peter Paldan er ude i en slags comeback. Peter har løbet 7.04 ved VM i Gibraltar i 2010 og holdt så en pause fra ultraløb. Peter stiller ikke op for sjovt, så han vil give alt ved DM. Mit bud på en vinder. På de næste pladser bliver det nok lidt sværere at sætte navne på (heldigvis for det = mere spænding). Jeg er tror dog, at Mogens Kjæmpe Jensen vil blande sig i topstriden og måske også Peter Laulund Rasmussen. Som en outsider må også Leon Skriver Hansen nævnes. 100 km er en del at forberedelserne frem mod Western States 100, så meningen er jo ikke at brænde den helt af. Men det dér nummer på maven, gør bare noget ved hovedet 🙂

Resultater findes her.

Godt løb til alle – om det så er i København eller Bramming.

logo

Steenbergen 24 Hour 2013 – eftertanker

Kom hjem fra VM i går, men har først nu lidt tid til at reflektere over turen. Med foreningsmøder de sidste to aftener, har der ikke været tid før. Men det må være tid nu!

Når man skal gøre ting op, så kan man jo gøre det på forskellig vis – så det vil jeg forsøge.

10 løbere til start, hvoraf fem var i løb over alle 24 timer. Et frafald på 5 løbere er i sig selv ikke tilfredsstillende. Omvendt, så må man forvente et vist “spild” ifm. et VM-løb. Skader kommer frem, der bliver løbet lidt over evne, eller vejret tærer for meget på kræfterne. Ingen tvivl om, at vejret ved dette års VM var en direkte årsag til, at nogle af vores løbere i bogstavlig forstand gik kolde – med 9-10 m/sekund og slagregn, så var der lagt op til en solid afkøling.

En anden måde at gøre tingene op på, er ved at kigge på resultater, herunder om der blev sat nogen rekorder:

Præstationerne hos kvinderne var de mest stabile, hvilket betød at de samlet løb 574,6 km og kun var 6,2 km fra den danske holdrekord sat i 2012. Super, at kvinderne kunne holde niveau med kun tre løbere. Resultatet rakte til placering som nr. 14 ved VM og 10 ved EM. USA tog VM med 710,6 km og Frankrig tog EM med 670,7 km (svarende til den danske herrerekord!).

Individuelt løb Tina Andersen en ny personlig rekord hjem på 193,9 km (50 VM/38 EM). Super godt kæmpet gennem natten – der var vilje bag 🙂

Mette Pilgaard havde annonceret, at det var sidste gang, at hun løb med ved VM. Resultatet blev næsten lige så godt som Tinas, idet Mette ramte 192,6 km (55 VM/ 39 EM). Super flot afslutning. Ligegyldigt hvor svært det bliver undervejs, så bliver Mette ved med at kæmpe.

Forventningen til Anne-Marie Rossen var et resultat over 200 km. Efter en god start, så fik Anne-Marie store problemer henover natten, men med et flot comeback de sidste fire timer blev det alligevel til 188 km (59 VM/43 EM).

Idet kun to herrer (og den ene talte ikke med i holdkonkurrencen) løb igennem alle 24 timer blev holdresultatet desværre ikke noget at skrive om.

Til gengæld så gjorde Bruno Batsberg en super indsats. På baggrund af tidligere løb, så var Bruno før løbet placeret på den kedelige 7. plads, som lige nøjagtigt ikke talte med i holdkonkurrencen (3 bedste resultater ud af 6 løbere, som er udvalgt på forhånd. Bruno vendte denne “skuffelse” til et drive. Med 215,3 km (50 VM/38 EM) fik han vist understreget, at jeg havde taget fejl 🙂

Sidste løber, som gennemførte var Ole Karlsen. Ole havde inden start en ambition om at angribe den danske rekord med et forsøg på 250 km. Skulle det lykkes, så skulle alt klappe. Det gjorde det ikke, men med stor figtherånd og sportsmanship kæmpede Ole sig ud på 207 km (68 VM/52 EM). En skam for dansk ultraløb, at Ole har meddelt, at 2013 bliver det sidste år på ultralandsholdet (100 km og 24 timer) – jeg håber, at vi kan lokke ham til et par mere.

Selvom ikke resultaterne ikke kom til udtryk denne gang, så skal der lyde en stor tak til Niels Høg Henriksen, Vagn Kirkelund, Lars Skytte Christoffersen, René Kock Larsen og Bjarne R Jensen – I gav alt, hvad I kunne.

Et par løbere, som ikke så ud til at være berørt af vejret var hos kvinderne Mami Kudo, som vandt med 252,2 km (ny VR på vej) og den amerikanske mester Sabrina Little med 244,6 (ny amerikansk rekord). Ny europamester er Anne-Marie Vernet, FRA med 229 km. Svenske Torill Fonn løb ind på 6. pladsen ved EM.

Hos herrerne stak Jon Olsen (helt sikkert danske forældre!) af fra de andre med 269,6 km. Den unge tysker Florian Reus genvandt det europæiske mesterskab med 259,9 km!

Resultatliste VM og EM.

OK, det blev ikke til VM-medaljer denne gang 😉 Men jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med verdens bedste crew! Tak til Lisbeth, Martin, Marlene, Michael, Anne Marie, Jesper, Søren og Morten – det var sjovt og hyggeligt 🙂

Danske rekorder på 24 timer

Når du nu alligevel skal side bag skærmen gennem hele weekenden, så er der lige et par tal, som du kan holde lidt øje med.

Hold / Kvinder: 580,823 km (Sat ved sidste års VM i Polen af Anne Marie Geisler, 209,300 km; Anne-Marie Rossen, 187,953 km og Annedorthe Mahato, 183,570 km).

Hold / Herrer: 671,133 km (Sat ved VM 2004 af Lars Skytte Christoffersen, jan Michael Andersen og Alec Henriksen).

Individuelt / Kvinder: Anni Lønstad, 217,750 km; Karen-Marie Brøgger, 213,427 km og Anne Marie Geisler, 209,300 km.

Individuelt / Herrer: Alex Henriksen, 245,577 km; Lars Skytte Christoffersen, 239,136 km og Brian Larsen, 231,770 km.

Personligt håber jeg, at jeg kan blive banket godt og grundigt ned af ranglisten, for så har haft vi et super VM.

Nu er det din tur – kom med nogle friske bud på årets resultater.

 

 

VM 24 timers i Steenbergen

I morgen kører 10 af Danmarks bedste 24 timers løbere samt deres crew sydpå til Holland. I weekenden skal der løbes VM og EM på 24 timers distancen.

Jeg har få lov til endnu en gang at følge ultralandsholdet til et stort mesterskab. Det fylder mig med stor ære – så håber jeg, at jeg kan bidrage med et eller to gode råd undervejs.

Lige pludseligt er det blev tid! Alle forberedelser og forbedringer er slut – det er nu det hele skal kulminere. Det burde jo være nemt; men det kan nemt blive så svært.

Jeg har forventninger til vores hold, men det er mest fair at melde dem ud til holdet først. Men når man kigger på de tre kvinder (Anne Marie Rossen, Tina Andersen og Mette Pilgaard) og syv herrer (Bjarne R Jensen, Niels Høg Henriksen, Ole Karlsen, Vagn Kirkelund, Lars Skytte Christoffersen, Bruno Batsberg og René Koch Larsen), så ved man godt, at de rigtig gode resultater kan ligge og lure 🙂

Jeg har ikke tjek på, hvor man kan se live-resultater. En ting ved jeg dog – der kommer ikke nogen løbende rapporter fra mig. Erfaringen siger mig, at der bliver for travlt med alt muligt andet.

logo

Salomon Hammer Trail 2013

Lidt svært at løsrive sig fra skærmen her til morgen, når der er fuld damp på løberne på Bornholm til dette års HammerTrail. På nuværende tidspunkt er der også et par stykker, hvor dampen er gået af kedlerne.

Det løb, står så højt på ønskesedlen – det SKAL jeg prøve på et tidspunkt.

I år har jeg ikke haft tid til at sætte mig ind i de startende løbere – så det er bare at tage resultaterne som de kommer. Altid spændende at se, om de kendte holder niveau, eller om nye navne drøner udenom.

 

På legepladsen…

…med en legekammerat og mit legetøj.

Hvilken dejlig morgen! Rimfrost på bilen, og solen havde allerede godt fat og vinden havde ikke fået kraft endnu.

Jeg fik lokket Lisanne med til en gang funktionel træning på den lokale legeplads. Jeg ville gerne introducere hende for Mobile Kit – en sjov måde at træne styrketræning på. Jeg oplever, at det er en yderst effektiv måde at træne alle kroppens muskler – og så er der trinløs belastning, så alle kan være med uanset niveau. Til pauserne havde jeg taget et par kettlebells med – kan jo lige så godt lave lidt afslappende swings o.lign. 🙂

Mobile Kit

og når man så kørte forbi bageren alligevel, så røg der et par thebirkes med hjem til kaffen. Fed start på dagen.

Resultater 100 km Europa Mesterskaber

Det var så i dag, at der blev afholdt EM 100 km i franske Belves.Udfra diverse billeder fra ruten, så var det et utroligt smukt landskab at løbe i, men tydeligvis også hårdt.

Desværre var ingen danske løbere med i denne omgang. Men jeg har da stadig slået mindst et par smut forbi skærmen for at følge præstationerne i løbet af dagen – ikke mindst resultaterne fra vores nordiske naboer er blevet studeret. Og de skuffede heller ikke. De norske gutter hev en 4. plads hjem for hold – tæt på bronze. Bedste individuelle resulatet var en 5. plads til Jarle Risa – ca. 8,5 minut efter den spanske vinder Cuevas. Svenske Kajsa Berg blev europamester hos kvinderne i 7:39 (Meget tæt på hendes PR) og en sindsyg flot nr. 2 i holdkonkurrencen. Stort TILLYKKE herfra 🙂

Cuevas’ vindertid på 6:53 er ca. ½ time langsommere end vindertiden ved de sidste par års mesterskaber. Det fortæller også lidt om rutens hårdhed.

Samlet resultatliste kan ses her.

Nu havde vi ikke nogen danskere med denne gang. Men Maibritt Skovgaard og Pia Joan Sørensen har netop løbet godt under 9 timer ved Copenhagen Ultramarathon 100K, så de kunne måske være et par gode bud på deltagere, når landsholdet skal sættes til VM i Sydafrika til efteråret.

 

 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑